De havde sagt, de ville gøre noget vanvittigt i Parken, og de holdt, hvad de lovede.
I fredags spillede Suspekt nemlig ikke bare den største danske hiphopkoncert nogensinde. De skabte også den største danske listening session.
Ankom man tidligt i Parken, fik man således lov til at være blandt de første, der hørte ‘Ancient Aliens’ – et spritnyt Suspekt-album, som gruppen i løbet af det seneste år har skrevet og indspillet, uden at nogen vidste det.
På det tidspunkt havde publikum ikke den fjerneste anelse om, hvad de lyttede til. De så bare en alien-lignende skikkelse komme på scenen, sætte en vinyl på, og stå stille som en statue, indtil pladen skulle vendes.
Annonceringen kom under selve koncerten. Og i søndags udkom så deres synthwave-inspirerede ottende album, der fik vores anmelder til at stille spørgsmålet: »Hvad er i alverden er det, Rune Rask har gjort ved Suspekt?«
Så hvad ligger der til grund for dette stilskifte? Og hvad gik der forud for det stunt, de lavede i Parken?
Det har vi taget en snak med gruppen om her.
Hvad var tanken bag det stunt, I lavede i Parken?
Orgi-E: »Vi havde en idé om, at det ville være fedt at lave Danmarks største listening session, men at gøre det som en overraskelse. Vi kan godt lide det der med, at man ikke altid ved, hvad man får, når det er Suspekt«.
»Desuden nægtede vi at komme i Parken med tomme hænder. Vi ville have noget med, der tog det hele videre. En slags stafet til os selv«.
Var det planen fra start?
Orgi-E: »Nej, overhovedet ikke. Det var noget, vi fandt ud af ved at snakke om, hvad stemningen er på pladen. Det er ikke en sommerplade, det her«.
Nej, det ville være synd at sige. I beskriver albummet som ’et nyt kapitel for Suspekt’. Hvad går dette nye kapitel ud på?
Orgi-E: »For første gang siden den første plade har det kun handlet om, hvad vi har lyst til at lave. Hvad vi har lyst til at råbe og skrige af folk, uden at det hele skal regnes ud«.
»Vi er jo nået til et sted, hvor vi ikke skal levere en skid. I princippet er vi ikke engang afhængige af at udgive en plade. Det er rart at være et sted igen, hvor vi bare laver det, vi har lyst til«.
Bai-D: »Det er jo det fedeste. Det der med at have lysten. Der kommer stadig sjove, skæve, finurlige, vanvittige ting ud af os, fordi det stadig er sjovt at mødes og lave fede sange. Sådan ville det ikke være, hvis vi konstant skulle jagte hits«.
Orgi-E: »Jeg synes også, det er megasejt, at vi sidder på ottende album, og at vi er mere nysgerrige end nogensinde. Det ville jo være så nemt for os bare at hoppe direkte tilbage i Wu-Tang og Dr. Dre-gryden, ikk’?«
Gør I ikke det på ‘Rune Rask er for syg’?
Rune Rask: »Jo, og den tog seriøst et kvarter at lave! Men jeg synes, det er et fedt track«.
Orgi-E: »Ja, og uden den og ’Shotsrør’ ville det blive et virkelig tungt album at lytte til…«.
Hvornår gik I i gang med pladen?
Orgi-E: »Alle numrene er faktisk indspillet i løbet af det seneste år. Men vi har brugt to år på at varme op. Der var en masse overgangsnumre, som måske havde noget mere af vores tidligere plader i sig, hvilket vi gerne ville ryste af os for at komme hen til noget helt nyt«.
Hvorfor var det vigtigt for jer at komme hen til noget nyt?
Orgi-E: »Fordi det var dét, vi havde brug for. Især da vi var på Ibiza, kom der bare sådan en ny lyd ud fra studiet. Fra os alle sammen. Ibiza er fuld af magi«.
Bai-D: »Ja, vi skulle lige ramme en 800 år gammel kostald på Ibiza, før der skete noget magisk. Der har vi indspillet tre af numrene«.
Da I udgav ’Pariz’, skrev vi, at du lød til at være meget inspireret af ’Drive’-soundtracket, Rune. Er der noget om snakken?
Rune Rask: »Ja, jeg er helt vild med det soundtrack. Vi snakkede ikke om ’Drive’, da vi lavede ’Pariz’, men jeg har haft det i baghovedet i mange år, faktisk«.
Rune Rask: »På det nye album forsøger jeg også at komme op i tempo. Jeg har virkelig prøvet at få BPM’en op. I årevis har jeg ligget og svømmet rundt mellem de der 90 og 100 BPM. Og når man så skal op i, ja, lad os sige 128, så skal man spille lidt mindre melodi. Ellers lyder det bare som en lirekassevogn«.
Bai-D: »Synes du, vores gamle numre lyder som en lirekassevogn?!«
Rune Rask: »Nej, men det ville de gøre, hvis jeg skruede op for tempoet. Jeg arbejder stadig på det. På at få endnu mere gang i den, men stadig holde musikken nede i kælderen, så at sige. Så det ikke bliver det der dakkedak, som Andreas hører om morgenen«.
Bai-D: »Like the blue skies, we don’t appreciate the sun until it rains (omkvædet til Justin Biebers ‘Beautiful Love’, red.)«.
Rune Rask: »… ja, sådan der har jeg det bare ikke inde i hovedet«.
Hvilket nummer opsummerer den nye plade for jer?
Bai-D: »Jeg vil sige det sidste nummer på pladen, ’Det var godt at I kom’. Alle sangene er megafede, men den her kan noget specielt. Måske fordi det er så meget mig til sidst… Der var faktisk endnu mere, men så fandt Emil og Rune hækkesaksen frem«.
Rune Rask: »Så tager jeg ’Ancient Aliens’. Titelnummeret. Og det er ud fra produktionen, hvor jeg har brugt rigtig meget tid på at dykke ned i de tidlige Prodigy-album, som jeg har lyttet til hele min ungdom. Sangen er et tak til dem fra mig«.
»Jeg har brugt virkelig lang tid på at få det til at fungere. På at se, hvordan jeg kunne få det til at bimle og bamle og bruge hele den der dumme Darude-agtige lorte-eurodance-lyd på en fed måde… Okay, jeg synes faktisk, at Darudes ’Sandstorm’ er ret fed, men du forstår, hvad jeg mener«.
Du har jo tidligere kåret dine 10 bedste beats i Soundvenue. Ville det her snige sig med på listen?
Rune Rask: »Ja, det ville det. For jeg har udfordret mig selv. Modsat eksempelvis ’Rune Rask er for syg’, hvor jeg bare gør det, jeg er så god til. Med al respekt for janteloven…«.
Er det ikke lidt sent at begynde at tænke på janteloven nu?
Bai-D: »Jo, den har vi sagt ’vi ses’ til for lang tid siden«.
‘Ancient Aliens’ er ude nu.