Patina retter spotlyset mod de negative oplevelser med at være et succesfuldt band
»Hvornår er man original? Hvornår er man en kopi?«, lyder refrænet på nummeret ‘Det handler om’ fra Patinas andet album ‘Genstart’.
Det sker (formentlig) i forlængelse af, at det danske band i forbindelse med sidste års debutalbum fik lidt kritik – blandt andet fra undertegnede – for at savne en sonisk identitet og i stedet vakle mellem lyde, andre bands i forvejen havde populariseret inden for dansk mainstream-poprock.
Det kan man ikke klandre Patina for på ‘Genstart’. Guitarlyden er oftest en god portion mere rå og beskidt end hos din typiske P3-darling, og som regel er der virkelig godt med slagkraft i trommerne. På nummeret ‘Luk mig ud’ bliver lyden ligefrem militant og pseudo-industriel. Vokalerne er også velgearet til denne mere rockede retning.
Det er næppe et tilfælde, at Patina omfavner denne lyd, efter acts som Machine Gun Kelly, Willow og Olivia Rodrigo har banet vejen for, hvor godt mere punkede guitarer kan klare sig i mainstreamen.
Men det er nu ikke fordi, ‘Genstart’ er et dedikeret emo- eller poppunkalbum. Patina har formået at finde deres egen stil, der er genkendelig og effektiv. Blandt andet ved at bevare talentet for at finde iørefaldende melodier, hvilket var det bedste aspekt ved debutalbummet.
Bandet er også blevet meget konsekvente i forhold til de lyriske emner, de behandler. Førnævnte linjer fra ‘Det handler om’ er ikke de eneste henvisninger til deres egen karriere.
‘Luk mig ud’ er et oprør mod kulturen til brancheevents. Åbningsnummeret ‘Sammenbrud’ reflekterer over ikke at føle særlig meget succes indeni trods bandets gennembrud. På ‘Falder’ hører vi om »det pres og stress og jag og opmærksomhed, der følger med«, når man bliver et populært band.
Patina er langt fra de første til at lave musik om, hvordan succes på papiret ikke altid leder til emotionel trivsel. Det er et hyppigt emne for albumtoere, når man bliver konfronteret med branchemaskineriet for første gang. Desværre er det danske band ikke ligefrem verdensmestre i at formidle stoffet.
Vi bliver præsenteret for dualismen: Musikken har medvind, men sindstilstanden er plaget af stress og følelser af, at man ikke bliver mødt af oprigtig interesse, men af folk der ser en som en forretningsmulighed.
Men når dualismen først bliver præsenteret, bliver den ikke udforsket tydeligere. Jovist, på ‘S.O.S.’ hører vi, at skyerne over trioen hænger tungt, og at de oplever en tankestrøm, som de gerne vil slippe for – og de længes efter dagen, hvor de har det godt.
Men det hele er bare så ukonkret.
»Hvornår stopper frygten for at være en fejl?«, synges der, men Patina lader aldrig denne usunde frygt komme direkte til udtryk.
I forhold til, at dette tydeligvis er et album om at være et dårligt sted mentalt, blotter de sig aldrig for alvor for at dele de indre skyggesider og forfærdelige tanker, som der ellers bliver hentydet til ofte.
Det ender med at blive en jævnt upoetisk omgang ‘jeg har det ikke særlig godt, og jeg ville ønske, at jeg havde det bedre’, hvor følelserne bliver anerkendt, men sjældent udforsket – hele vejen igennem i knap 30 minutter. Gribende er det ikke, trods albummets stærkere soniske identitet og de fængslende melodier.
Kort sagt:
Patinas andet album sætter spotlight på de komplicerede følelser, man kan have, når ens band har fremdrift, men man alligevel er dårligt mentalt tilpas.