JUBILÆUM. Hiphopscenen har aldrig lignet en boksekamp så meget som i efteråret 2007, hvor verdens dengang to største rappere tørnede sammen.
50 Cent og Kanye West skulle udgive album samme dag, hvilket udmundede i en offentligt iscenesat dyst, der får Kanyes seneste småkonflikter med Drake til at virke som det rene vand Formula 50 Vitamin Water.
Den store albumdyst fik magasinet Rolling Stone til at smække de to kombattanter på coveret face to face, som var de Mike Tyson og Evander Holyfield. Overskriften lød: »Showdown! Kanye West vs. 50 Cent: Hvem skal være hiphoppens konge«. Man forventede nærmest, at nogen ville få bidt et øre af.
Det lyder måske dramatisk, men lejligheden fortjente de store fanfarer. Så lad os blive i metaforen lidt og introducere de to boksere: Ding ding ding!
I det ene hjørne: Sværvægteren 50 Cent, der havde domineret scenen siden udgivelsen af ’Get Rich Or Die Trying’ i 2003. Lederen af gruppen G-Unit, der fungerede som hiphoppens brovtende alfahanner; skolegårdens bullies, der bestemte, hvem der var sej, og hvem der skulle smækkes (oftest Ja Rule).
I det andet hjørne: Den ikke helt så muskelpumpede udfordrer Kanye West, hiphopscenens mest populære producer og Jay-Z’s little brother, der pludselig også så ud til at blive den største rapper. En ny type hiphopkunstner, der ikke var bange for at gå med pink poloer, tale om følelser og rappe om samfundsmæssige problemer.
De to rappere repræsenterede modpoler på hiphopscenen i 2007. Den pumpende übergangster på den ene side og den modeinteresserede, lettere nørdede og følsomme mand på den anden.
Så da Kanye West og 50 Cent skulle udgive albummene ‘Graduation’ og ‘Curtis’ samme dag, blev det til en duel mellem to kunstneridealer. En duel om, hvilken type rapper, der var fremtiden. Det var, som en artikel hos Uproxx har formuleret det, »en stedfortræderkrig om hiphoppens fremtid«.
Ding, ding, ding: Jeg sagde jo, det ville blive dramatisk! Lad os hoppe ind i ringen.
Hvad skete der rent faktisk?
Kunst har intet facit, siger man, men sådan var det ikke dengang i september 2007. Her var kunst en tvekamp, og facit var simpelt: Flest solgte album på en uge vandt.
På den måde var det en demokratisk duel – eller måske snarere en kapitalistisk kamp? – 50 og Ye havde gang i. Hvis man købte den ene eller anden kunstners album, deltog man samtidig i en folkeafstemning om, hvem der sejrede.
Det geniale, set fra musikbranchens perspektiv, var selvfølgelig, at der kunne skabes massevis af opmærksomhed omkring de to album, og at der centralt i denne hiphopidealernes boksekamp lå en opfordring til at købe en cd.
Ja, det var 2007. Der var cd’er. Moving on.
50 Cent og Kanye West var (og er!) to af hiphophistoriens sjoveste og mest omdiskuterede skikkelser, og tilsammen fik de forvandlet ugerne op til den store udgivelsesdag til et kæmpe show.
Der var det store Rolling Stone-cover samt en fælles optræden til MTV Video Music Awards, hvor de to rappere gentog bokserposituren, samt massevis af andre interviews og presse. 50 Cent skruede op for dramaet ved at love, at han ville stoppe med at lave musik, hvis Kanye vandt.
»Det var fantastisk marketing«, som 50 Cent selv har sagt i et interview hos XXL fem år efter opgøret.
Det var et atypisk hiphopopgør, for der var aldrig tale om beef.
Selv om der var stikpiller (især fra 50 Cent), var der aldrig åben konflikt mellem rapperne. Der er en video fra Rolling Stone-interviewet, hvor begge smiler stort til hinanden og hygger til et photoshoot. Kanye fortæller, at han udgav ’Can’t Tell Me Nothing’ som ‘Graduation’s førstesingle, efter 50 Cent sagde, det var hans yndlingssang. Ikke ligefrem trash talk.
Men på en måde var det her i virkeligheden større end beef. Duellen handlede ikke om en simpel konflikt mellem to rappere, der kunne løses med en stærk sang. Det her drejede sig om noget mere grundlæggende. Det handlede om det hele.
Taberen af en beef kan sagtens komme tilbage og have en stor karriere. Taberen af en kamp om tidsånden? Det er straks sværere.
Hvem vandt så?
50 Cent gik ind i duellen som favorit. Hans foregående to soloalbum, ’Get Rich Or Die Trying’ og ‘The Massacre’, havde slået salgsrekorder. Kanye havde aldrig solgt mere end 50.
I opløbet til udgivelsesdagen kunne man dog mærke, at tronen vaklede under hiphoppens hidtidige konge. Hans singler hittede ikke, mens Kanyes ’Stronger’ blev en global succes. Da de to album landede den 11. september, føltes slaget allerede til en vis grad tabt for 50 Cent.
