Øvelokalet er rykket en spytklat fra Kløvermarken til Refshaleøen siden sidste gang, jeg interviewede Joyce, men ellers ligner det egentlig sig selv.
Et overvældende, men hyggeligt rod af instrumenter og musikgrej og vægge pyntet op med skiftevis lydisolerende materiale og et hav af små plakater og billeder – suppleret af et par prisstatuetter og forskelligt bandmemorabilia, der dog alligevel afslører, at der er sket en hel del siden dengang i juni 2020.
For mens øvelokalet ligner sig selv i alt sit charmerende rod, så er Joyce uden tvivl blevet et mere afklaret band i løbet af de knap to år. Dengang blev interviewet en mulighed for bandet til at gøre status. Det blev til den bandsnak, som medlemmerne aldrig havde nået at tage midt i deres pludselige gennembrud, hvor alting foregik med 120 kilometer i timen. En slags bandterapi, som de selv jokende kaldte det.
Men havde jeg nogen som helst forventninger om igen at skulle lege terapeut, så bliver de hurtigt manet til jorden. Det er der ikke brug for i dag, hvor vi skal tale om deres nye album ’Elsk mig’. For selv om tingene stadig går hurtigt for Joyce, så er alting ikke mere så nyt.
»Alt er ikke så ukendt længere«, fortæller forsanger Sebastian Wegener.
»Vi kender måske dagligdagen i at være et band lidt bedre. Det er blevet lidt mere forudsigeligt, hvilket egentlig er rart. Vi ved lidt bedre – men stadig ikke godt – hvordan vi skal navigere i følelserne«.
»Tidligere var det jo nærmest angstprovokerende, at der skete noget nyt hver uge. En ny koncert, en ny tv-optræden, et nyt interview. Men på et eller andet tidspunkt bliver alt jo til hverdag. Mere roligt. Hvilket jeg tror er godt for vores alles helbred«, supplerer trommeslager Casper Winther Hansen, der fortsætter:
»Selv om vi stadig er nervøse før hver koncert. Det skal man være!«
»Men vi er også blevet bedre til selv at stoppe op og snakke med hinanden«, indskyder Sebastian:
»Vi var jo venner, før vi på en eller anden ucharmerende måde også blev kollegaer. Det venskab er vigtigt at holde fast i. Det er jo kernen i alt, vi gør. Så vi er blevet bedre til at have de der terapisnakke. Vi behøver ikke længere et interview for at nå dertil«.
Usikkerhed og storhedsvanvid
Udefra virker det ellers ikke til, at Sebastian, Oscar, Casper og Søren, der nu udgør de fire medlemmer af Joyce, stoppede op, efter jeg snakkede med dem sidste gang.
For selvsamme sommer udgav bandet deres gennembrud af et debutalbum ‘Formskifter’, der høstede både nomineringer og priser hos alle fra Gaffa og P3 til musikkritikerprisen Steppeulven og sangskriverprisen Carl Prisen. Alt sammen suppleret af bandets første fulde danmarksturné.
Og da vi taler sammen, sidder album nummer to, ’Elsk mig’, så helt klar på affyringsrampen. Et album, der er kommet meget naturligt til bandet, men ikke uden visse overvejelser om den svære to’er.
Sebastian: »Vi har egentlig bare lavet den musik, som vi havde lyst til at lave, men lige pludselig har man jo noget at skulle leve op til. Så der har da været et lille psykisk pres at bearbejde. Om man kan leve op til forventningerne. Både fra os selv og fra omverdenen«.
Oscar: »Altså selve arbejdet med pladen følte jeg var meget legende og frit. Det er mere nu, hvor den er færdig, og man skal til at udgive den, at jeg føler, der er noget andet på spil«.
Begynder man så at tvivle på sig selv?
Sebastian: »Det kommer i bølger. Den ene dag kan man fuldstændig tvivle på sig selv. Den næste kan man være helt chill og bare glæde sig«.
Casper: »Jeg tror også, det er fordi, vi indspillede dem helt tilbage i starten af 2021. Vi har hørt sangene så mange gange, at man helt har mistet overblikket«.
Oscar: »Jeg fik sindssygt meget ud af at lade pladen ligge lidt og så først høre den igen nu her. Fra start til slut«.
Søren: »Var det fedt?«
Oscar: »Ja, det var mega fedt!«
‘Elsk mig’ hedder Joyces andet album, og det er et stort album. I hvert fald hvis man snakker om lyden, der i modsætning til debutens mere britiske inspirationskilder har fået et ordentligt skud America!
Selv nævner albummets pressemateriale Weezer, Blink-182 og Nirvana som de store inspirationskilder, og det kan sagtens høres på et album, der tager Joyces aggressive sårbarhed og blæser den op i stadionstørrelse.
Har den nye og mere bombastiske lyd været et bevidst ønske fra jeres side?
Sebastian: »Det tror jeg egentlig ikke. Vi har rent lavpraktisk bare haft flere indgange på vores lydkort denne her gang, haha. Så vi har bare haft lyst til at lave nogle rocktrommer og nogle store guitarer«.
Casper: »Der var noget mere frirum til ligesom bare at drømme stort«.
Søren: »Meget af lyden kommer nok også fra, at vi har nogle drømme om at komme ud og spille nogle store shows på nogle store scener. Det smitter jo også af på musikken«.
Oscar: »Men det er jo ikke fordi, vi sætter os ned og siger, at nu skal vi skrive et rock anthem…«
Sebastian: »Nej, men man kan nok ikke komme udenom, at de oplevelser, vi har haft som band med vores koncerter, også har påvirket os i en retning, hvor vi har lyst til at kunne fylde et stadion ud. Det er en eller anden form for både usikkerhed og storhedsvanvid«.
