Bliver ‘So Close to What’ albummet, der indfrier verdens forventninger til Tate McRae? Nok ikke
Sig mig, er det ikke kun et års tid siden, Tate McRae udgav et album?
Jo. ‘Think Later’ udkom i december 2023 og var på mange måder det album, der skulle besvare spørgsmålet, som alle har stillet siden hendes debut: Bliver Tate McRae den næste main pop girl? Spørgsmålet stod ubesvaret, og derfor skal efterfølgeren ‘So Close to What’ egentlig besvare det samme: Er det NU, at hun bestiger den usynlige poptrone?
Eh. Jeg er ikke sikker.
Tate McRae var i slutningen af 2010’erne en af bannerførerne for bølgen af mumlende, luftige popballader og såkaldt cursive singing side om side med blandt andre Julia Michaels (som også er at finde som sangskriver på ‘So Close to What’) og selvfølgelig Billie Eilish. Og selvom man nærmest kunne sætte lighedstegn mellem hende og den musikalske tidsånd dengang, er det som om, hun har haft svært ved at finde sin plads.
Hvor skulle hun placere sig, da den stil, der gjorde hende berømt, døde ud?
Tate McRae har satset sine penge på 00’erne. Musikalsk lyder ‘So Close to What’ lidt som den svingdør, hun synger om på ‘Revolving Door’ med gengivelser af 00’er-trends og velkendte McRae-greb. Dog mere modent i sit udtryk og knap så teenage-moody-snøvlende som ‘Think Later’.
Var man teenager i 00’erne, vil man formentlig også genkende mange tydelige referencer til Pussycat Dolls, blandt andet på ‘No I’m Not in Love’ og den hede ‘Sports Car’, der også er albummets mere interessante musikalske indspark sammen med den catchy ‘2 Hands’.
‘Means I Care’ leder tankerne hen på både Lumidees ‘Never Leave You (Uh Oooh, Uh Oooh)’ og Vanessa Hudgens’ kult-single ‘Say OK’, og egentlig er Tate McRae god til at bruge referencer på en måde, der både underholder lytteren og får hende selv til at shine.
Men albummet har ét grundlæggende problem. Det er forglemmeligt. Ufarligt. I 2024 dominerede pop-treenigheden Charli XCX, Chappell Roan og Sabrina Carpenter hitlisterne med humor, originalitet og radikale musikalske valg, og efter sådan et år er det virkelig svært at være så midtersøgende.
Kritikken er næsten tragikomisk – for i 2023 skrev min anmelderkollega Rasmus Weirup det samme om ‘Think Later’. Dengang var det bare artister som Billie Eilish, Olivia Rodrigo og PinkPantheress, der havde sat dagsordenen for nyskabende og visionær popmusik, og nu må hun endnu en gang se sig overhælet indenom af popstjerner med karakter.
I sammenligning med skolens quirky og charmerende Chappell, Sabrina, Charli og Bad Bunny-Benito fremstår Tate McRae som den kølige og utilgængelige cheerleader. Hendes polerede, lidt skabede vokal gør også, at man ikke rigtig kan mærke, hvad der er på spil i teksterne.
Til hendes forsvar må det også være udmattende, at forventningen om, at hun skulle være den næste store popstjerne, har klæbet til hende siden begyndelsen. McRae har også forklaret i interviews, at titlen ‘So Close to What’ er et udtryk for udmattelsen, der kommer af hele tiden at jagte den næste succes. Hvad er det egentlig, man jagter? Og hvad vil det egentlig sige at være den næste main pop girl?
Jeg ved det heller ikke. Men jeg tror ikke, man bliver det ved at spytte album ud i et desperat forsøg på at leve op til omverdenens astronomiske forventninger.
Kort sagt:
‘So Close to What’ præsenterer en mere moden Tate McRae end forgængeren ‘Think Later’, men ender alligevel som forglemmelig og ufarlig midterpop. I en tid hvor popmusikken præges af originalitet og kant, kæmper hun stadig med at finde den hylde, der skal løfte hende til tops.