ANBEFALING. Hvad er lyden af rock anno 2022?
Den hiphop og pop, der dominerer nu, lyder ikke som det, der hittede for 15 år siden. Tag bare Lil Baby og Billie Eilish. Men det kommercielle rocklandskab har siddet fast på en måde, andre store genrer ikke har.
Emokunstnere som Willow og Machine Gun Kelly er jo 00’er-poppunk på nye flasker. Wet Leg, et af årets store gennembrud, lyder på deres debutalbum ikke decideret retro, men stilmæssigt er det indierock, der kunne være udgivet for ti eller 20 år siden.
Hvis rock ikke længere kan få succes ved at være fremadsynet, risikerer den vel snart at dø?
Så er det heldigt, at vi af og til får et album som ‘Chaos Now*’ af mexikansk-amerikanske Jean Dawson. Det er rockmusik, der er rig på iørefaldende melodier, mindeværdige hooks og en rig emotionel kerne, som øjeblikkeligt er forståelig. Og rent sonisk er det et rockalbum, der kun kunne være lavet i 2020’erne.
En af årsagerne til, at ‘Chaos Now*’ er så tidssvarende, er måden Jean Dawson inkorporerer hiphop i sine rocksange. Det er selvfølgelig ikke noget nyt i sig selv at blande rock og hiphop. Men hvor Rage Against the Machine lod sig inspirere af Public Enemy, og Linkin Parks Mike Shinoda rappede som Eminem, er hiphopelementerne hos Dawson moderne og aktuelle.
Efter et meget kort intronummer er det første, man hører, et energisk og lidt beskidt guitarriff, der snart får følgeskab af en harmoniserende leadguitar. Som sådan ikke noget, indierockscenen ikke er fyldt med i forvejen, men alligevel rigtig solidt udført. Og så kommer der vokal på.
Den råbende levering lyder som moshpit-hiphoppens gudfader, Denzel Curry – der da også selv har leget lidt med rocken. Men ‘Three Heads*’ er ikke blot et Denzel-nummer med indierock-instrumentation. Så snart omkvædet er færdigt, bliver lyden øm, og Dawsons vokal er svøbt ind i reverb, lidt a la Bon Iver.
I baggrunden kan man høre, at musikken gradvist bliver mere intens igen. Som om det er en EDM-sang, der bygger op til et drop. Men i stedet for bragende synths får vi atter det hårdtslående omkvæd med den ihærdige guitar.
Jean Dawsons brug af reverb på sin vokal er et af hans kendetegn. Bon Iver populariseret den det seneste årti, men hos ham og de fleste af hans efterkommere, er reverb-vokalen blid og mild.
Dawson derimod har en stemme som en punkrocker. Så selv på følsomme tracks som ‘Pirate Radio*’ er der noget hårdhed og kant, der lurer under overfladen hele vejen igennem.
Når Dawsons rå stemme svinger mellem sagte melankoli og voldsomme opråb, minder hans vokalteknik mere om Post Malone, end nogen anden indierockers lige nu.
På ‘Kids Eat Pills’ væver vokalen sig ind og ud af Migos-agtige triplet-flows, mens nedtrykte guitarfigurer skaber en let grunget stemning, der matcher narrativet om at sluge piller for at komme gennem dagen.
Det er egentlig ikke totalt ulig Kid Cudis jammerlige forsøg på rockmusik, men blot rent faktisk veludført her.
‘Chaos Now*’ har også besøg fra to gæstekunstnere, der sjældent har haft noget med rock at gøre.
Eksperimentalrapperen Earl Sweatshirt dukker op på den folksy ‘Bad Fruit*’, der med sine angstskrig, håndklap og violiner lyder som en eksistentielt frustreret udgave af et Mumford & Sons-track. Her serverer Earl en dosis depressiv autocroon. Vokalmæssigt er han nærmest mere Lil Yachty, end han er sig selv, men lyrisk er vi ude i selvransagelse af den slags, Earl alle dage har mestret – og den storladne folkrocklyd gør kun følelserne større.
‘Black Michael Jackson*’ har besøg af chillwave-troldmanden George Clanton, der er med inde over produktionen og synger på outroen. Resultatet er et stykke psykedelisk lo-fi-rock, hvor hiphoppede ad-libs og trappede trommer står over for intenst pivende synths.
Det er en cocktail, der kun kunne være lavet i dag. Det viser, at rockmusik ikke behøver at være statisk eller nostalgisk. Måske det endda kan få fans af hiphop til at få øjnene op for genren.
‘Chaos Now*’ er ude nu.