Nogle gange får sange en betydning, som slet ikke var tiltænkt, da teksten blev undfanget. Lyttere der læser nye fortolkninger ind i musikken, som oprindeligt blev skrevet ud fra helt andre impulser.
Med Christine and the Queens ‘People I’ve Been Sad’ er der en helt rationel forklaring på, hvorfor selve ideen bag sangen og den senere betydning ikke spiller overens.
‘People I’ve Been Sad’ blev nemlig udgivet 5. februar 2020 – altså over en måned før hele verden (inklusive Frankrig og Danmark) blev lukket ned som følge af Covid-19.
Så den kunne ikke være blevet skrevet fra isolationens kolde gemakker.
Men stadig endte den hjerteskærende og sentimentale synthpopsang med at blive en slags musikalsk manifestering af det kollektive suk, der lød fra hele verden i 2020 (som vi skrev, da vi i december kårede den til årets allerbedste sang).
Christine and the Queens indkapslede følelsen af at være alene og ked af det – men vi var trods alt i samme båd. Og vi skulle nok komme igennem det.
Det var den ultimative corona-hymne.
Den franske kunstner udgav senere i 2020 ep’en ‘La Vita Nuova’ og fulgte op med soundtrack-sangen ‘Eyes of the Child’ og Indochine-samarbejdet ‘3SEX’, men nu er hun tilbage med ny musik for første gang i 2021 – og altså også for første gang, siden verden i stigende grad er blevet vaccineret og åbnet mere op igen.
Det er en helt anden verden at udgive musik i, og det markerer Christine and the Queens med et cover af George Michaels ‘Freedom! ’90’ – et helt igennem genialt valg.
‘Freedom’ a la Christine er udgivet sammen med et cover af den franske 70’er-sang ‘Comme l’oiseau’ på en lille ep kaldet ‘Joseph’, og det er svært ikke at tænke, at valget af George Michael-nummeret er meget bevidst og måske tænkt som en slags fortsættelse til den betydning, ‘People I’ve Been Sad’ endte med at få.
Fra den ultimative corona-hymne til den ultimative frihedshymne.
Og det skifte er i grunden ret smukt. For når man i lang tid har forbundet Héloïse Letissier stemme med coronaens altomsluttende nedtur, så kan man nu forbinde den med lyden af frihed.
Christine and the Queens laver oftest ikke musik i versaler, og coveret af ‘Freedom! ’90’ har ikke samme frække groove som originalen. Den har som sådan ikke karakter af triumferende slagsang.
Det er minimal synthpop, men Letissiers stemme bærer – som på ‘People I’ve Been Sad’ – værket i en sådan grad, at følelserne borer sig ind i brystet, mens gopelkoret lige cementerer, at det faktisk er okay at fortolke det her budskab på mere højtravende manér.
Ja ja, George Michaels ‘Freedom! ’90’ handler om at bryde ud af Wham! – om at gøre præcis, hvad man vil, som soloartist – men som vi ved ‘People I’ve Been Sad’, så kan en sangs formål jo sagtens skifte betydning ud fra den kontekst, den bliver leveret i.
Her er det George Michaels gennemtrængende budskab om frihed, der stråler. Og der er uden tvivl noget helt igennem befriende over at høre stemmen bag både min og mange andres iso-sang nummer et nu repræsentere det modsatte.
Freedom!