KOMMENTAR. Et alt for velkendt spøgelse spøger i hiphopverdenen for tiden. Sexismens spøgelse.
I forrige uge bragte Soundvenue et interview med den danske rapper Yakuza, hvor hun fortalte, hvordan unge mænd chikanerede hende så meget under en koncert på Stagebox, at hun fik et angstanfald.
»De råbte og buhede så højt, at jeg næsten ikke kunne høre mig selv performe. Det var som at stå på et stadion. Og så kastede de ting efter mig. Tyggegummi og kopper. Det var virkelig, virkelig ondskabsfuldt«, udtalte hun.
Få dage senere gentog samme scenarie sig til den Roskilde Festival-koncert, der skulle have været et foreløbigt karriereklimaks for Yakuza.
Det kan jo virke absurd, at den type målrettet sexistisk chikane finder sted i 2023. Men Yakuzas oplevelser er ikke unikke.
Hvis man ser mod USA, er der i løbet af de seneste fem-seks år opstået en ny, giftig kultur i visse dele af det helt unge hiphopmiljø, hvor kvinder udskammes og udelukkes, mens et mandligt fællesskab dyrker et aggressivitetspræget sammenhold.
En ny sexisme på hiphopscenen
Hiphoppen er længe blevet anklaget for at være sexistisk og misogyn, men egentlig har den generelle udvikling i årevis været positiv.
90’erne og 00’ernes »bitches ain’t shit«-generation er blevet udfaset. Rappere er langt mindre åbenlyst sexistiske eller homofobiske end før.
De seneste ti års største rapper, Drake, er en følsom fyr, der ofte og åbent hylder kvinder og kvindelige kunstnere. De seneste 25 års nok vigtigste hiphopartist, Kanye West, har transformeret rapperidealet fra mandet gangster til nuanceret, følsom, kunstnerisk artist.
Det var derfor nærliggende at tro, at generationen, der voksede op på ’Take Care’ og ’808s & Heartbreak’, ville have et mere progressivt kvindesyn.
Sådan er det faktisk også langt hen ad vejen.
Selvfølgelig er der stadig koryfæer med stenalderholdninger. Men når folk som T.I., DaBaby eller Migos eksempelvis har ytret fordomsfulde holdninger om den åbent homoseksuelle rapper Lil Nas X, har de mestendels mødt fordømmelse.
Der er samtidig flere kvindelige rappere end nogensinde før, og mange af dem – som Megan Thee Stallion – taler åbent imod sexisme, når de møder den.
Tiderne er ved at skifte. Heldigvis.
Men samtidig med at en større tolerance har fundet vej ind i genren, er der – måske som modreaktion – opstået en ny kultur inden for hiphoppen, der er mere aggressiv end mainstreamen.
I de miljøer er der tilsyneladende opstået en ny kvindefjendtlig væremåde, der er både konfrontatorisk og ekskluderende.
Fra asken af Soundcloud-rapperne
I slutningen af 2010’erne skabte SoundCloud-scenen en ny hiphop-undergenre, der på meget kort tid blev ekstremt populær. XXXTentacion, Juice WRLD og 6ix9ine blev verdensstjerner.
De oftest meget unge artister fra SoundCloud-scenen italesatte vigtige emner som depression og stofmisbrug, men de dyrkede også en aggressiv lyd og ofte en voldsom tilgang til koncertformatet. Deres shows lignede koordinerede slåskampe.
De her meget fysiske aggressionsudladninger til koncerterne var et frirum for især unge mænd. For mange har det sikkert været et slags maskulint safe space.
Men det er påfaldende hvor mange af artisterne fra det her miljø, der har en historik med vold mod kvinder.
XXXTentacion var anklaget for at kidnappe og tæske sin gravide kæreste. 6ix9ine er dømt for vold mod sit barns mor. Lil Uzi Vert og Playboi Carti har begge anklager om vold mod kvinder mod sig.
Det er da godt nok lidt af en tilfældighed, at netop de rappere, der dyrker et aggressivt, maskulint sammenhold, også ofte er dem, der bliver anklaget eller dømt for vold mod kvinder.
Noget kunne tyde på, at denne nye aggressivitet havde en dyster bagside. En sort kerne. De seneste år er mange af artisterne, der grundlagde genren, forsvundet – mange døde, andre blot gledet ud af rampelyset.
Men en særlig form for aggressivitet lever videre.
Kommercialisering af maskulin aggressivitet
De seneste år er der opstået en omfattende kommercialisering af SoundCloud-rappens aggressive energi. Moshpits, albuer, mænd i bar overkrop.
Se bare på Travis Scott og hans mantra: »Det er ikke en ægte moshpit, hvis ingen kommer til skade«.
Ingen begivenhed indkapsler denne kommercialisering af SoundCloud-generationens etos som Rolling Loud. Den amerikanske festival præsenterer en bred vifte af hiphopartister, men associeres primært med rappere i Soundcloud-støbningen.
Rolling Loud startede i Florida – samme sted som Soundcloud-scenen – men har vokset sig til en gigantisk begivenhed, der finder sted i byer over hele verden, og som når et enormt publikum.
Det nye massepublikum elsker den her hiphopstrømning for sin voldsomme energi og det mandefællesskab, den tilbyder. Det er et miljø, hvor man ofte ignorerer kvindelige artister – eller decideret chikanerer dem.
Kvindelige artister som Chromazz eller Coi Leray har for eksempel oplevet at blive demonstrativt ignoreret til Rolling Loud.
Det mest ekstreme eksempel på chikane er rapperen Rico Nasty, der blev nådesløst svinet til og nedgjort, da hun skulle varme op for scenestjernen Playboi Carti på dennes USA-tour.
»Jeg har brug for mindst to timer hver dag bare for at græde«, skrev rapperen derefter i et siden slettet post på Twitter. »Det er skørt, at jeg hele mit liv bare har ønsket at have en tourbus, og nu græder jeg mig selv i søvn i en tourbus hver nat. Jeg ville ønske, jeg var død, lige så meget som I ønsker det, tro mig«.
Der er altså opstået en kultur, hvor man latterliggør, ignorerer og chikanerer kvinder. Det er den publikumsadfærd, det danske publikum adopterede over for Yakuza.
Det er næppe tilfældigt, at den første episode skete til en koncert med NLE Choppa – en rapper, der hører til årgangen lige efter Soundcloud-rap, og som arbejder inden for den æstetik, scenen grundlagde. NLE Choppa er i høj grad en Rolling Loud-artist.
Når det danske publikum kaldte Yakuza for »luder« og »so« og målrettet chikanerede hende, adopterede de det amerikanske publikums adfærd.
En ny, sexistisk kultur har altså spredt sig fra visse højeaggressive fællesskaber hele vejen til mainstreampublikummet i USA – og derfra til det unge, danske publikum, som Yakuza blev overfuset af i København.
Det viser, at sexismen desværre ikke er udryddet i hiphopmiljøet endnu. Spøgelset spøger stadig.