Lowly tager nye musikalske krumspring på ’Keep Up the Good Work’
Der sker noget drastisk midtvejs i Lowlys tredje album, ’Keep Up the Good Work’.
Musikken tager sig et frikvarter og opholder sig kort ved et jodlende vocoder-intermezzo. Den besynderlige vokalleg lander i 80’er-frisk, cyborg-syntetisk flerstemmighed på ’You Are Good And I Love You’. Her bliver den sat på en saddel af fingerspillet westernguitar og knastørre linedance-trommer, der virker som en parafrase over Madonnas rodeoridende 00’er-hit ’Don’t Tell Me’.
Det er indlysende – nærmest påståelig – kitsch. Men hvad skal vi føle med denne pludseligt letbenede attitude?
På aarhuskvintettens ambitiøse toer, ’Hifalutin’, lærte vi, at Lowly er et band, der trives godt uden for komfortzonen. Den konservatoriekultiverede, smagfulde drømmepop – båret af analoge synths og lifligt underdelte trommer – kom på dybt vand. Der opstod to retninger i æstetikken: sangene blev mere udstrakte og sprælske, samtidig med at der blev tændt for autotunen, og melodierne blev enklere.
Mens ’Hifalutin’ flakkede vidunderligt mellem formeksperimenter og popmusikalske troper, spirede forhåbningerne for, at opfølgeren kunne samle de modsatrettede strømninger og føre dem i land sammen. Men i stedet er der vokset et ocean imellem dem.
Nogle af sangene lyder, som om de virkelig har brugt lang tid på frisuren. Tag bare den aldeles vellydende ’Happen’, der lander frodigt i en klubbet outro og kunne være den perfekte underlægning til et modeshow. Det samme gælder for ’Seasons’ og ’Nothing Much’. Sangene er rundet af et fashionabelt skær, der i sin håndspillede klubæstetik lyder som en tæmmet udgave af 90’ernes Björk.
Den moderigtige lyd bliver modsvaret af mere skitseagtige numre som ’Feel Someone’, ’The Fish’ og ’1321’. Åbneren ’What A Day’ lyder, som om den lige er stået ud af sengen og har tændt for rytmeboksen, fordi den vågnede med en melodi på hovedet. Ikke engang guitarpedalerne har fået strøm på.
»You don’t need to know where you’re heading«, lyder det, og det er også prisværdigt, at Lowly fortsat lader nysgerrigheden være ledestjerne for musikken. Men de forskelligartede udtryk har en tendens til at vaccinere hinanden, sådan at den musikalske brod ikke rigtig stikker med en mærkbar effekt. Det bliver tandløst.
Singleforløberen, der bærer den samme titel som albummet, varslede en ny form for dybtfølt livsbanepatos i Lowlys univers. »Time is a taker / Not a giver like I was told«, lyder det indsigtsfuldt på den tålmodige ballade, der også er plastret til med memo-optagelser af forskellige stemmers anerkendende ord.
Sammen med ’You Are Good And I Love You’ peger tracket mod et mere campet udtryk, som havde været interessant at høre i en større udstrækning på albummet.
Men ’Keep Up the Good Work’ ender med at stå i stampe mellem en kompositorisk elegance og intuitiv musikalsk vildskab, der ikke vil finde sammen.
Kort sagt:
Selvom ’Keep Up the Good Work’ indeholder bemærkelsesværdige øjeblikke, lykkes Lowly på deres tredje album ikke med at forankre de intuitive musikalske idéer i de velfriserede kompositioner.