KOMMENTAR. Man må beundre Lady Gaga for hendes egenrådighed.
Ikke mange af de mest intense Gaga-fans, little monsters, som de hedder, lader til at være specielt interesserede i at høre deres idol synge et helt album af jazz- og musical-standarder fra den såkaldte Great American Songbook, men alligevel har vi nu fået tre af dem.
Først to duetplader med den legendariske crooner Tony Bennett og nu et soloalbum lanceret som et supplement til musicalen ’Joker: Folie à Deux’, hvor Gaga spiller rollen som Harley Quinn overfor Joaquin Phoenix’ Joker.
Men på trods af, at standards-pladerne blandt fans primært opfattes som et kuriøst hobbyprojekt ved siden af de ‘rigtige’ Gaga-plader, fortæller de nu alligevel en hel del om, hvem popstjernen også er.
På det nye album, ’Harlequin’, får vi Gaga som den excentriske, Tisch-uddannede teaternørd og fuldblods newyorker formet af lige dele ekstravagant Broadway-dramatik og rå, uprætentiøs Brooklyn-attitude.
Aldrig sunget bedre
For mig ledsages efterårets ankomst altid af en besættelse af alt, der minder om New York, og der skal ikke meget mere end en enkelt kølig septembermorgen til, før jeg opfyldes af en umættelig trang til at gense ’Sex and the City’, ’Annie Hall’ og ’Moonstruck’ samt indsvøbe mig i et uendeligt lydtæppe af jazz- og broadwaystandarder.
På lange, kølige gåture gennem bunker af rødbrune blade med kvintessentielle New York-album som Judy Garlands ’Judy at Carnegie Hall’ og Barbra Streisands ’A Happening in Central Park’ i ørene, forvandles hver eneste gade pludselig til East Villages endeløse rækker af brownstone-bygninger og alle parker pludseligt til Central Park.
Af den årsag er et nyt Gaga-album med standarder ankommet på det helt rigtige tidspunkt, om end jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at foretrække Gagas fortolkninger af den store amerikanske sangbog over Garlands og Streisands. For ikke at tale om definitive indspilninger af blandt andre Frank Sinatra, Nina Simone og Ella Fitzgerald.
Dertil er produktionerne på ’Harlequin’ for ukarakteristiske og indspilningerne for sterile. Til gengæld har Gaga som vokalist nærmest aldrig lydt bedre.
Mere end nogensinde før minder hun mig om ikoniske divaer som netop Garland og Streisand. To kunstnere, som Gaga nu ikke blot slægter på via sin rolle i ’A Star Is Born’ – som de spillede i henholdsvist 1954 og 1976 – men nu også på et mere associativt plan.
Hos Gaga genkender jeg pludseligt den unægtelige udstråling, den legende tilgang til fraseringerne, den intense, mærkbare begejstring ved selve det at synge, den varme glød og den smittende humor, som kendetegner genrens største stjerner.
Fra pladens allerførste nummer, ’Good Morning’ – der oprindeligt stammer fra musicalen ’Singing in the Rain’ – kan man mærke glimtet i øjnene, de indlevende armbevægelser og den magnetiske tilstedeværelse.
Hvad bliver det næste?
I tidens poplandskab er denne musical-diva-kvalitet sjælden – for ikke at sige gammeldags og umoderne. Gaga har den nærmest helt for sig selv, og det gør det mildest talt spændende at følge med i, hvad hendes næste træk bliver.
Om nogen forstår Gaga overraskelsens kraft, og hun er ikke meget for at løfte sløret for … ja, noget som helst. Men derfor kan man jo godt drømme lidt alligevel.
For jeg drømmer i hvert fald om, at Gaga på sit næste album kombinerer den klubbede elektropop, der er hendes spidskompetence – og som hendes fans formentlig også hungrer efter ovenpå endnu et jazzalbum – med den ekspressive, teatralske tilstedeværelse bag mikrofonen, som vi får at høre på ’Harlequin’.
Der er ingen grund til, at vi ikke på én gang kan få knivskarpe beats og larger-than-life diva-vokaliseringer. Lyt for eksempel til hittet ’The Rhythm Divine’, hvor synthpopgruppen Yello i samarbejde med James Bond-vokalisten over dem alle, Shirley Bassey, viser vejen.
Noget tyder på, at denne drøm måske ikke er langt fra at blive til virkelighed. I et nyt interview med musikmagasinet Rolling Stone fortæller Gaga i hvert fald, at det under indspilningen af ’Harlequin’ har været inspirerende at lege med grænserne mellem standarder og moderne popmusik.
Og skønt hun i interviewet ikke er meget for at sætte ord på, hvordan det nye album lyder, kunne det alligevel tyde på, at vi godt kan forvente et album med rødder i flere forskellige musikalske perioder på samme tid.
»Jeg er virkelig begejstret for idéen om, at jeg ikke behøver at holde mig til en enkelt æra, hvis jeg ikke vil. Jeg kan have gang i et par stykker på samme tid. Det lyder uhæmmet – og som mig og Harley [Quinn]«, lyder det.
Med lidt fri og fantasifuld fortolkning kan dette udsagn sagtens forstås som et tegn på, at vi netop står over for et album, der blander inspirationen fra musicalens guldalder med moderne popmusik.
Nogenlunde ligesom hun på 2016’s ’Joanne’ blandede countryelementer ind i lydbilledet, om end jeg denne gang håber på lidt mere vellykkede resultater. Det burde ikke være et problem: Hvor country-rusticiteten på ’Joanne’ lød som et kostume, er musicalens teatralske univers en essentiel del af Gagas DNA.
Når albummet så er landet – og rygterne vil vide, at det er lige om hjørnet – er jeg dog ikke færdig med at drømme.
Slip teaterbarnet fri
Jeg drømmer om, at Gaga, næste gang hun prøver kræfter med den store amerikanske sangskat, samler et tight, lille band og et ekstatisk publikum, der tilbeder hende, og indspiller albummet live på et koncertsted med en aura og en historie, der passer til netop denne type musik. Jeg foreslår Carnegie Hall eller Harlems Apollo Theater.
Og sidst men ikke mindst drømmer jeg om at se Gaga på de skrå brædder i en ægte Broadway-musical.
Lad os få Gaga i en klassiker som ’Annie Get Your Gun’, ’Can-Can’, ’West Side Story’ eller ’Funny Girl’, og lad os høre hende udfolde det kæmpestore potentiale for uhæmmet dramatik, som ’Harlequin’ viser, at hun har.
Der bor et ultraambitiøst theater kid i Gaga, som endnu ikke har fået lov til at sprede sin vinger. På det nye album håber jeg, at Gaga slipper hende fri!