1. Pusha T vs. McDonald’s
Pusha T har med Drake-slagtningen ‘The Story of Adidon’ stået for et af nyere tids bedste og mest destruktive disses, og i år var det såmænd ingen ringere end McDonald’s, der stod for skud.
Rapperen har i årevis hævdet, at det var ham, der i sin tid stod bag fastfoodkædens karakteristiske ‘I’m Lovin’ It’-jingle, men at han aldrig har fået de royalties, der tilkommer ham.
Det mundede i år ud i et mildest talt besynderligt samarbejde med McDonald’s-konkurrenten Arby’s på sangen ‘Spicy Fish Dish’, hvor kongen af coke-rap blandt andet udpensler sit had til fiskeburgeren Filet-O-Fish.
»Drowned in tartar, that Filet-O-Fish is tasteless«, lyder det blandt andet i sangen, som er produceret af Pushas faste samarbejdspartnere i The Neptunes.
Senere på året kom turen så til burgeren McRib på tracket ‘Rib Roast’.
2. Tessa vs. Thomas Blachman
Thomas Blachman burde have vidst, at man ikke lægger sig ud med Tessa.
Under sidste års Zulu Awards, hvor Tessa var til stede for at optræde med sangene ‘Mums’ og ‘Blæstegnen’, opførte X Factor-dommeren sig upassende og råbte blandt andet »kom og knald mig« til rapperen under en takketale.
Tessas modsvar? En Instagram-video hvori hun blandt andet kalder Blachman en »boomer« og en »grissebasse« samt understreger, at hun aldrig fik en undskyldning fra dommeren.
Og så er der de her linjer, som vi bare vil lade tale for sig selv:
»Hvis jeg kneppede dig, ville du få hjertestop / tro mig, der skulle tages billeder / men der er ikke nok Viagra i verden, til at du kan komme i nærheden af at tilfredsstille mig«.
3. Drake vs. Anthony Fantano
»Din eksistens er en lille 1’er. Og 1’eren er, fordi du er i live«.
Forestil dig at vågne op til sådan en besked i din Instagram-DM. Og forestil dig så, at beskeden kommer fra verdens største rapper.
Det oplevede YouTube-musikanmelderen Anthony Fantano i år efter at have anmeldt Drakes deep house-album ‘Honestly, Nevermind’ meget negativt – med god grund – på sin populære YouTube-kanal, The Needle Drop.
Sådan en sviner kan næppe være rar at være genstand for, men Fantanos modsvar kunne ikke have været meget mere fantastisk.
Ikke meget senere uploadede den veganske musikanmelder nemlig videoen ‘Drake Slid Into My DMs’, hvori han lader som om, at Drake faktisk bare ville dele en opskrift på nogle lækre, mælkefrie småkager. Well played.
4. Taylor Swift vs. Damon Albarn
Billie Eilish er exceptionel. Taylor Swift skriver ikke sine egne sange.
Sådan opsummerede Los Angeles Times på Twitter et interview med Damon Albarn, og det skabte en gedigen shitstorm for Blur-frontmanden.
Swift var ikke sen til at svare på Twitter, hvor hun blandt andet kaldte Albarns forsøg på at miskreditere hendes sangskrivning »virkelig fucked op« og i øvrigt rundede tweetet af med et knivskarpt »PS: Jeg skrev dette tweet selv, hvis du skulle være i tvivl«.
Damn.
Albarn fik selvfølgelig også Swift-hærens vrede at føle, og Swifts producer Jack Antonoff gik endda så vidt som til at sammenligne Albarn med Trump og kalde ham et symptom på »alt det, der er galt med vores verden lige nu«.
Double-damn.
Var det et udtryk for hyggesexisme eller bare et citat taget ude af kontekst, som Albarn efterfølgende selv påstod? Uanset er der nok næppe nogen, der stiller spørgsmålstegn ved Swifts sangskrivningsproces igen lige foreløbigt.
