Med ‘Cool It Down’ lykkes Yeah Yeah Yeahs med noget, de færreste rockbands har gjort før dem
Comebackalbum. Alene ordet får det efterhånden til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
Alt for ofte ser vi overmodne bands komme tilbage fra pensionen blot for at udgive en plade, der i bedste tilfælde føles som en ligegyldig bagatel og i værste tilfælde ender som en skamplet på diskografien som helhed. Nogle gange skal man rent faktisk bare stoppe, mens legen er god.
Tænk over det. Hvor langt skal vi egentlig tilbage for at finde et decideret vellykket comeback fra et legendarisk rockband? Blurs ‘The Magic Whip’ fra 2015 er et godt bud. Eller måske My Bloody Valentines ’M B V’ – og det album er snart et årti gammelt.
Derfor var det også med lige dele frygt og forventning, at jeg kastede mig over ’Cool It Down’, som ganske vist blev indvarslet med den glimrende Perfume Genius-duet ’Spitting Off the Edge of the World’, men som immervæk er newyorker-bandets første fuldlængde siden 2013’s ’Mosquito’.
Men der var ingen grund til bekymring. For Yeah Yeah Yeahs har begået noget så sjældent som et kærkomment comebackalbum, der ikke alene matcher niveauet fra deres tidligere udgivelser, men meget vel kan være bandets bedste siden deres snart 20 år gamle debut, ’Fever to Tell’.
Trioens femte album excellerer, fordi det langt hen ad vejen kombinerer de største styrker fra samtlige af bandets udgivelser hidtil. Alt sammen bare i en mere moden og reflekteret indpakning, hvilket et comebackalbum et eller andet sted også fordrer. På den måde føles ’Cool It Down’ mest af alt som en slags kulmination på karrieren.
På numre som ’Fleez’ og ’Burning’ kanaliserer Karen O – stadig indierockens mest karismatiske forsanger – en snert af den punkattitude, der har været en mangelvare hos bandet siden de to første album.
De mere synthdrevne ’Wolf’ og ’Different Today’ ligger snarere i forlængelse af den dansable treer, ’It’s Blitz!’, hvilket også er tilfældet med den vuggende, nærmest Beach House-klingende ’Lovebomb’.
Og så er der de helt stille stunder som ’Blacktop’ og den spoken word-fremførte lukker ’Mars’, der er mere i tråd med Karen O’s soloeskapader – herunder ikke mindst hendes flygtige, David Berman-citerende intermezzo på plunderphonics-duoen The Avalanches’ seneste album, ’We Will Always Love You’.
Så fik vi minsandten også lige namedroppet samtlige sange på pladen.
For ja, ’Cool It Down’ er omtrent lige så kort som et Kanye-produceret album anno sommeren 2018. Otte numre for at være helt præcis. Men det gør sådan set ikke så meget, når kvaliteten af hvert eneste nummer er så tårnhøj. På bare lidt over en halv time formår Karen O og co. at gøre et større indtryk, end de fleste album gør på en hel.
Yeah Yeah Yeahs har en kedelig tendens til at indlede deres albumcyklusser med fremragende førstesingler, som resten af materialet aldrig helt formår at leve op til. Radiohittet ’Gold Lion’ var i en liga for sig på 2006-albummet ’Show Your Bones’, og mon ikke ’Mosquito’ havde haft et bedre ry blandt fans, hvis resten af numrene havde været bare halvt så vitale som smagsprøven ’Sacrilege’.
Den uvane kommer bandet heller ikke udenom denne gang, hvor ingen af numrene trods alt kan måle sig med ’Spitting Off the Edge of the World’, som er noget nær indierock-perfektion.
Men hvert og et af numrene på ’Cool It Down’ formår alligevel at overbevise om, at 00’er-bandet stadig er relevante i 2022, og det er i sig selv en beundringsværdig bedrift.
Det er sådan her, et comebackalbum skal lyde.
Kort sagt:
Med ’Cool It Down’ har Yeah Yeah Yeahs begået noget så sjældent som et kærkomment comebackalbum, der ikke alene matcher niveauet fra deres tidligere udgivelser, men som meget vel kan være bandets bedste album siden deres snart 20 år gamle debut, ’Fever to Tell’.