Det er en regnvåd torsdag eftermiddag i Hellerup. Jeg står i ly for den grå himmel og venter på Theis Vesterløkke og Niels Fejrskov Juhl, der tilsammen udgør popduoen Gents.
Vi har aftalt at mødes på Experimentarium, fordi det virker som en passende ramme for en snak om Gents’ nye album. Personligt har jeg ikke været her, siden jeg var lille og en mekanisk T. Rex stod i indgangsentréen og brølede med en fod solidt plantet oven på et bilvrag i bedste ’Jurassic Park’-stil.
Små 20 år senere ser her meget anderledes ud. Der er bygget om, renoveret, flyttet rundt. Ydersiden er shinet op, og indersiden er radikalt omformet. For som formidlende institution og videnskabscenter kan man selvfølgelig ikke stå stille, når tiden og teknologien flytter sig med hastige skridt for hver dag.
Det er det, vi skal tale om. Udviklingen, ræset, hastigheden. Og de omkostninger, det har.
På deres nye album, der bærer titlen ’Human Connection’ og udkommer 11. oktober, tackler Gents teknologiens rolle i informationssamfundet, og hvad det betyder for det enkelte menneske. Det er ikke et tema, der er grebet ud af den blå luft. Det er en problematik, som Niels og Theis, henholdsvis sanger og producer i gruppen, kan genkende, og som de har mærket på egen krop. Både i deres udsyn mod verden og i deres relation til hinanden.
Tilbage i februar spillede de i Store Vega. Det var en af deres største koncerter hidtil, men det var også en optakt til det næste kapitel. Den nye plade var indspillet færdig, der var sat en udgivelsesdato, der var fremlagt en promotion-strategi, der var skudt musikvideoer i USA, og singlerne var klar til radiostationerne.
Alligevel føltes det ikke rigtigt. Det var en intens periode, der havde været pres på, og både Niels og Theis følte sig ved siden af sig selv.
Med deres egne ord var det ikke stress. Det var mere en følelse af ikke at kunne følge med, ikke at føle sig grounded i den udvikling og proces, hvor de selv var hovedpersoner.
»Vi ville være inde over retningen på det hele«, fortæller Niels mig. »Men vi kørte også meget på autopilot. Vi ville så mange ting, og vi indså, at vi ikke kunne følge med«.
To dage før koncerten i Store Vega tog han og Theis en snak og blev enige om at udskyde albummet. For at finde roen og fodfæstet igen.
»Vi har brændt os på den succes, der kom med den første plade«, forklarer Theis med henvisning til debutalbummet ’About Time’, der udkom for to et halvt år siden. »Vi løb meget stærkt og var pludselig ved at tabe os selv i det. Det er så endt med, at vi har lavet en plade, der handler om, at man skal huske hinanden«.
»Vi blev enige om, at det ikke gav mening, når vi ikke havde os selv med i det«, supplerer Niels. »Særligt når nu vi har lavet en plade, der handler om, at man skal huske at være i kontakt med sig selv og andre«.
Pres indefra og udefra
Vi har bevæget os ind i Experimentariums indgangshal, forbi billetsalget og op på første sal. Forbi udstillings- og legeområdet Havnen og Energi Zonen, hvor børn suser ubekymrede rundt og trykker på knapper, drejer på håndtag og interagerer med de tilgængelige touchskærme.
Legesygen står i kontrast til vores mere alvorlige snak.
»Det handler om en samfundstendens, og det handler om en teknologidominans«, forklarer Theis om de nye sange, hvoraf flere er blevet frigivet i løbet af det seneste år. »Alle har travlt med at leve op til en masse forventninger fra nogle ydre kræfter. Man skal skynde sig igennem systemet og vejes og måles, og alt skal monitoreres, optimeres og effektiviseres«.
Jeg spørger, om ikke også præstationspresset kommer indefra.
»Det er en del af problemet«, siger han klart. »Folk bilder sig selv ind, at det pres kommer indefra. Det ser jeg som et kæmpe problem, fordi det gør, at vi bliver ved med at hakke os selv ned. Jeg tror i højere grad, at det kommer fra alle mulige ydre faktorer, som i sidste ende gør dig selv til en skurk i dit eget liv«.
