070 Shakes kloroformbedøvede koncert på NorthSide er en af de dårligste, jeg nogensinde har oplevet
Få timer inden 070 Shakes koncert havde samme scene besøg af den britisk-jamaicanske rapper Stefflon Don, som medbragte en insisterende, højtråbende hypeman.
Det kan godt blive lidt anstrengende i længden, men under Shakes katastrofe af en koncert, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun måske også burde erhverve sig sådan en.
Så kunne hun måske give sig selv lov til at synge bare et par sætninger uden tvangstankeagtigt at afbryde sig selv med udbrud som »Denmark, let me hear you!«, »come on!«, »make some noise!«, »keep it up!«, »let’s fucking go!« og »are you ready?«.
For vi var skam klar, men til hvad? Hvem råbte hun overhovedet til? Sommetider lød det mest af alt som om, at hun desperat prøvede at råbe sig selv ud af den kloroformbedøvede tilstand, hun bevægede sig søvngængeragtigt rundt i.
Bevares, det døsige og narkotiske er en central del af den hypnotiserende traplyd, der på 070 Shakes plader fungerer så fornemt, men det kan også tage overhånd.
I begyndelsen af koncerten fortalte hun, at hun dagen forinden havde følt sig ubehageligt til mode, at hun havde følt vægten af alt (!), der foregår i verden, og at hun nærmest ikke havde haft lyst til at optræde. Et varsel, som hun måske havde gjort klogt i at lytte til.
Til det havde hendes kæreste svaret, at der er folk derude, hvis liv er blevet reddet af hendes musik, og at hun derfor burde spille. »Tomorrow’s not promised«, som hun ganske rigtigt sagde.
Derefter brød hun ud i en totalt sjusket udgave af den ellers glimrende ‘Morrow’, der med sit selvmorderiske omkvæd – »I don’t know if I’ll be here tomorrow« – risikererede at få den lange, rørstrømske tale til at lyde som kalkuleret iscenesættelse.
Koncerten var et harmonikasammenstød af sløsede fremføringer af ellers gode sange, hvor detaljerne druknede i et frådende ocean af bas, og hvor backingtracket gjorde størstedelen af vokalarbejdet. 070 Shake har en fantastisk stemme med en fløjlsagtig, porøs hæshed og små finurlige knæk, men vi fik stort set aldrig lov til at høre den.
Kun én ting lod til at vække hendes interesse: Moshpits.
Jeg har ikke tal på, hvor mange moshpits, hun fik anstiftet i løbet af koncerten, men I må tage mit ord for, at det var mange. For mange. Også selvom jeg ikke betvivler, at den involverede gruppe havde det sjovt.
Måske for sjovt? I hvert fald hvis man spørger festivalens security-personale, der desperat forsøgte at stoppe de tumultagtige scener. »Security, no! Get out of the way! You can’t stop this!« råbte hovedpersonen med stemmen fuld af indignation og forfærdelse, som overværede hun brutal politivold mod fredelige demonstranter og ikke blot en gruppe teenagere, der fik besked på at opføre sig ordentligt.
070 Shake så tydeligvis sig selv som en slags Jimi Hendrix-karakter, der i revolutionær ekstase sætter ild til sin guitar, men hun fremstod mest af alt patetisk, som hun selvhøjtideligt insisterede på publikums ret til at hoppe ind i hinanden.
Ikke desto mindre tog security-personalet faktisk imod hendes ordre og nøjedes med at vise demonstrative »Moshpit ikke tilladt«-skilte på scenens videoskærme, der vajede som hånlige bannere over de sørgelige ruiner af en af de dårligste koncerter, jeg nogensinde har set.
Kort sagt:
070 Shake leverede et hidtidigt lavpunkt på årets NorthSide, hvor hun brugte al tiden på at opfordre til moshpits, lege hypeman for sig selv og skændes med security-personalet fremfor bare at synge.