Drakes ‘Dark Lane Demo Tapes’ er lyden af luksuriøs isolation

4 6
Drakes ‘Dark Lane Demo Tapes’ er lyden af luksuriøs isolation
Drake.

Drakes coronakarantæne har foregået lige præcis, som du forestiller dig det. Først blev han isoleret tidligt, fordi han havde hængt ud med en smittet basketstjerne. Så lærte han en TikTok-dans og skabte lige hurtigt et verdenshit med ’Toosie Slide’. Så filmede han en musikvideo i det overdådige, men totalt sjæleløse palæ, han bor i. Og i fredags kom der så et album, for et eller andet skal man jo få tiden til at gå med.

Eller nej, undskyld, det er ikke et album, men et mixtape, og det kan faktisk mærkes. For det første fordi ’Dark Lane Demo Tapes’ til dels er en opsamling, der indeholder en række løse sange fra det seneste halve års tid, lidt ligesom sidste års ’Care Package’ samlede op på de seneste mange års leaks og enkeltudgivelser.

Men ‘Dark Lane Demo Tapes’ føles også som et mixtape, fordi der ikke er nogen stort anlagt rød tråd. I stedet falder sangene i to kategorier.

Der er de melankolske, reflekterede sange, der bevæger sig i den afdæmpede lyd, som Drake og hans hovedproducer Noah ’40’ Shebib har dyrket siden ’Take Care’. Og så er der en håndfuld sange, hvor den canadiske superstjerne skamløst hopper med på bølgen i de forskellige genrer, der er populære lige nu – fra mumblerap til drill.

Lad os starte med de førstnævnte sange, der vel godt kan beskrive som ’klassisk Drake’ – som albummets intro (’Deep Pockets’), der endnu en gang giver os historien om rapperen, der engang drømte om at være Lil Wayne, men som nu har opnået alt og har muligheden for at købe en Tesla til sin mor.

Der er også sange som ’Time Flies’ og ’Desires’, der handler om alle de sjælekvaler, rapperen har fået på grund af sine ekskærester. »Everything I’ve been through, I can’t even complain to you«, rapper han på førstnævnte efter netop at have brokket sig i et helt vers, og på sidstnævnte rapper han om, at han vil gemme en eks væk fra verdenen – måske lidt som han i sin tid gemte sin søn?

Det her er typiske Drake-tracks med typiske Drake-temaer, men han er jo også god til at lave de her skarpt strukturerede, personlige sange. Men rapperen har altså også lavet lige præcis den samme sang mange gange før. De ovennævnte numre kunne være taget fra et hvilket som helst Drake-album.

Alligevel har ’Dark Lane Demo Tapes’ en æstetik, der føles mere aktuel nu end sædvanligt. For der er en tomhed og en rummelighed i de her melankolske sange, der får én til at tænke på isolation, kulde og tomme huse. De er som skabt til at blive spillet på Drakes anlæg hjemme i den store, tomme, opulente villa – et soundtrack til luksuriøs ensomhed.

Samtidig tweakes den velkendte formular en smule på ’When To Say When’ og ’Chicago Freestyle’, der henholdsvis sampler Jay-Z’s ’Song Cry’ og citerer Eminems ’Superman’. Den slags nik til tidligere klassikere er selvfølgelig meget i mixtape-formatets ånd, men man savner lidt den mere utæmmede kreativitet, der eksempelvis lå i at forvandle Lauryn Hill til New Orleans bounce på ’Nice For What’ fra 2018-albummet ’Scorpion’. Det her er mere comfort food-Drake end banebrydende nytænkning.

Der er dog en del variation på udgivelsen, og den kommer i form af de tidligere nævnte eksperimenter med hiphoppens mest hypede subgenrer.

’D4L’ er en af de mest originale og kaotiske trap-tracks, jeg har hørt i år, og det skyldes især gæsterapperne Future og Young Thug, der manisk ad-libber hinanden og laver underlige lyde – på et tidspunkt rapper Future en ringetone-lyd flere gange i træk. Det er en fantastisk sang, men Drake er klart en passager på sit eget nummer. Det kunne lyde lidt som om, at Future og Young Thug har indspillet deres del sammen, mens Drake så har tilføjet sit efter.

’Pain 1993’ er en tilsvarende skæv størrelse, hvilket især skyldes, at Playboi Carti rapper sit gæstevers med en babystemme, der kunne få den ellers skingre Young Thug til at lyde helt normal. Den Pi’erre Bourne-producerede sang er endnu et tegn på, at subgenren mumblerap er blevet til noget helt nyt og om muligt endnu mere underligt, end den var før. Drakes favntag med lyden fungerer fint – han rammer et flow, der kunne lyde lidt som Lil Uzi Vert. Men han bidrager måske ikke med noget nyt til stilen; han leger bare lidt med den.

Det samme kan siges om ’Demons’ og ’War’, der prøver kræfter med drill-genren. Førstnævnte gæstes af New York-rapperne Fivio Foreign og Sosa Geek og er en slagkraftig, bombastisk og vellykket sang. Man savner dog den nyligt afdøde Pop Smoke, der var genrens vigtigste nye stemme. Man kan nok næsten være sikker på, at han havde været med på sangen, hvis ikke han var blevet dræbt.

Mixtapet klinger så ud med ’War’, hvilket er lidt spøjst, da den nærmest er UK drill-karaoke. Der er nok ingen anden kontekst, hvor Drake lyder så meget som en, der klæder sig i andres tøj, som når han lader som om, han er britisk – og ’War’ er da også nærmest en parodi på en Headie One-sang.

Men sådan er det jo med et mixtape – det er ikke meningen, at alt skal hænge sammen og være gennemstruktureret. Det er et frirum, hvor man både kan lege med sin eksisterende lyd og gå helt ud i andre genrer.

Set i dén kontekst er ’Dark Lane Demo Tapes’ en vellykket mellemudgivelse, der også passer godt til tiden. For de klassiske Drake-sange rammer godt den isolation, coronakrisen har hensat mange af os i – samtidig med, at genreforsøgene godt kunne lyde som eksperimenter, der er født af den kedsomhed, Drake sikkert føler i sit gyldne bur af et hus i Toronto.


Kort sagt:
‘Dark Lane Demo Tapes’ er en vellykket opsamlingsudgivelse, der både har en række klassiske Drake-tracks, men også skamløst hopper med på hiphoppens nyeste trends.

Drake. 'Dark Lane Demo Tapes'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af