Barnedrømmen og albumværket
‘Elsk Mig’ er samtidig også første gang, at Joyce virkelig har haft muligheden for at lave et album, der skal opfattes som et samlet værk fra start til slut. For selv om albummet ikke kan ses som et konceptalbum, så er det et album, der hænger sammen tematisk og musikalsk, og hvor der er kælet for detaljen.
Sebastian: »Jeg tror ikke rigtig, vi er sådan nogle single-guys, som dyrker playlister og de fede singler. Det, der har tændt os ved at lave musik, er at kunne lave denne der samlede og helstøbte plade. Så det har vi gået efter«.
Casper: »Det har også lidt været en barnedrøm. Ligesom det med at spille på de store scener, så har det også været en drøm at lave et album, der hænger sammen fra start til slut«.
Oscar: »Albummet er tænkt som et værk. Vi har udgivet to singler, og så kommer der ni helt nye sange oveni. Det er vi også glade for«.
Casper: »Vi vil gerne have, at folk bliver overraskede, fordi de netop ikke har hørt det før. De har hørt de to radiosange, men alt andet er lavet for at kunne høres som en fuld plade«.
Sebastian: »Vi er virkelig gået i detaljen på nogle virkelig nørdede parametre, som er sjove at lege med. Et eksempel er rækkefølgen af sangene, der jo betyder virkelig meget for, hvordan pladen lander og bliver beskuet«.
Forventningen om det gode liv
Joyce vil gerne fortælle en historie. Ikke en lineær en af slagsen, men nærmere ved at lukke lytteren ind i et univers, hvor følelserne sidder uden på tøjet og der benhårdt og uden filter bliver sunget om, hvordan det er at være et menneske i verden på både godt – og måske især – ondt. Alt sammen med udgangspunkt i bandmedlemmerne og i særdeleshed Sebastian Wegeners egne erfaringer.
Sebastian: »Det, vi har haft lyst til at undersøge med det her album, er meget os selv og de drømme og ikke mindst mareridt, som vi har for vores liv i fremtiden. Min største frygt i verden er at ende alene, sur og gnaven som en indespærret træmand. Jeg har nogle mennesker i mit liv, som jeg føler er på vej derhen … og det er skræmmende at vide, at man kan ende samme sted selv, hvis ikke man spiller sine kort rigtigt. Man kan jo let ende et sted, hvor man egentlig ikke havde lyst til at ende, hvis man bare spiller den sikkert og indordner sig hele ens liv«.
For Joyce er det nye album nærmest en slags kampråb om at finde sin egen vej i verden fri fra forventningspresset om at tage den sikre og velkendte vej til det gode liv. For stod det til omverdenen, ville Joyce måske slet ikke sidde her og blive interviewet om deres musikkarriere.
Sebastian: »I forhold til vores forældres syn på drømmen om at kunne leve af musikken, der har vi mødt ret meget modstand. Selvfølgelig er det velment, når ens forældre gerne vil have, at vi har et stabilt job og en god uddannelse at falde tilbage på, så vi kan få et trygt og godt liv. Men jeg har tænkt meget over, om det egentlig er et godt liv for mig? For hvis ikke det er det, jeg har lyst til, så er det vel ikke et godt liv? Hvis ikke man er glad i det, man gør, så er det hele jo fuldstændig ligegyldigt. Uanset hvor mange penge, man tjener, og hvor høj en status man har udadtil«.
Det karikerede billede af det gode liv med forstadsvilla, vovse, Volvo, kone og børn går også igen i det univers, som Joyce har skabt omkring albummet. Du kan blandt andet se det i bandets promovideo for deres kommende turné, hvor de fire medlemmer leger lykkelig familie bag ligusterhækken, og Sebastian Wegener stolt griller bøffer og pølser med et nærmest anstrengt og påtaget grin.
Her går det godt, men under overfladen lurer der både en tomhed og en uro. Det kan høres i sangen ‘Sjæl og krop’, hvor Wegener opridser et lignende scenarie:
»I en drøm var jeg farmand / lagt fortiden bag mig / havde et hus og en have / og en baby i maven / det her det er livet«.
Inden han følger det op med et tvetydigt: »Goddamn det er livet«.
Vi har simpelthen for stort et fokus på den ydre succes, men glemmer at mærke efter, hvordan vi virkelig har det.
Sebastian: »I min opvækst har der altid været en eller anden syg præstationskultur. Når man var til familiefødselsdag med mormor og tante, så blev der snakket succeshistorier og om de gode karakterer, man fik til dansk-eksamen. Men hvorfor fanden er det det, vi snakker om? Det kan da godt være, jeg har fået 12, men jeg har det faktisk ad helvede til indeni! Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor projekterer et 12-tal, at jeg er glad?«
Samme mønster gentager sig i musikvideoen til den røvsparkende poppunksingle ‘Jeg har glemt hvor gammel jeg er’, hvor vi følger hovedpersonens udvikling fra luftguitarspillende barn foran en MTV-lignende tv-skærm til at ende som et nedbrudt og tomt jakkesæt i mors skød på sofaen.
Casper: »Det er jo ikke fordi, det er en fuckfinger til folk i jakkesæt eller småborgerlighed. Det er mere en kritik af den forventning, der er til, at alle skal følge den samme lige vej. Netop fordi vi selv har oplevet at få trukket de forventninger ned over hovedet. Der skal være plads til at forfølge ens drømme og være glad. Uanset om drømmen er et jakkesæt eller en rockguitar«.