Midtvejs under Coco O.’s Store Vega-show undslap min sidekvinde et frydefuldt: »Så for satan!«
At Coco O.’s søgende og minimalistiske solodebut klæder søvnige formiddage og reflekterende alenetid, har jeg været fuldt bevidst om, siden ‘It’s a Process’ udkom i april.
Henover sommeren har albummet arbejdet sig ind på mig og skabt ro og tankerum i mine høretelefoner. Hvordan sangene med den gennemgående lave hvilepuls ville fungere i et liveshow, har jeg været mere usikker på.
Onsdag aften i Store Vega var den danske musiker imidlertid indstillet på at levere netop dét – et show. Iscenesat med stringent sensuelle koreografier, dynamiske solopartier fra de fem musikere og små justeringer i arrangementerne fik de nye sange det skud ekstra energi og ofte mere til, som studieversionerne har savnet.
Med markant scenelys i dybe farver og et skulpturelt podie emmede sceneshowet af sofistikeret, Solange-inspireret soul; et udtryk, den erfarne Coco O. tog plads i med naturlighed og autoritet.
Og så har jeg ikke engang nævnt koncertens selvfølgelige trumfkort endnu; hovedpersonens sublime soulstemme. Den understregede, hvorfor Coco O. ikke behøver Quadron – hvis nogen skulle være i tvivl.
Ligesom på albummet underspillede Coco O. imidlertid sin vokals volumen under de første sange. Hun indtog scenen med den tyste ‘Unlock’ flankeret af sine to korsangere, og herfra fulgte let tilbageholdte versioner af den dunkle ‘Something Real’ badet i rødt lys og den stoiske ballade ‘Bad At All’.
Først henimod slutningen af settets fjerde sang, ‘Love Won’t Win’, bød Coco O. os velkommen med karakteristisk begejstring, og responsen fra salen understregede, at flere havde brug for at blive taget i hånden under den lidt introverte soulseance.
Nøgletemaet på ‘It’s a Process’ er at tilkæmpe sig kreativ selvstændighed som (kvindelig) kunstner i en branche forpestet af machoenergi, og de velskrevne tekster på sange som ‘Sorry’ og førnævnte ‘Love Won’t Win’ fik fortjent gennemslagskraft med Coco O.’s livekarisma og -band.
‘Worry’, der på plade fremstår næsten mere som interludium end reel sang, fik i Vega mere liv med det syngende trekløvers synkrondans og tilføjelsen af tværfløjte.
På dette tidspunkt var hofterne i dén grad blevet vugget varme foran scenekanten, og da Coco O. efterfølgende fremførte den længselsfulde slowburner ‘Arms’ poserende på en stol med en fatal natklubdivas overbevisning, undslap min sidekvinde på tribunen et frydefuldt »Så for satan!«
Højdepunktet indtraf imidlertid, da Coco O. sang den flotte, 80’er-bombastiske ballade ‘Ions’ bagerst blandt det stående publikum, imens guitarist Johannes Wamberg leverede en inderlig solo fra scenen. Denne intensitet løftede niveauet et hak til. Og jeg håber, at den vil fylde endnu mere på Coco O.’s næste soloalbum.
Kort sagt:
Coco O. var en karismatisk og storsyngende liveperformer under sit sofistikerede Store Vega-show. Iscenesat med stringent sensuelle koreografier, dynamiske solopartier fra de fem musikere og små justeringer i arrangementerne fik de nye sange det skud ekstra energi og ofte mere til, som studieversionerne har savnet.