’Curtis’ forsøgte at fremtvinge succes ved at søge mod nye trends og hypede gæsteartister.
Den dengang allestedsnærværende Akon sang omkvædet på en af albummets mange fejlslagne singler (’I’ll Still Kill’), mens Timbaland og Justin Timberlake genskabte lidt af deres populære lyd fra ’FutureSex/LoveSounds’ på ’Ayo Technology’. ’Amusement Park’ var et kedeligt ‘Candy Shop’-remake.
Tro mig, du har heller ikke lyst til at høre sangene med Robin Thicke (ad) eller Nicole Scherzinger fra Pussycat Dolls.
Alt var ikke skidt: ’I Get Money’ lyder frisk den dag i dag, og den hårde ’Curtis 187’ ville passe lige ind på ’Get Rich Or Die Trying’. Men alt i alt var ’Curtis’ 50 Cents med afstand værste album.
Det var værket, hvor det blev tydeligt, at rapperen, der havde præget 00’erne mere end nogen anden, havde mistet grebet. Kanye Wests ’Graduation’ var derimod en kunstnerisk magtdemonstration.
Kanye dansede rundt med shutter shades og tryllehandsker til den Daft Punk-samplende ’Stronger’; han gled rundt blandt laserlys på ’Flashing Lights’. Sidstnævnte lød så ulig den klassiske hiphopskole, Kanye kom fra, at den gamle golden age-legende KRS-One forfærdet udbrød: Det her er ikke hiphop!
50 Cent kunne måske have sagt det samme.
Han troede stadig, verden var den samme som fem år forinden, da han slog igennem. At han bare skulle gøre sin alfahan-gangsta-ting over Dr. Dre-agtige beats, sprinkle det med lidt popstjerner og r’n’b-sangere og så bum, færdig, storsejr. Hans strategi kunne indkapsles med fire ord: Mere af det samme.
Kanye stod til gengæld for avantgarde, ekstravagance, neon, Murakami, sci-fi, laser, farver, følelser, fremtiden.
Kanye Wests sofistikerede produktioner havde udviklet sig i en futuristisk retning og fik 50’s discount-Dre til at lyde forældet. Kanyes modebevidste tøjvalg indvarslede hiphoppens hypebeast-æra og fik 50 Cents baggy G-Unit-kluns til at ligne dinosaur-uniformer.
Det kunne kun ende på én måde, og tallene talte et tydeligt sprog.
Kanye West vandt stort. Han solgte 960.000 cd’er på en uge i USA. 50 Cent solgte 690.000. Det var Kanyes højeste salgstal og 50’s laveste. Hvis det her virkelig var en boksekamp, var det en knockout – og hiphoppen havde en ny champion.
Hvad har det hele i sidste ende betydet?
Her er det værd lige at huske på, præcis hvor stor 50 Cent var i 00’erne.
Han var større end Drake eller Bieber anno 2022. Alle gik i G-Unit-tøj og -sko, der var et konsolspil og en spillefilm, en vitaminvand og en strid strøm af hits. Hvis nogen var større end 50 Cent, var det Eminem og Dr. Dre, og de var også på hans side.
Han var egentlig too big to fail. Men i 2007 kom det store krak: 50 Cents aktie, der hidtil kun var gået opad, styrtdykkede.
Selvfølgelig smed folk ikke deres G-Unit-pandebånd i nærmeste skraldecontainer den 11. september 2007. Men udviklingen gik kun én vej herfra: Væk fra G-Units gangstarap og hen mod Kanye West og hans nye verdenssyn, hvor ting som mode, design, kunst, sociale problemstillinger og musikalske eksperimenter spillede en større rolle.
Den udvikling var selvfølgelig allerede i gang før udgivelsen af ‘Curtis’ og ‘Graduation’. »Noget havde ændret sig i 2007, og alle vidste det«, som en Complex-artikel med overskriften ’Da Kanye West dræbte gangstarap’ har formuleret det.
Men albumdysten cementerede, at tidsånden var skiftet. De to artister havde selv kørt deres tvekamp så meget op, at udfaldet føltes altafgørende. Alle kunne se sort på hvidt, at én æra lakkede mod enden, mens en anden begyndte. På den måde fremskyndede Kanye og 50’s store tvekamp en proces, der var i gang.
50 Cent nåede aldrig samme kommercielle gennemslagskraft igen, hans G-Unit-crew forsvandt ret hurtigt ud af billedet, og selv udgiver han nu kun musik sporadisk. Gangstarap er på ingen måde død, men den specifikke, altdominerende version af stilen, som 50 stod for, kom aldrig tilbage.
I de 15 år, der er gået siden, har vi fået flere skelsættende album fra både Kanye West og rækkevis af rappere, der har ham som deres primære inspirationskilde. Folk som Drake, Kid Cudi, ASAP Rocky, Travis Scott og mange flere er svære at forestille sig uden Kanye West.
2010’erne tilhørte Kanye og hans disciple, på samme måde som 00’erne tilhørte 50 Cent og hans G-Unit. Profetien fra duellen i 2007 gik altså i opfyldelse: Det var virkelig vinderen af tvekampen, der endte med at forme hiphoppens fremtid.