I historisk perspektiv har r’n’b været synonym med musik lavet af afroamerikanere, men den betegnelse er for længst forældet, for selvfølgelig handler r’n’b-genren ikke om hudfarve – den handler om de følelser, der bliver formidlet.
Betegnelsen har været igennem et hav af udviklinger, og den rockende rhythm & blues, der opstod i 40’erne, har ikke meget at gøre med den soul-forankrede, mere poppede r’n’b, vi kender i dag. Men tematikkerne omringende genren er uændrede – selv om det i dag kan være svært at spotte meget af den slags r’n’b, som vores generation er vokset op med: Den der ’klassiske’ udgave af den moderne r’n’b, som navne a la Boyz II Men, TLC og Destiny’s Child gjorde til allemandseje i 90’erne.
Er man generelt tilhænger af dén r’n’b-fortolkning, kan det være nemt at foragte den nuværende lyd.
Men hvordan lyder r’n’b egentlig i 2020? Genren har aldrig været så polariseret som nu, mens hiphop fastholder et solidt greb om dens mange skikkelser. Det kan ligne, at r’n’b’en så småt er gået i hi, og over en bred kam virker genren mere udvandet og svær at præcisere end nogensinde før.
Men kan det virkelig passe? Er der måske bare tale om en naturlig udvikling? Og hvis ja, er det så overhovedet en negativ ting?
Fra storhedstid til hiphoppens vanvid
Der var engang, hvor det var lettere at skelne, om noget musik var r’n’b eller ej. At definere genren i dag er dog noget af en udfordring.
90’ernes moderne r’n’b bestod næsten udelukkende af luksuriøse fraseringer, bogstavelige blues, ikke så diskrete erotiske insinuationer og masser af ’lad-mig-lige-fortælle-hvor-meget-jeg-elsker-dig-i-regnen’-vibes. Mon du lige nu kommer i tanke på om den corny, men ret legendariske musikvideo til Boyz II Mens ’On Bended Knee’?
Inspirationen fra hiphop har dog langsomt taget mere og mere over, og det seneste årti har hiphop virkelig ændret lyden af r’n’b, mens kunstnere har trukket sig fra genrens traditionelle konventioner og omfavnet rapmusikken: Både hvad angår selve vokalleveringen og musikken. Kunstnere som Bryson Tiller, Ty Dolla Sign, Anderson .Paak og 6lack og især bannerførere for den hiphop-influerede r’n’b-lyd.
I dag har tilgangen til musikken også ændret sig til gennem- og bearbejdede produktioner, som til tider overtager fokus fra selve nummerets budskab og vokal. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det er en afvigende indgangsvinkel fra genrens originale intention med de ufiltrerede følelser i centrum.
For de, der voksede op i (eller med) 90’ernes r’n’b, forstår jeg, hvorfor dette skifte kan virke foruroligende.
For at vende tilbage til hiphoppen og dens indvirkning på r’n’b, så er kombinationen faktisk ikke helt så nutidig, som nogle måske tror. Sandheden er nemlig den, at der siden 1998, hvor Lauryn Hill udgav singlen ’Lost Ones’ og sit magnum opus, ’The Miseducation of Lauryn Hill’, har været slørede linjer mellem hiphop, neo-soul og r’n’b. Siden 2009 har Drake mestret selvsamme kombination, og han er (ironisk nok) blevet verdens største hiphopartist ved at skele mere til r’n’b end de fleste.
Det betyder ikke, at r’n’b mistede sin soul og blues, da klokken slog midnat, og vi bevægede os ind i det sidste år i det 20. århundrede – det betyder skam bare, at den har forvandlet sig til en hybridgenre, der er særligt domineret af hiphop. Faktisk ret indlysende i takt med, at den standhaftige popkultur transformerede sig til den overordnede hiphopkultur, der dominerer mainstreamen i dag. Dén udvikling har været længe undervejs og ikke kun påvirket r’n’b.
I starten af 10’erne skete der dog noget skelsættende. Entré: The Weeknd, Frank Ocean og den ‘alternative’ r’n’b.
Der er nemlig r’n’b før og efter deres indtrædelse på musikscenen. Med idiosynkratiske synth-produktioner, singulær sangskrivning og ikke mindst hjerteskærende melankoli stjal disse to kunstnere rampelyset. Mere eksplicit end nogensinde før behandlede de romantik, sex, stoffer og personlige livsfilosofier. Abel Tesfayes mixtape ’House of Ballons’ skubbede lyden frem, gjorde den kold og apatisk, mens Oceans ’Channel Orange’ skød r’n’b i en helt anden retning, hvor der blev samplet både MGMT og Coldplay.
Begge kunstnere muterede i løbet af årtiet til helt andre musikalske personaer, og her må man huske på ikke at reducere musikken til små kasser med genre-labels på. Det er ikke optimalt.
I ånden fra både Erykah Badu, Drake, The Weeknd og Frank Ocean fylder genrefusion mere og mere inden for r’n’b, hvilket således bringer os frem til nutiden.
