I 2022 skabte Kanye West overskrifter med antisemitiske udtalelser og kaotisk adfærd. Det førte til, at han blev frosset ude af flere sociale medier, som for eksempel Twitter, der lukkede musikerens profil ned, efter at han postede et billede af et hagekors i midten af en davidsstjerne i december 2022.
Nu har Kanye West dog tilsyneladende afsonet sin Twitter-straf, for han er tilbage på platformen.
Han har dog ikke tweetet noget endnu – og i det hele taget har Kanye West været betydeligt mere tilbageholdende i forhold til offentlige udtalelser i 2023.
Til gengæld har Twitter været igennem en del siden da. Det sociale medie, som er blevet købt af Elon Musk, er for eksempel senest blevet omdøbt til X.
Twitter, eller X, har fået en del modvind siden Musk overtog biksen, og har senest fået en farlig konkurrent i form af den nye platform Threads, der er Metas pendant til Twitter.