Rina Sawayamas europoppede ’Hold the Girl’ er storladent som en Eurovision-finale

Rina Sawayamas europoppede ’Hold the Girl’ er storladent som en Eurovision-finale
Rina Sawayama. (Foto: Charlotte Rutherford)

For en håndfuld år siden virkede det mere eller mindre umuligt, at nu-metal nogensinde ville få et comeback. Ikke desto mindre var det netop den ellers så latterliggjorte 00’er-bølge, som japansk-britiske Rina Sawayama genoplivede på sit skamløst genreskøjtende (og i øvrigt fuldkommen forrygende) debutalbum fra 2020, ’Sawayama’.

Her forenede Sawayama de hårdtslående, synkoperede guitar-riffs med uforfalsket 00’er-pop, som vi kender den bedst fra producermastodonten Max Martin. Det var ubestrideligt nu-metal, bare tilsat sukkersød 00’er-eufori og et væld af inficerende hooks. Tænk Linkin Parks ’Hybrid Theory’ møder Britney Spears’ ’Oops!… I Did It Again’ (findes der noget mere 00’er-agtigt end den kombination?).

På papiret burde det ikke have fungeret. Men i sammensmeltningen af så radikalt forskellige stilarter skabte Sawayama en uimodståelig kontrast mellem uskyldighed og vrede, der var de japanske landsfæller i Babymetal værdig. ’Sawayama’ var på én gang nostalgisk og fremadsynet. Poppet nok til at bevare masseappellen, men med nok forvrænget spade til heller ikke at træde rockisterne over tæerne. En mere stueren udgave af det, som åndsfællen Poppy havde gang i på samme års ’I Disagree’.

Needless to say: Jeg glædede mig som et lille barn til ’Hold the Girl’, Sawayamas andet album. Hvilket popkulturelt artefakt ville den legesyge stjerne mon kaste sin ubetingede kærlighed over denne gang?

Nu har vi svaret. Og svaret er åbenbart europop. For ikke at sige Eurovision.

Det er næsten for meget af det gode. Førstesinglen ’This Hell’ føles mest af alt som at blive skudt i hovedet af en konfettikanon, mens Sawayama og hendes baggrundsdansere valser omkring dig i en nøje indøvet koreografi. Det samme gælder i øvrigt omkvædet i titelnummeret og den nærmest Infernal-klingende (!) ’Holy’. En overraskende drejning for en af tidens mest interessante popstjerner.

Og så alligevel ikke. Disse overdådige popbrag i stadionstørrelse var trods alt også at finde på ’Sawayama’ i form af numre som ’Paradisin’ og i særdeleshed ’Who’s Gonna Save U Now?’, der trods føromtalte tunge guitarer også gav mindelser om pailletkjoler og grand prix-glitter med sin klimakssøgende modulation. Men hvor debuten kontrasterede disse grandiose takter med et væld af andre Y2K-inspirationer, er de på efterfølgeren langt hen ad vejen dominerende. Og dermed forsvinder noget af charmen.

Havde Sawayama i stedet valgt blot at inkludere de bedste af disse storladne numre – den triumferende lukker ’To Be Alive’ og den euforiske og fuldkommen unægtelige andensingle ’Catch Me In the Air’ – havde det været en helt anden snak. Men Sawayama gør så sandelig ikke noget halvt. Det er indiskutabelt solidt pophåndværk med eminent produktion. Bare en lille smule overvældende.

På den måde er det svært ikke at trække en parallel til samarbejdspartneren Charli XCX, som tidligere i år ligeledes vragede innovationen til fordel for en mere tilgængelig popplade. Forskellen er bare, at Charli med ’Crash’ overbeviste om, at hun selv uden sine udskejelser alligevel er en af tidens bedste og mest kompetente popstjerner. Det er jeg ikke så sikker på, at Sawayama gør med ’Hold the Girl’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Især anden halvdel af albummet viser Sawayama fra sin mere eklektiske side, og det er kærkomment. Den konfrontatoriske ’Your Age’ bringer som det eneste nummer en snert af debutens nu-metal-inspirationer tilbage, og det powerpoppede omkvæd i ’Hurricanes’ er ganske enkelt ikke til at stå for.

Sawayama leverede i min optik årets absolut bedste koncert på Roskilde Festival, da hun med blot halvanden uges varsel besøgte Dyrskuepladsen som erstatning for Jack Harlow. Hendes pompøse popfest på Arena bød selvsagt også på et par af numrene fra ’Hold the Girl’, og Roskilde-publikummet fik sågar lov til at opleve Sawayama og bandet fremføre den netop udgivne ’Catch Me In the Air’ live for allerførste gang.

Allerede dengang havde jeg mine bange anelser. Men Sawayamas ukuelige energi og magnetiske karisma gjorde det umuligt ikke at lade sig rive med. Man kunne ikke andet end at overgive sig til ekstasen, og jeg forestiller mig, at samtlige numre på albummet vil have samme effekt i en livesetting.

Problemet med albummet er bare, at vi i disse numres studieversioner må undvære Sawayamas fysiske tilstedeværelse. Og uden den føles meget af ’Hold the Girl’ mest som at sidde derhjemme og se Eurovision på sofaen. Alene.


Kort sagt:
Rina Sawayamas europoppede ’Hold the Girl’ er storladent som en Eurovision-finale, men ikke nær så interessant som hendes selvbetitlede debut.

Rina Sawayama. 'Hold the Girl'. Album. Dirty Hit.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af