5. Doja Cat vs. Noah Schnapp
Joseph Quinn og hans 80’er-garn tog hele verden med storm som den Metallica-elskende ‘Dungeons and Dragons’-gamemaster Eddie i årets fjerde sæson af ‘Stranger Things’. Inklusive Doja Cat.
Faktisk thirstede rapperen så meget efter Quinn, at hun bad om hjælp til at score ham fra skuespillerens ‘Stranger Things’-kollega Noah Schnapp aka Will Byers, der sidenhen delte screenshots af korrespondancen offentligt.
Det fik Doja til at lange ud efter Schnapp i en Instagram Live-session, hvor hun blandt andet kaldte skuespilleren »utroligt socialt uvidende« og »wack« for at lægge deres private samtaler ud til åbent skue.
Den mærkværdige konflikt løste sig, og parret har sidenhen sluttet fred. Om scoringsforsøget så virkede, melder historien ikke noget om.
6. Dansk Folkeparti vs. dansk rap
Dansk hiphop blev i den grad genstand for politisk diskussion i 2022.
Det sørgede Dansk Folkepartis nu tidligere retsordfører Peter Skaarup for, da han i december 2021 rettede en forespørgsel til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen angående indførelsen af et krav om, at musikere skal have en ren straffeattest for at kunne spille offentligt støttede koncerter.
Det fortsatte i år, hvor Skaarup argumenterede for, at ingen vel kan have interesse i at promovere nogen, der er medlem af en kriminel bande, og at gaderap potentielt kan fungere som en rekrutteringsfaktor.
Internettet (og i særdeleshed Soundvenues kommentarfelt) var dog ikke sene til at påpege hykleriet i, at et parti, der på daværende tidspunkt åbent støttede Inger Støjberg trods dennes ubetingede fængselsdom, pludselig krævede, at landets musikere skulle være helgener.
7. YoungBoy Never Broke Again vs. Lil Durk
Nu til en god, gammeldags hiphop-beef mellem to af tidens største rappere i USA, der udmundede i en række eksplosive diss-tracks.
Baghistorien kort: YoungBoy Never Broke Again er vist nok affilieret med rapperen Quando Rondo, der efter sigende var involveret i drabet på drill-håbet King Von i 2020 og efterfølgende viste sin støtte til den formodede drabsmand, Timothy Leeks.
King Von var Lil Durks bedste ven og samarbejdspartner, hvorfor Durk tidligere i år gik i flæsket på YoungBoy i musikvideoen ‘Ahhh Ha’, der tydeligvis var rettet mod YoungBoy og hans crew.
Beefen eskalerede, da YoungBoy allerede samme dag udsendte modsvaret ‘I Hate YoungBoy’, der drog Gucci Mane ind i konflikten, og dermed truede med at involvere hele hiphopscenen.
Nu ser det dog ud til, at de to rappere for en stund har begravet stridsøksen – og i det mindste kom der god musik ud af konflikten.
8. Kanye West vs. hele verden
Kanye West har haft så turbulent et 2022, at han kunne have fyldt hele denne liste alene. Så lad os bare tage nogle af de væsentligste eksempler.
Rapperen, der nu går under navnet Ye, har blandt andre beefet med ekskonen Kim Kardashians nye kæreste (og nu ekskæreste) Pete Davidson, som han indledte året med at love tæsk på singlen ‘Eazy’, og som han efterfølgende begravede levende i samme singles sort-hvide musikvideo.
Sidenhen har rapperen også afbrudt sit årelange venskab og musikalske samarbejde med Kid Cudi, fordi Kids See Ghost-makkeren er venner med Davidson – eller med »I ved hvem«, som Ye dengang omtale ham som.
Det er dog kun toppen af isbjerget af Yes beefs i 2022, som også tæller blandt andre Adidas, Balenciaga og Israel (ja, landet Israel). Senest har Ye også beefet med Donald Trump, som han ellers havde udset sig som sin vicepræsident, nu hvor han igen stiller op til præsidentvalget i USA.
Så ja, der er nok at tage fat på. I 2022 har ingen beefet lige så meget som Ye.