OP- OG NEDTURE. Med fare for at lyde som en kliché, så er Julie Pavon en performer i ordets reneste forstand. Med sine katarsiske liveoptrædener har hun skabt et ry for sin særlige tilstedeværelse på scenen, man kun kan begribe, hvis man oplever den i levende live.
Den samme person, jeg kender fra koncerter, der bedst kan beskrives som sveddryppende energieksplosioner, tager jeg nu en hyggelig formiddagskaffe med i Music for Dreams’ finurlige mødelokale, der mest af alt minder mig om et rum i en børnehave, hvor der bliver brugt lidt for meget energi på dekorationerne. På den bedst tænkelige måde.
Pavon har været aktiv siden 2020 og udgav forrige år ep’en ‘Watch Her Dance’, men nu er hun endelig klar med sit skelsættende debutalbum, ‘Born With Heartbreak’. Skelsættende, fordi det ikke bare er hendes debutalbum, men også første gang, hun sætter ord på at leve som bipolar og med ADHD.
Undervejs i interviewet bliver Pavon da også rørt, når snakken går på de tunge emner, men alligevel får hun på fin vis sat ord på det svære og det personlige – på dualiteten i følelsernes ekstremer og det at finde sin egen rytme i en verden, der ikke altid vil én det bedste.
Farverne i hovedet
Hvad havde du mest optur over under arbejdet med ‘Born With Heartbreak’?
»100 procent den helhed, som det er at skabe et album. Det har for eksempel været vildt interessant at være i gang med alle aspekter af den kreative proces på samme tid og se, hvordan mit hoved er i det – for når jeg laver en sang, får den en farve«.
»For eksempel ‘A Day to Breathe’, den er grøn og sort, ‘Passenger’ er mørkegrøn, og ‘Beauty in the Storm’ er lilla. Med det kan jeg allerede begynde at visualisere. Det er også en nem måde at få sat en lystekniker i gang til shows: Fyld den ud, jeg har allerede farverne i mit hoved, så må du freestyle ud fra det«.
Hvad har så været den største udfordring?
»Det har nok været – og jeg tænker, det er sådan for mange kunstnere – at skulle lukke ting. I virkeligheden er det jo på en måde aldrig færdigt, men det er også det, der gør, at det lever videre, tænker jeg. Hvis jeg for eksempel tænker tilbage på en sang som ‘Herd Animals’, kan jeg tænke, ‘den ville jeg have indspillet lidt anderledes nu’. Men hvis jeg ikke udgav den, så havde jeg ikke udgivet næste sang, eller den næste sang«.
Albummet veksler meget mellem sårbarhed og selvsikkerhed. Kan du tale mere om det?
»Jeg tror virkelig, jeg ser styrken i min sårbarhed nu. Den er virkelig hård at gå rundt med, men så stærk samtidig. Jeg elsker sådan bare at kunne fucking råbe med al min kraft, at jeg er bange, som på nummeret ‘Terrified’«.
»Også på nummeret ‘Can’t Stop Crying’. Der havde jeg en periode, hvor jeg græd hele tiden. Hele tiden. Og jeg græd mere, end jeg græd, da jeg virkelig havde været i dybe depressioner, som jo er en del af det at være bipolar«.
»Hvor jeg var sådan: Jeg har det faktisk ikke dårligt endnu, men jeg græder bare. Og så tænkte jeg, at jeg måske græder for alt det, jeg ikke har grædt for, for jeg havde jo ikke grædt i de her perioder. Men jeg ville gerne have en sang om det, og jeg ville gerne have, at den var befriende – sådan én, man kunne danse til. Du ved, armene i vejret, vi græder alle sammen!«.
Du er kendt for dine højenergiske, meget katarsiske koncerter. Hvordan formidler du den energi, når du indspiller i et studie?
»Det er faktisk noget, jeg også har skullet lære. Det har været sådan en ping-pong mellem de to ting«.
»For eksempel ‘Don’t Call Me Out’, som også er med på albummet, indspillede jeg faktisk forfra, efter jeg havde spillet den live. Jeg var sådan, ’det er sådan her, den skal føles’. Fordi der havde jeg min krop med, og der fandt jeg ud af, hvilken energi indspilningen skulle have. Så var det tilbage i studiet og indspille den forfra«.
»Så når jeg er i studiet nu, så tager jeg altid live-følelsen med. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at jeg står på scenen, hvilket jeg faktisk også gør, når jeg producerer og skriver«.
At være sin egen chef
Hvilken dag har været den vigtigste i din karriere?
»Jeg tror, det var dengang, jeg havde søgt ind på en dagshøjskole i 2020 under corona med ‘Herd Animals’- og ‘Jealous’-demoer. Jeg kom ikke ind, og så var jeg sådan, ’fuck det, jeg ved, det er godt’. Og så gik jeg bare all in på musikken derefter«.
Hvornår var du mest stolt af dig selv?
»Når jeg virkelig er sprunget ud i tingene – også i forhold til musikken. Og så også det med at ville have hjælp med min psyke. Det er jeg også stolt af nu, fordi det er virkelig svært at gøre. Og jeg gjorde det egentlig ret tidligt, når jeg tænker tilbage«.
»Generelt er jeg stolt af at ville mig selv det godt, men det har også noget med musikken at gøre, fordi jeg med musikken for første gang havde en grund til at ville mig selv det godt. Jeg skulle ligesom være i verden for at lave musik. Så det er jeg stolt af«.
Hvilket nederlag har gjort dig stærkere?
»Ja, nu kommer der faktisk noget, som jeg ikke har fortalt om før. For noget, som folk måske tænkte i starten, var: Hvorfor går der så lang tid mellem hendes udgivelser?«.
