Er det hykleri eller hyldest, når Grammy-vindere siger undskyld for deres sejr?

I løbet af de seneste år har Macklemore, Adele og nu Billie Eilish reageret på Grammy-priser ved at undskylde til sorte kunstnere, som de mente havde fortjent prisen mere. Men den slags skyldbetyngede vinderreaktioner er en del af et etisk teater, mener journalist og podcastvært Lucia Odoom.
Er det hykleri eller hyldest, når Grammy-vindere siger undskyld for deres sejr?
Billie Eilish til Grammy Awards 2021. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Hvis man ser Grammy Awards som et skuespil i uendeligt mange akter, så har de seneste år budt på gentagelsen af én specifik scene. Nemlig den, hvor en hvid artist vinder foran en sort artist og derefter undskylder for sin sejr.

I 2014 erklærede Macklemore således angrende, at Grammy Awards havde gjort ham til tyv.

»Jeg røvede dig«, hulkede rapperen via sms til Kendrick Lamar, da hans ’The Heist’ havde vundet prisen for Rap Album of the Year over konkurrentens nyklassiker ’Good Kid, m.A.A.d City’. Efterfølgende publicerede Macklemore så sms’en på sine sociale medier, så alle kunne se, hvor trist han var over sin egen sejr.

I 2017 var det Adeles tur.

»Jeg kan på ingen måde acceptere denne pris«, lød det fra sangeren, da hun, øh, accepterede prisen for Album of the Year foran Beyoncés (undskyld gentagelsen) nyklassiker ’Lemonade’. »Du er vores lys, og de følelser du vækker hos mig og mine venner – mine sorte venner – er empowering«, sagde Adele fra scenen.

Den seneste gentagelse af scenariet skete så ved dette års prisceremoni, hvor Billie Eilish brugte sin takketale for Record of the Year på at hylde ’taberen’ Megan Thee Stallion.

»Du fortjener denne her. Du havde et år, hvor du var ustoppelig. Du er en dronning, og jeg har lyst til at græde, når jeg tænker på, hvor meget jeg elsker dig. Du er så smuk, så talentfuld, du fortjener alt i verden. Jeg tænker på dig konstant, jeg hepper altid på dig – du fortjener den virkelig, denne her går til dig«, lød den intense ros fra Eilish.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Første gang noget sker, er det som bekendt en tilfældighed, to gange er et sammentræf, og tredje gang er en tendens.

Så nu må vi derfor spørge os selv: Hvorfor er dette fænomen opstået? Gavner det nogen, når kunstnere undskylder for deres sejr? Og hvis det gør – så hvem?

Kontroversielle hvide vindere

Netop det spørgsmål – »Hvad skal dygtige kunstnere bruge undskyldninger til?« – har Lucia Odoom, der er journalist og podcastvært hos Politiken, skrevet et længere Facebook-opslag om, hvor hun kalder det »trist«, at Eilish har undskyldt for sin sejr.

»Det er en frarøvelse af værdighed, at andre skal gøre oprør på vegne af en for at se artige ud på Instagram og Twitter«, skriver hun blandt andet i opslaget, hvor hun betegner den nye prisvinderpraksis som »strategisk etik«.

Dén kritik af vind-og-sig-undskyld-tricket uddyber Lucia Odoom, da jeg fanger hende over telefonen.

»Macklemore tog noget fra Kendrick Lamar i 2014, der ikke handler om en pris, men om en større værdighed«, fortæller hun. »Han ville redde ansigt i en tid, der var ved at skifte, og hvor man ikke længere kunne få point bare ved at sige noget med ’Heal the World’, men hvor det kræves, at man giver stemme og plads til andre. Der var opstået et nyt vokabular, som vi stadig bruger i dag«.

Macklemore havde – med andre ord – luret, at det ikke ville se for godt ud, hvis en hvid og (lad os være ærlige) ikke specielt hæderkronet rapper vandt foran legendariske sorte skikkelser som Kendrick Lamar, Drake, Jay-Z og Kanye West, der (næsten) alle var nomineret for karrieredefinerende værker.

Macklemore. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Den skiftende tidsånd blev faktisk indvarslet af Kanye Wests optrin til MTV VMA i 2009, hvor han problematiserede, at Taylor Swift vandt foran Beyoncé.