Netop det indre og ydre pres tages op i tekstuniverset på ’Human Connection’. Over drømmende synthflader, et bastant trommebeat og en sparsom guitarmelodi synger Niels på sangen ’Own Little World’ følgende tekstbid: »Time will show you / if you’ll get what you want / but do your high expectations / inspire or demotivate you?«.
»Det er også en sang, som handler om at være distanceret fra sig selv eller være disconnected fra sine omgivelser«, forklarer han.
Vi har sat os ved et bord i et caféområde.
»Hvis du er indstillet på kun at nå i mål, så glemmer du alle de ting, der er med i forbifarten«, siger han, som han sidder ved vinduespartiet med udkig til den regnvåde gade.
Musikalsk teknologikamp
»Produktionen er også en kommentar til tematikken på pladen«, indskyder Theis. »Der er langt mere symbolik i det«.
Det er ham, der står for produktionen, mens Niels tager sig af de fleste tekster. På den måde har de hvert deres ansvarsområde. Men de skriver aldrig en sang uden at være i samme rum.
»’Human Connection, Pt. 1’ er eksempelvis helt skrabet ned og meget nøgen«, forklarer Theis med henvisning til første del af det todelte titelnummer, der binder albummet sammen.
»Modsat ’Emotional Facelift’, som får lov til at gå planken ud ved at være helt tunet«, lyder det om en af de andre sange, der allerede udkom som single sidste år.
Andre steder på albummet er Niels’ vokal tweaket og modificeret. Stemmens tekstur, synthesizernes klang og trommernes punch ændres og forandres i overensstemmelse med – eller i kontrast til – teksterne og temaet.
Sådan er musikken en afbildning af en moderne teknologikamp, der udspiller sig i et spændingsfelt mellem det maskinelle og det menneskelige, det syntetiske og det sanselige, og som ofte overlapper og integrerer de forskellige elementer og udtryk.
Nostalgi og optimisme
Da Gents kom frem, fik de hurtigt et genrestempel på sig: 80’er-pop. De duggede synthesizere, de stramme trommebeats og den kontrollerede vokalføring var sammen med længslen og den blå, melankolske tone som grebet ud af 80’ernes synthpop.
Det blev hjulpet godt på vej af et cover af 80’er-gruppen Prefab Sprouts ’Bonny’, men det har også været et label, der har været svært at ryste af sig.
»Vi har aldrig overlagt forsøgt at være et 80’er-band«, fortæller Niels mig.
Selv kalder de det »spa pop«. Fordi en spaoplevelse er rar og omfavnende, men også et sted, hvor man er sårbar og nøgen.
De anerkender dog parallellen til 80’ernes popmusik.
»Da vi lavede den første ep, havde vi kun 80’er-keyboards, så der var langt mere pastiche over det«, forklarer Theis. »Det gav mening, men folk vil også gerne sætte ting i bås, og siden har vi udviklet os til at være så meget andet«.
»Vi har været overraskede over, hvor meget den ting har hængt ved, også ved udgivelsen af de nye singler«, istemmer Niels.
Det er ikke noget nyt, at popmusikken herhjemme såvel som internationalt rækker tilbage i tiden. 80’ernes produktionsæstetik og synthlyd lever videre hos moderne popstjerner som Lorde, Carly Rae Jepsen og Taylor Swift, mens andre rækker længere tilbage. Hos Lana Del Rey, tidens største popmusikalske dommedagsprofet, er musikken smurt ind i nostalgi, i californisk surferstemning og 50’er-chic indpakning.
»Hvorfor er der sådan en nostalgi i popmusikken?«, spørger Theis retorisk ud i luften. »Det er måske på grund af nogle af de tematikker, vi beskæftiger os med på den her plade. Der er et forbehold over for den nye teknologi, som ikke kun er god, og derfor er der behov for at søge tilbage til en romantisk nostalgi«.
Jeg foreslår, at et muligt svar kan være, at det skyldes en underliggende frygt. At fremtiden virker usikker og farlig.
»Det er måske en frygt for én form for fremtid«, svarer Theis. »Man kan godt frygte, at det går den gale vej, men stadig være positiv omkring, at det også kan gå en god vej«.
