ANBEFALING. Hvis du lytter til P3, så er du helt sikkert stødt på Zar Paulo i de forgangne dage. Bandets besættende, satiriske og helt igennem euforiske ’Klap for fædrelandet’ har nemlig været Ugens Uundgåelige, og det er som bekendt noget, der sætter strøm til toget.
Og hvis der er noget, det aarhusianske femkløver har fortjent, så er det medvind.
De har taget tilløb i flere år og stadig kun udgivet fem sange på fire år, men nu er det nu, føles det som om. Det er nu, deres new wavede poprock er klar til at blive blæst ud for fulde gardiner.
Zar Paulo udgav selv deres første fire numre mellem 2018-2020, men er efterfølgende kommet i stald hos musikselskabet The Bank, der med navne som Dopha, Fabräk og Joyce har vist, at de har alle de rigtige værktøjer til at få ting til at ske.
Men tingene sker jo ikke uden hverken talent eller gode (fremragende!) sange. Og dem har Zar Paulo.
Tilbage i starten af 2020 havde vi dem faktisk med på vores årlige Breakin’ Sound-talentliste – det på baggrund af den pulserende ’Radiotårn’, den højoktane og mørkrandede postpunk på ’Højen’ og så 2019’s ’I løb’, hvor Zar Paulo skruede endnu mere op for synthesizeren og de lidt skævere impulser, alt imens deres flair for det storladne popomkvæd blev løftet til et nyt niveau.
Sådan lidt Kliché, New Order og The Minds of 99 skrev vi dengang, og det var jo ikke helt løgn.
Men det er især med deres to seneste singler, at Zar Paulo er vokset fra lovende til deciderede stortalenter.
’Stop Believing’ udkom i april 2020 og føltes som et kvantespring. Fra at sidde en smule på skuldrene af deres inspirationer sprang Zar Paulo deres egen skala med stadionstor generationspop, der både ville sige noget om tiden og inkludere en kæk saxofon.
»Med ‘Stop Believing’ føler vi endelig, at vi som band er ved at lande et bestemt sted i forhold til vores sangskrivning«, udtalte Zar Paulo, da vi kort tid efter singlen udråbte dem til Soundvenue Springer.
Succes – og så stilhed
Men så skete der noget, der ikke sker så tit, når et ungt band rammer et nyt niveau og bare er klar til at bygge på: Der blev meget stille.
Jovist, Zar Paulo spillede koncerter, interagerede med fans. Det var ikke fordi, de gik i hi. Men der skulle altså gå næsten to år, før de vendte tilbage med ’Klap for fædrelandet’, det udkom den første fredag i 2022.
Inden da fangede både jeg og Soundvenues anmelder Kjartan F. Stolberg dem til en blændende koncert på Hotel Cecil, der både blev en showcase for bandets stærke uudgivne katalog af sange og for forsanger Emil Johannesen, der er en besættende personlighed på scenen. Han danser rundt på en måde, som skal opleves. Det er meget intenst.
Men her står vi så i januar 2022, og en uge efter udgivelsen kan jeg stadig ikke få armene ned over ’Klap for fædrelandet’.
Det er en klog sang. Afmålt i sin spiddende satire af fædrelandets indbyggere og tragisk uden at blive melodramatisk.
Dét er dog kun den ene side af sagen, den anden er musikken.
Sprudlende, boblende, skæv. De der klap. Emil Johannesens David Byrne-agtige hyl ved 2:28. Skrål-med-værdien i linjerne om »Københavns smukke gader«.
To år var lang tid at vente, men ’Klap for fædrelandet’ er så stor en gave, at Zar Paulo er tilgivet.
Jeg både håber og tror, at de her gutter er klar til at indfri potentialet. Og i den proces kunne de godt gå hen og blive dit nye danske yndlingsband.