I en verden af kaos skaber Erika de Casier total harmoni på ‘Lifetime’
ALBUM. Når det engang bliver tid til at kigge tilbage på musikåret 2025, kan årets mest definerende lyd meget vel vise sig at være et nydelsesfuldt »uhm« leveret som en mellemting mellem et støn og en hvisken.
Krig, klimakatastrofer og økonomiske kriser fylder det stadig mere rædselsfulde nyhedsbillede, og fascismen venter på dørtærsklen alle steder, hvor den ikke endnu har gjort sin entré. Verden er i opløsning, men lytter man til en række af årets mest omtalte udgivelser, ville man næppe opdage det.
FKA Twigs’ ’Eusexua’ er en hyldest til de små heller af ren nydelse, vi skaber i soveværelset og i natklubbens svedige mørke, mens Oklous ’Choke Enough’ er som at forsvinde ind i en nærmest pastoral verden af ro og harmoni. Addison Rae synger om at tage sine høretelefoner på og fuldkommen glemme, at omverdenen eksisterer.
»Uhm«, hvisker de alle tre over synthesizere, der lyder som sollys og rislende vand. Popmusikken anno 2025 er en slags performativ fornægtelse af den verden, der omgiver os.
Som den foreløbige kulmination på denne bølge af stoisk rolige nydelseshymner har vi nu fået Erika de Casiers ’Lifetime’, der lyder som et mellemstadie mellem meditation og dagdrøm.
På det gyldentonede albumcover ligger Casier med et fuldkommen neutralt, nærmest fraværende ansigtsudtryk på en seng, mens solbeskinnede, vatlignende skyer svæver uden for et åbent vindue. Det eneste, der er mere harmonisk end albumcoveret, er selve musikken.
’Lifetime’ er det første album, Casier har skrevet og produceret helt alene, og på sin vis er der tale om lidt af en afvigelse fra den metode, der prægede hendes første tre album.
Her er ingen regulære popsange – ingen ørehængere i stil med ’Little Bit’, ’Busy’ eller ’Lucky’ – og meget lidt, der peger på, at vi har at gøre med den samme kunstner, der skrev det vildt catchy kæmpehit ’Super Shy’ til K-popgruppen NewJeans.
Dette er ikke en kritik af ’Lifetime’, blot en observation. For ved at rekalibrere sit fokus fra popsangskrivning til den rendyrkede fremelskelse af altomsluttende, fortættede stemninger, har Erika de Casier rent faktisk skabt sit hidtil bedste og mest konsistente album.
På ’Lifetime’ har den altid stilbevidste kunstner nærmest perfektioneret sin 90’er-nostalgiske æstetik, der vidner om et minutiøst kendskab til de detaljer, der gjorde periodens bedste plader så særlige.
Der er noget støvet og knitrende over beatene, der lyder som en mindre krasbørstig udgave af Portishead, en nærmest lindrende, omsorgsfuld varme i de ambiente klange, der peger på de mest underspillede øjeblikke på Madonnas ’Ray of Light’, og albummets lækkermelankolske længselsfuldhed vækker minder om Sades ’Love Deluxe’.
Men mest af alt er ’Lifetime’ et new age-album.
Det står klart på en sang som ’You Can’t Always Get What You Want’, hvor synthfladerne er så æteriske, at de føles som en direkte forlængelse af luften, og hvor en meditativ rytme spillet på det, der lyder som en indisk tabla, forærer sangen en aura af østlig spiritualitet.
»And time will take its toll on me / Health or disease / You never know what you got / Might as well live gratefully«, synger Casier og lyder som verdens mest resignerede selvhjælpsguru.
New age-elementerne trives ligeledes i fuldt flor på den fuldkommen stillestående titelsang, hvor de Casier måbende synger om det kosmiske mysterium, der er livets mirakel: »I’m so alive / A whole lifetime till the day I die«.
Og på en lille række af sange, hvor hun synger om årstidernes skiften, som var der tale om en mystisk hemmelighed, kun hun kender til: På ’Seasons’, der mediterer over trækfuglenes evige rejse mellem nord og syd, på ’December’, hvor alt fryser til, og de elskende rykker tættere sammen under dynen, og på ’The Garden’, hvor blomsterne endnu en gang springer ud.
I en verden, hvor fundamentet smuldrer, grænserne skrider, og alt er i konstant forandring, er det en lettelse at høre Casier synge om de rytmer og cirkulære bevægelser, der troligt har defineret livet siden tidernes morgen. En lettelse og en usigelig nydelse.
En nydelse, som Casier selv – igen og igen i løbet af albummet – har det helt perfekte ord for:
»Uhm«.
Kort sagt:
På ‘Lifetime’ har Erika de Casier perfektioneret sin evne til at skabe altomsluttende, fortættede stemninger. Albummet er en lille, harmonisk pause i en verden af kaos.