I dag er der masser af beundringsværdige stemmer, der burde fængsle den trofaste r’n’b-fan, for misforstå ikke min udlægning af de klassiske dyders forsvinden: Der er stadig en konstant genopblussen af genren og et opsving af kunstnere, der forsøger ikke at lade hiphoppen overskygge hele udtrykket, selv om de med garanti tit og ofte læner sig op ad dens elementer.
H.E.R., Jhené Aiko, SZA, Kehlani, Nao og Mahalia har alle bidraget til dette på særskilt vis, for disse kunsterne befinder sig i bundforskellige fløje, men de lægger samtidig standarden for den lyd, der findes lige nu.
Det er hovedsaligt kvinderne, der laver det hårde arbejde, når det gælder om at få r’n’b’en tilbage til sine mere soulede rødder. Fra Jorja Smith til Queen Naija til Kiana Ledé til VanJess til Amber Mark til Sabrina Claudio til Alina Baraz. Og listen er langt fra færdig. SiR, Daniel Casear og Pink Sweat$ skal også lige nævnes for at komme omkring nogle stærke, etablerede navne i den anden ende af kønsspekteret.
Men det blomstrer også længere nede i mulden end ovenstående opremsninger – så tjek vores helt nye liste over ti r’n’b-navne, der står klar til at blive genrens næste store stjerner.
Musikbranchen indrammer genren
Den omtalte udvanding og manglende ramme om r’n’b sker dog ikke kun i musikken, hvor genren flyder rundt og muterer sig. Musikbranchen generelt har også efterhånden svært ved at vide, hvordan man skal indkapsle genren.
Tydelige eksempler kan findes til diverse prisuddelinger.
Tag for eksempel afdøde XXXTentacion. Ved American Music Awards i 2018 vandt han prisen for bedste soul/r&b-album. Han modtog desuden nomineringer i kategorierne bedste r’n’b-kunstner og bedste mandlige-r’n’b kunstner ved Billboard Music Awards i henholdsvis 2017 og 2018. Du tænker sikkert det samme som mig: XXXTentacion var ikke en r’n’b-kunstner. Det blev han altså.
Billboard har heller ikke en separat r’n’b-hitliste, men kun en samlet for r’n’b- og hiphopsange. Hot R&B/Hip-Hop Songs har lige nu ’WAP’ af Cardi B og Megan Thee Stallion på førstepladsen. Det giver mening. Men der er selvsagt intet r’n’b over den sang. Meget sigende har den specifikke liste skiftet navn mere end ti gange siden sin undfangelse i 40’erne. Det siger det hele: Både om, hvordan r’n’b’en har udviklet sig helt grundlæggende, og hvordan tidens trends har skiftet.
For lige at vende tilbage til prisuddelingerne vandt Ella Mais ’Boo’d Up’ sidste år prisen for årets r’n’b-hit ved Billboard Awards. Helt fint. Men sangen var nomineret sammen med DJ Khaleds ’No Brainer’, der er lavet i samarbejde med Justin Bieber, Chance the Rapper og Quavo. Er det r’n’b? Nej.
’Freaky Friday’ af Lil Dicky og Chris Brown var også at finde blandt de kun fire nominerede. Er det r’n’b i samme forstand som vindersangen i kategorien? Nej.
Hvorfor var de så nominerede? Svaret er åbenlyst: Der er r’n’b-kunstnere som feature på begge, og det er åbenbart nok til at være med i kapløbet om en pris, man skulle tro var reserveret til rendyrkede r’n’b-numre.
En tilgivende forklaring vil jo være, at sangene i musikbranchens nuværende optik kan klassificeres som r’n’b, fordi genren er så alsidig, men der er jo tale om en slags udvanding.
R’n’b på godt og ondt
Selv om r’n’b’en altså måske virker til at være forsvundet lidt, er den det reelt set ikke. Hiphop dominerer genren lige nu, men hvem ved, hvor den kommer til at bevæge sig hen i fremtiden?
Der er en masse andre elementer fra gospel, funk, pop, trap, disco og endda rock, der har vundet indflydelse i r’n’b’en mere end nogensinde før, og denne her alsidighed udgør jo faktisk en styrke.
Man skal heller ikke glemme, at nogle af de største artister på verdensplan – her snakker vi Beyoncé, Rihanna, Chris Brown og senest The Weeknd – jo altid vil have den ene fod plantet i deres oprindelige ophav: R’n’b. De benytter genren som deres fundament, mens de lader deres grene udfolde sig i hybridgenrens sande tegn.
Konklusionen må være – specielt når man ser historisk an – at det ikke betyder det store, hvordan vi definerer r’n’b’-musikken. Der foregår en naturlig udvikling.
Nogle vil mene, at den nuværende udvikling er, hvad genren havde brug for for igen at blive aktuel. Andre vil mene, at det er endepunktet for ægte r’n’b i topkvalitet. Dét er dog ikke tilfældet. For der er nemlig fortsat et væld af artister, der stadig omfavner den klassiske r’n’b og er med til at nyskabe genren om igen – du kan blive klogere på ti af dem lige her.