Spil Kalasets ‘Poker’ på fuld volumen – og lyt efter, når det bliver mest skrøbeligt
ALBUM. ’Poker’ lægger ud med en selvsikkerhed, der vil noget. Det er ikke spil for galleriet, når Kalasets frontmand, Morten Holm Ørsager, med stor overbevisning synger: »Det’ ikk’ noget, jeg tror på / Det’ sådan, jeg er«. Det er et statement og en krigserklæring. For der er ingen tvivl om, at Kalaset er et band, der mener det alvorligt.
Efter flere succesfulde singler og det roste debutalbum ’Grib mig hvis jeg falder’ fra 2022 er den fynske indiepop- og rockgruppe aktuelle med ’Poker’. ’Tag mig som jeg er’, den pulserende albumåbner, er en enormt fængende indgang til Kalasets univers.
Der er ligefrem lyrik, som alligevel rummer interessante billeder, en rytme, som giver mindelser om ’Running Up That Hill’ og synths snydt ud af næsen på de tidlige 80’eres new wave-koryfæer. Korvokalist og keyboardspiller Sidsel Due kommer ind lige før omkvædet med en solid modvægt til Ørsagers målrettede og let drengede vokal.
Kalaset er en supereffektiv enhed, og producer Esben Svane har styr på de lydmæssige kneb, der giver mindelser om Nephew, Alphabeat og, naturligvis, The Minds of 99. Nogle gange kommer produktionen og samspillet – som er flot eksekveret, skal det siges – alligevel til at tage fokus fra pladens kerne af usikkerhed. For der er numre, der viser noget helt andet end det selvsikre gåpåmod, som ’Tag mig som jeg er’ sætter i system.
Et nummer som ’Lov mig at være her’ stikker ud fra vrimlen af stadionklare hymner. Ørsagers stemme får en helt anden karakter, når den ikke understøttes af en fuldfed bandlyd. Pludselig er det angsten for adskillelse, som fortælleren grubler over med en Mouritz/Hørslev Projektet-agtig hverdagspoesi: »Og hvis jeg vrider mig helt skørt / Vid, at der’ intet du skal gøre / Vil bare vide at du er her«. Det hus, der blev bygget på ‘Tag mig som jeg er’, er med ét tomt og ensomt.
Der er en smittende spilleglæde på ‘Poker’. En håndspillet (!) bandenergi og overskud til at følge mange forskellige idéer til dørs. På den kapitalismekritiske ’Money for Love’ lykkes det at skabe et intelligent popnummer med et ellers påtaget fjollet »hey!/ho!«-omkvæd. Sådan noget kan nemt kamme over, men Kalaset sørger for, at det først og fremmest virker sjovt og dyppet i 80’er-sarkasme.
Anderledes uforløst er ’Lige meget hvor langt du er’. Som det næstlængste nummer på ’Poker’ lægger den op til fællessang og tændte lightere, men udtrykket kommer til at lægge sig lige lovligt tæt op ad noget, popgruppen Noah kunne have lavet i start-10’erne.
På ’Poker’ virker Kalaset simpelthen blot stærkere, når det hele bliver en smule mere skrøbeligt, glasagtigt, kritisk. De er i år en del af Grøn-karavanen, og der skal de mere letsindige sange nok komme til deres ret, men lige nu og her er det de stille numres maskefald, der er mest interessant.
Kort sagt:
Kalasets andet album er bedst, når de lader finurlige tekster stå skrøbeligt frem, mens de store stadionsange sommetider bliver lidt for meget af det gode.