Savages’ Jehnny Beth viser helt nye sider af sit talent på overraskende solodebut

4 6

Jehnny Beth vakte i midten af 10’erne opsigt på den alternative rockscene sammen med Savages, hvor hun fremstod som en kompromisløs frontfigur – lige dele Ian Curtis og Siouxsie Sioux – der gjorde især bandets koncerter mindeværdige. Savages var synonym med usmilende postpunk-attitude og sortklædt alvor i en grad, så eksempelvis Interpol pludselig fremstod som letbenede playboys til sammenligning.   

Men for Jehnny Beth, hvis virkelige navn er Camille Berthomier, blev Savages et fængsel for hendes kreativitet. Derfor udstak hun en ny rute. Nu er solodebutalbummet ’To Love Is To Live’ udkommet, og med undervejs i skabelsen har været så forskellige folk som Joe Talbot fra Idles, Romy Madley Croft fra The xx, Atticus Ross fra Nine Inch Nails og skuespilleren Cillian Murphy, som mange nok kender bedst som Thomas Shelby i ’Peaky Blinders’.

Den intense seriøsitet fra Savages har Jehnny Beth taget med sig som solokunstner. Også selv om lyden på ’To Live Is To Love’ adskiller sig væsentligt fra Savages’ mere rudimentære soniske angreb foretaget ved hjælp af guitar, trommer og bas. Vi er nærmere rykket på natklub i Berlin med enkelte afstikkere til den franske provins anno Jehnny Beths barndom.

Albummet kredser omkring lyst, synd, uskyld og skam på en udvidet musikalsk palet, der rummer både electro, industrialrock og dulmende klaverballader. Hendes strenge, lidt hårde intonation giver sangene et stilfuldt, europæisk touch, som også fans af Nico burde påskønne.

Jehnny Beth tilbyder et ærligt, modigt indblik i en intelligent, voksen kvindes tanke- og følelsesliv; albummets første linjer er som en transcendent opvågnen: »I am naked all the time / I am burning inside / I am a voice no one can hear / I am drifting for the years / I am the ocean / I am the moon«.

Som tekstcitatet illustrerer, er Jehnny Beth en kunstner, der rækker ud efter de store koncepter. Og måske også taber overblikket lidt. For nogen vil trangen til at skrive poesi med stort P være svær at goutere. For dem er der heldigvis masser af skub, sved og støj i musikken. ’Innocence’ er et effektivt nummer med sine tunge elektroniske beats og forvrængede stemmer, og trods sangtitlen er det kødelig natklubmusik, som Massive Attack med flere hormoner i kroppen. Også ’Flower’ er spindelvævsdelikat popmusik om grænselandet mellem forelskelse og ren lyst.

Albummet er ikke blot ideel lykke og forelskede kroppe. ’How Could You’ er en slags electropunket eksorcisme, og Joe Talbots råbevokal giver nummeret et ekstra skær af rendyrket aggression. ’I’m the Man’ er et skarpt ciseleret angreb på toksisk maskulinitet hen over larmende, afstraffende industrialrock – som lyden af knust glas og løstsiddende næver. Men scenen skiftes pludselig til et ømt klaverstykke, som hvis Tori Amos stak hovedet frem midt i et kakafonisk rave.

Mange Savages-kendere vil nok blive overrasket over, hvor lyriske stunder ’To Live Is To Love’ også byder på.

På ’French Countryside’ tager Jehnny Beth os med til sin barndomsprovins hen over smukke, brudte klaverakkorder. Det er en pastoral sidevej – et læskur fra den larmende, tunge, sorte nedbør andre steder på albummet. Det er overraskende, hvor enkel og tidløs skønhed, den tidligere så konfrontatoriske postpunk-indpisker også er i stand til at fremmane.

Fornemmelsen på ’To Live Is To Love’ er konceptuel og filmisk med industrial-musikkens dystopiske mørke som den mest gennemgående farvetone, og med sine seismiske udsving mellem forskellige slags genrer og lydstyrker er det et album, der kræver intensiv lytning for at blive værdsat på sine egne præmisser. Selv da er albummet nemt at beundre, men svært oprigtigt at elske.


Kort sagt:
Med sine skift mellem det rå og det lyriske er ’To Live Is To Love’ en overraskende debutplade for Savages-forsangeren, der viser helt nye og spændende sider af sit talent.

Jehnny Beth. 'To Love Is to Live'. Album. Caroline.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af