På ‘Humanhood’ kaster The Weather Station en redningskrans ud til alle, der er oversvømmet af AI og klimakrise

’Ignorance’ udgjorde et kunstnerisk gennembrud for The Weather Station i 2021. Blandt andet her på Soundvenue blev værket udråbt til årets album foran både Lana Del Rey, Olivia Rodrigo og Tyler, the Creator.
Klaverballaderne på ’How Is It That I Should Look at the Stars’ fra 2022 har de fleste til gengæld enten overset, glemt – eller begge dele på én gang. Og med den storladne titel ’Humanhood’ kommer nu, hvad der må betegnes som den egentlige opfølger til ’Ignorance’.
På det nye album ønsker forsanger Tamara Lindeman at kaste en redningskrans ud til alle, der føler, verden er ved at blive oversvømmet af AI, klimakrise og digitalisering. Overalt mærker man et følsomt menneske, der selv fægter med verdens kompleksitet og høje tempo.
The Weather Station er en samtidig på samme måde som de ligesindede kunstnere Weyes Blood, Julia Holter og Sharon Van Etten. Man kan ikke forestille sig de her sange skrevet i det tidligere årtusinde.
’Humanhood’ rammer ikke helt samme højder som ’Ignorance’, men albummet bekræfter ikke desto mindre, at Tamara Lindeman er en på alle måder stærk røst, og at hun har gode kræfter linet op bag sig til at realisere sin musikalske vision. Når de er bedst, skaber The Weather Station sange, der fremstår nærmest terapeutiske og personlige, samtidig med at de bugner af eksperimenter og musikalsk eventyrlyst.
Åbningsnummeret ’Neon Signs’ indleder med en linje, der får undtagelsestilstanden til at lyde som den nye normal: »I’ve gotten used to feeling like I’m crazy«, synger Linderman hen over organisk krautrock og tværfløjte. Det lyder som de tyske kraut-legender Neu!, hvis de havde hvervet Joni Mitchell som vokalist. En forrygende start.
Også den stakåndede ’Window’ er et rammende signalement af en overophedet hjernebark. »My heart is racing«, lyder omkvædet, der bliver sunget af Tamara Lindeman hen over hektisk tværfløjte, som en slags ADHD-folkrock. Den underskønne, grædefærdige ’Lonely’ ridser en Tamara Lindeman-formet silhuet lige inde i centrum af mit hjerte. Beth Gibbons ville garanteret også nikke anerkendende til den kølige triphop på ’Mirror’.
Her er altså indiskutabelt gode stunder. En ambitiøs, sofistikeret og højloftet blanding af pop, folkrock, klaverbekendelser, impro-jazz og ambient. Sangene flyder sammen, ofte afløser de hinanden via æteriske synth-klangflader, som om de er krusninger på det samme hav.
Alligevel er jeg ikke helt sat til vægs. Der er flere steder på ’Humanhood’, hvor sangene simpelthen ikke fremstår lige så stærke og velskrevne som på ’Ignorance’.
’Body Moves’ er fem-ti minutter i kedelig kontorpop, når man skræller arrangementerne væk. ’Ribbon’ ved ikke rigtigt, hvad den skal stille op med sin smukke klaverfigur. Der er passager, hvor ’Humanhood’ er i overhængende fare for at ende som arty muzak, der ønsker at blive omfavnet som stor og alvorsfuld kunst.
Bedst er faktisk spoken word-nummeret ’Irreversible Damage’, der med sin improvisatoriske, letflydende og jazzede fornemmelse lyder tilbagelænet på en måde, som jeg ville ønske, det gjorde sig gældende flere steder på albummet. Her får man fornemmelsen af, at The Weather Station giver slip og lader musikken risle og flyde.
Andre gange er det som om, at forventningen om at skabe en opfølger til ’Ignorance’ har vejet for tungt på bandets skuldre.
Kort sagt:
’Humanhood’ overgår ikke gennembrudsalbummet ’Ignorance’. Men det viser, at The Weather Station kan kombinere det personlige og terapeutiske med en hang til at skubbe til popmusikkens skabeloner.