»Det er der, hvor der bliver rullet en snebold ned ad en bakke, der bliver en større og større lavine i løbet af 2010’erne«, siger Lucia Odoom.

»Det er fra det øjeblik, det bliver kontroversielt at være hvid og vinde – det er bare først i midt-2010’erne, at der kommer et sprog og en domstol på internettet, der kan udskamme én, hvis det sker. Macklemores sejr og undskyldning understreger, at man skal lave damage control på sin succes, hvis man er hvid«.

Der er altså sket et skred i tiden, men det er kun den ene side af sagen. For Grammy Awards bærer samtidig også en del af skylden for de her uheldige situationer.

Det etiske teater

Grammy-prisceremonien har ofte udpeget meget kontroversielle vindere og har historisk set haft et problem med at anerkende kvindelige kunstnere og sort musik. Ulighederne i prisfordelingen er reelle nok, og måske er det også derfor, at musikere som Macklemore, Adele og Eilish føler, at de er nødt til at undskylde.

Samtidig med at Grammy Awards altså er fanget i et gammeldags verdenssyn, er der en særdeles aktiv offentlighed på blandt andet Twitter i form af de internetdomstole, Lucia Odoom nævner. Her gælder det om at være så progressiv som muligt, tjekke sine privilegier og bekæmpe magtstrukturer.

Over for dén verden ser det ikke godt ud, hvis man som hvid kunstner snupper prisen fra en sort artist, der på papiret lignede en mere oplagt vinder (som både Kendrick, Beyoncé og Megan Thee Stallion gjorde). Det ved artisterne godt, især hvis man – som Billie Eilish – er en særdeles politisk vakt Gen Z-artist.

»Hun siger det jo selv i den nye dokumentar (’The World’s a Little Blurry’, red.). Der indrømmer hun flere gange blankt, at hun er bange for, hvad folk på internettet vil gøre, hvis hun træder forkert«, siger Lucia Odoom.

Den situation, hvor kunstnere er bange for internetoffentligheden, resulterer ifølge Odoom i et »etisk teater«, hvor alle er så bange for at fremstå for privilegieblinde, at de undskylder for deres egen succes.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Der en bevidsthed om, at det kan vælte det hele, hvis man virker for heldig, eller som om man ikke har fortjent det«, som Lucia Odoom udtrykker det.

Macklemore ved, hvad folk kommer til at skrive på Twitter, når han »stjæler« Kendricks pris. Adele ved, at der vil være en reaktion, når hun vinder, fordi Beyoncé igen bliver forbigået. Og Eilish ved, hvordan det ser ud, når hun – rig, hvid, popstjerne – vinder foran Megan Thee Stallion, en sort rapper fra trange kår.

Det er derfor, de undskylder. Både for deres priser, men i virkeligheden også for deres privilegier.

Spagat mellem skyttegrave

Musikere som Macklemore, Adele og Billie Eilish er altså fanget mellem to verdener. På den ene side de konservative Grammy Awards og på den anden side den progressive internetoffentlighed. Og det er næppe holdbart i længden.

»Spørgsmålet er, om man både kan vinde en Grammy og være en del af den nye tidsånd«, som Lucia Odoom udtrykker det. »Vil man være en del af et system, der bliver ved med ikke at anerkende sorte kunstnere, for at få en pris på hylden?«

Det er svært at overse en portion hykleri hos de angrende vindere – eller i hvert fald en mentalitet, hvor man vil have både den flotte pris og den gode internetomtale. Men samtidig er der vel egentlig også et større hykleri på spil.

Musikbranchen og medieoffentligheden forventer jo af de her kunstnere, at de skal vinde store priser og dukke op på den røde løber. Men samtidig sidder der en angrebsparat offentlighed klar på Twitter til at korsfæste den, der træder forkert – eller får tildelt den ‘forkerte pris’.

På den måde er musikerne ikke kun hykleriske, men i virkeligheden ofre for et splittet samfund, der river i dem fra flere sider. Når kunstnerne både accepterer og afviser priser på samme tid, er det et forsøg på at lave en spagat mellem to skyttegrave.

Den umulige position resulterer i et fænomen som ‘vinderundskyldningerne’. De er et forsøg på at indtage to positioner på én gang og gøre alle glade.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af