The Weeknd var på uanmeldt besøg i Københavnsk attraktion

The Weeknd var på uanmeldt besøg i Københavnsk attraktion
The Weeknd. (Foto: Brian Ziff/PR)

Når de store verdensstjerner skal spille koncert i Danmark, er der ofte én attraktion, de gerne vil se: Tivoli.

Snoop Dogg talte begejstret om forlystelsesparken, da han var i København tidligere på året, og nu har The Weeknd delt en stribe billeder fra Tivoli i sine stories på Instagram.

The Weeknd er særligt betaget af den blå himmel og de tårnende forlystelser, som han har fotograferet forud for sin koncert i Horsens onsdag aften.

B.T. har talt om besøget med Tivolis pressechef, der udtaler: »The Weeknd var på hemmeligt og uanmeldt besøg i Tivoli. Det er simpelthen så skønt, at en verdensstjerne kan gå ind i Tivoli og skjule sig i mængden og have en fed dag«.

Forud for The Weeknds koncert i Horsens såede popstjernen forvirring om, hvorvidt han rent faktisk vidste, hvor han skulle spille, da han på Twitter skrev, at han glædede sig til at besøge København.

Det viste sig så ikke at være helt forkert, da han tilsyneladende har tilbragt en dag i hovedstaden, inden han drog mod Østjylland.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af