»Man kan sige, at håbet har trange kår for tiden«, indskyder Niels. »Det er svært at forblive håbefuld, så jeg kan godt forstå, at der er en romantik, der lever for tiden…«
Det personlige er det almene
I virkeligheden hænger det nok sammen.
»Når vi reflekterer over, hvorfor vi har lavet den plade, som vi har, så er det nok, fordi det afspejler nogle tendenser i samfundet«, siger Theis. »Det er jo ikke, fordi vi tænker, vi er så meget anderledes end andre mennesker. Vi tænker nok nærmere, at det er derfor, folk gider høre på os. Fordi der er andre, der har det på samme måde«.
»Der, hvor vi går ind og bliver allermest personlige er også der, det bliver allermest vedkommende for andre«.
»Vi bruger ikke et greb i teksterne, som italesætter det direkte. Vi prøver at skrive tekster, der er så åbne, at de også kan handle om mange andre ting«, siger Niels.
Som i en opdatering af det feministiske kampslogan om, at det personlige er politisk, bliver det personlige hos Gents også det almene.
På den måde er Gents langt fra et nostalgisk popfænomen, der søger tilbage til de trygge 80’ere. Musikken har ganske vist sine historiske rødder, men den er mest af alt et billede på nutiden.
Nutidens cyborg
Vi rejser os fra cafébordet og bevæger os op på bygningens andensal, hvor man finder udstillingen ’Body Works’.
Det er afdøde kroppe, blottede helt ind til benene, som er blevet behandlet, hærdet og såkaldt plastineret for at blive udstillet i diverse akrobatiske stillinger. Alle led, sener og muskler står helt tydeligt frem, udstrakte, atletiske, elastiske.
Det er både fascinerende og en smule uhyggeligt at se på.
De tidligere ejermænd har doneret deres kroppe til videnskaben og teknologien. Men det er ikke kun efter døden, at teknologien har indvirkning på, hvordan ens krop opleves.
Det er også i livet. Proteser og pacemakere er eksempler på teknologi, der fungerer som integrerede forlængelser af menneskekroppen, men man kan også anskue det mere abstrakt.
De fleste, der har haft en fungerende mobiltelefon længe nok, har oplevet det såkaldte phantom buzz. Det er den mærkværdige fornemmelse af, at mobilen i din lomme vibrerer, selv om den reelt set ikke gør det, og hvor du mødes af en sort skærm, når du tjekker efter.
Det er en fysisk hallucination, som kan siges at være afstemt af en psykologisk mekanisme. Din krop er så vant til at have en mobiltelefon på sig, at du mærker noget, der ikke finder sted.
»Det er jo et tydeligt tegn på, at det at være cyborg, som man ellers ser som noget meget sci-fi-agtigt, allerede er her«, siger Theis. »Ens smartphone er så meget en del af en, at den lige så godt kunne være opereret ind i ens ben. Hvis den ikke er der, så føler du dig nøgen. Og du mærker vibrationer mere, end du måske mærker en smerte i knæet. Kroppen er ikke så afgrænset, som man går og har en forestilling om«.
På den måde er vi ikke bare humane. Vi er også posthumane. Eller rettere: Vi er allerede posthumane.
Det er i virkeligheden det, der er kernen i Gents’ projekt. At nå ind til den erkendelse. At leve med teknologien som et vilkår. Et vilkår, der kan spænde ben for dig, men også bringe dig nye steder hen.
Det er det vilkår, som Gents skildrer på ’Human Connection’, og som de forsøger at affinde sig med. Gennem deres blåtonede spa pop starter de en rejse mod at genfinde jordforbindelsen og få fast grund under fødderne i en tid, der kan synes vaklende.
Det er ikke en rejse, de er alene på. Vi er mange i samme båd, selv om vi ofte foregiver andet.
Som en af kustoderne på Experimentarium ret så rammende siger, da vi spørger ind til identiteterne bag de udstrakte og udstillede menneskekroppe.
»Man ved ikke, hvem der er hvem. Når man fjerner de yderste lag, ligner vi alle sammen hinanden«.
Læs interview: Kan Carmon lægge gaden bag sig én gang for alle?