Frontmanden nærmest hikkede sig igennem to af New Orders største klassikere

Torsdag aften indledte New Order deres Europa-turné i København, og selvom stjernestunderne ganske vist lyste op i Royal Arena, var vi vidne til en seance, der lige manglede det sidste for at få live-formen helt på plads.

Fra åbningsnummeret ‘Regret’ stod det nemlig klart, at Bernard Sumner burde have varmet stemmen mere op. Dels var der udfald i lyden, dels lød han stakåndet og kunne ikke følge med Stephen Morris, der med indædt autoritet viste, at han stadig formår sit karakteristiske maskinelle beat i ‘Age of Consent’.

Sumners utilfredsstillende præstation som sanger fik dog heldigvis ikke lov til at skygge for, at vi bevidnede bandet folde deres mageløse bagkatalog ud.

Musikalsk viste New Order klør under ‘Restless’, der fik følgeskab af et hedonistisk scenarie på bagtæppet. Laserlyset skar igennem ‘Sub-culture’ og forvandlede momentvis Royal Arena til en natklub.

Gillian Gilberts rullede det helt store synth-udtræk ud under en meget overbevisende ‘Your Silent Face’, og gennem hele koncerten forvaltede Tom Chapman med respekt de ikoniske baslinjer, nu hvor Peter Hook jo ikke er med længere.

Det var i sådanne instrumentale passager, at New Order for alvor foldede potentialet ud og understregede deres status som et uomgængeligt band i musikhistorien.

Som jeg pointerede i min anmeldelse af bandets ret så fantastiske koncert på NorthSide, sidst de besøgte Danmark i 2019, har de bare sange, som er så uovertruffent gode, at de hverken kan slides op eller – som tilfældet var torsdag aften – obstrueres af en uoplagt vokalpeformance.

Så selvom Sumner nærmest hikkede sig igennem ‘Bizarre Love Triangle’ og ‘True Faith’, gjaldede fællessangen ufortrødent løs i arenaen og understregede, hvilket stof disse klassikere er gjort af.

Hvor New Order i små doser tidligere har berørt tiden fra dengang, det hele startede, fik vi torsdag aften i Royal Arena meget mere fra Joy Division-skattekisten.

Minimalistiske ‘Isolation’ faldt tidligt i sættet, og ekstranumrene var en konsekvent tour de force i den dansable rockkvintets fortid som postpunk-band. 

‘Atmosphere’, ‘Transmission’ – hvor Sumner trods sin begrænsede sangstemme denne aften alligevel formåede at mane desperationen frem under »dance to the radio«-mantraet – samt naturligvis ‘Love Will Tear Us Apart’, der ramte sit klimaks i takt med, at bagtæppet zoomede ind på Ian Curtis’ sørgmodige blik.

Et indlysende, men også værdigt og forløsende punktum for en koncert, hvor det var frontmanden, som var det svageste led.

---

Kort sagt: 
Selvom Bernard Sumner leverede en utilfredsstillende præstation som sanger, kunne det heldigvis ikke skygge for, at New Orders bagkatalog rummer mageløse musikalske stjernestunder, som fik lov til at stråle ved bandets europæiske turnéstart i Royal Arena.