»Efter min første single, så var det rimelig popping. Bagefter udgav jeg min anden single med et engelsk label. Den poppede også, og det gik pissefedt. ‘Lad os udgive en ep sammen’, tænkte vi, men kommunikationen blev hurtigt mega svær. De var dårlige til at svare, og det blev meget frem og tilbage omkring, hvordan vi skulle gøre og hvordan og hvorledes«.
»Der gik lige pludselig lang tid med det, og jeg fik det sygt nederen og dårligt. Lige pludselig var alt ude af mine hænder, al musikken var ude af mine hænder. Jeg kunne ikke styre noget som helst, og det var forfærdeligt«.
»Det var virkelig ikke sådan, jeg ønskede, det skulle være. Jeg tror, at det dér gik op for mig, at jeg skulle være min egen chef. Jeg var nødt til at have kontrol over mit eget kreative univers og have det tæt på«.
Den ægte lykke
Hvornår følte du sidste gang et øjebliks lykke?
»Lykke har været sådan noget, som jeg også har tænkt meget over det sidste halvandet år, fordi lykke for mig har været tæt forbundet med manier – hypermanier, som det hedder, for jeg har bipolar 2. Der kan jeg godt huske, hvad jeg har lavet. Det føles bare som at være high i sådan en uge og så crashe … så det har været lykke med hårde konsekvenser«.
»Det føles jo for fedt, mand! Jeg kan huske, at jeg sad i en gruppe med andre, der havde bipolar, alt fra skolelærer til direktører, hele baduljen. Der var én, der var sådan: Fuck, jeg savner sådan mine hypermanier! Og jeg var sådan: Same girl!«.
»Men det er ikke det værd. Efter jeg kom i behandling og havde fået det bedre, så kan jeg huske en dag, hvor jeg var kommet hjem fra studiet. Jeg havde prøvet noget nyt, der var virkelig fedt, og så ringede jeg til min søster, hvor jeg begyndte at græde. Ej, jeg bliver også faktisk også helt rørt nu …«.
»Og så sagde jeg til hende: Jeg tror, det er sådan her, det føles at være glad i virkeligheden. For jeg var bare glad, fordi der var sket noget godt. Jeg havde haft en god dag, og det gjorde mig glad. Jeg var ikke glad ud af ingenting på sådan en voldsom måde. Så lykke har været en ting, jeg også på en måde har skullet definere det sidste stykke tid«.
»Jeg har bare siddet og grædt under spørgsmålene om opture … lad os se, hvordan det så går med nedturene«.
Hvad er din største fortrydelse?
»Ærligt ikk’, så fortryder jeg ingenting. Det gør jeg ikke, fordi alt har ført til noget nyt. Så når jeg sidder og tænker på det, så kan jeg simpelthen ikke komme frem til noget. Jeg er virkelig også tilhænger af, at man bare skal tage et skridt. Bare gør et eller andet, for så kommer det næste automatisk«.
Hvad er den dårligste oplevelse, du har haft i dit professionelle liv?
»I starten af min karriere, som vi snakkede om før, var det mega overvældende det hele. Hvor jeg også endte med at blive indlagt af den årsag og så af andre, for jeg fik jo faktisk min diagnose samtidig med, at jeg udgav ‘Herd Animals’. Samtidig med, jeg var startet på universitetet … så ja, jeg tror bare, at det var virkelig meget på én gang«.
Krig, død og blåhvaler
Hvornår var du sidst virkelig bange?
»I nat. Jeg har flere dage om ugen, hvor jeg har mareridt, end hvor jeg ikke har. Jeg har mareridt næsten hver nat. Det har jeg haft i to års tid. Det er meget med krig, forfølgelse, død og sådan noget, hvor jeg vågner i skrig og gråd«.
»I nat var det, at jeg blev forfulgt, hvor jeg også vågnede. Men det er meget som med alt andet i mit liv – en dualitet. For så endte min drøm med, at jeg stod et sted med et bjerg og kiggede ud over et grønt hav, hvor der var en hel klan, eller hvad det nu hedder, af blåhvaler. Det var så smukt«.
»Det kan være et meget smukt univers, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne vise det til nogen. Jeg ville ønske, det bare kunne tages ud af min hjerne med et SD-kort og blive til en film, for det er så fucking sygt. Og plottene er også fire, vil jeg sige. Virkelig gode plot. Jeg ville være rig, hvis jeg kunne vise det her til nogen«.
Hvornår var du sidst ked af det?
»I nat. Jeg græd også i nat. Men det var mere sådan en bange-drøm. Det var ikke så meget en ked-af-det-drøm. Det var i forgårs. For der var jeg ved at miste min familie i min drøm … og der var jeg rigtig ked af det«.
»Det er der, mine allerstærkeste følelser er. Det er faktisk meget skørt, fordi i så mange år har mine ekstreme følelser været i min vågne tilstand. Men nu er jeg sådan en rimelig calm-grandma-living-chill-girl, du ved. Om dagen har jeg sådan rimelig meget styr på min psyke, efter jeg har været i fantastisk behandling. Men om natten får jeg ikke helt fred endnu«.
Hvornår du føler, du har bevæget dig i en forkert retning?
»Det har jeg ikke, synes jeg. Det er jo lidt ligesom, om man fortryder noget. Det er mere en indstilling, tror jeg. Det er sådan, jeg gerne ser det, fordi … det er måske det, der gør tingene lidt lettere på en måde, sådan at gøre ting uden at tænke for meget«.
»Jeg har fandme gået i retninger, hvor jeg var sådan, ‘det var sgu ikke lige det’. Det er jo ikke, fordi jeg ikke har gjort noget, hvor jeg var sådan ‘det var ikke lige fire, mand’. Men det fører jo til noget andet«.
‘Born With Heartbreak’ udkommer 19. september.