Overrumplende Yaya Bey var Roskilde Festivals bedst bevarede hemmelighed
En sygdomsramt sanger med et lille publikum. Det lyder ikke umiddelbart som opskriften på stor succes.
Sjældent har jeg oplevet så mange kvadratmeter per tilskuer som til Yaya Beys Roskilde Festival-koncert. Eos-scenens åbne plads var simpelthen bemærkelsesværdigt mennesketom.
Og som om det ikke var nok, havde sangeren også pådraget sig en slem bihulebetændelse på flyveturen fra Glastonbury til Roskilde, fortalte hun.
Alligevel formåede hun at give de få heldige fremmødte en fuldstændig overrumplende oplevelse.
Yaya Beys simple band-setup bestod af en keyboard-spiller, en guitarist og en trommeslager. Navnlig de to sidstnævnte var sublime i deres intuitive simplicitet.
Det er altid en fryd at bevidne et vaskeægte menneskeband på Roskilde. At lytte til musikere af kød og blod, der laver fejl, og som improviserer sig frem til fede grooves, er simpelthen så meget bedre end – gys! – backingtracket.
Guitaristen fingerpickede sig vej gennem de mange flotte numre, der bevæger sig i et genreområde, der berører både r’n’b, soul, reggae og lovers’ rock.
Når man af og til troede, at trommeslageren havde glemt, hvad han havde gang i, lavede han pludseligt det ene umulige fill efter det andet, og på et uudgivet festnummer spillede han op på high life-manér, så selv sikkerhedsvagterne måtte danse med.
At ligge bag beatet er en sjælden evne, der ikke er alle forundt. Denne trommeslager mestrede den.
Og nok var Yaya Bey syg, men hvis hendes præstation her til aften aften var under niveau, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan hun lyder, når hun er i topform.
Sangeren viste stor musikalsk spændvidde i det forholdsvis korte sæt. Hun kan feste, men hun kan i den grad også invitere lytteren ind, hvor det gør mest ondt.
Desuden tilføjede sygdomstilstanden en fysisk dimension til de emotionelle smerter i hendes tekster, som i den virkelighedsnære ‘Nobody Knows’.
Det absolutte højdepunkt kom, da hun spillede sin med egne ord sværeste sang, ‘When Saturn Returns’, en sang fra hendes seneste ep, ‘Exodus the North Star’, som på indspilningen holder sig under tre minutter.
I denne live-version var der tilføjet et par ekstra passager, og hvor sangen fader ud på pladen, fortsatte bandet, til de nåede et nærmest hypnotisk stadie.
Magtdemonstrationen sluttede med de to store numre ‘On the Pisces Moon’ og ‘Fxck It Then’. Da jeg vendte mig om, for første gang i løbet af koncerten, var det som om, at alle stod lidt tættere.