Her lægger Miri-Ann Beuschel sine penge: »Der er en ubehagelig vibration i sæsonpræget mode«

Skuespiller Miri-Ann Beuschel er syg med hud- og hårplejeprodukter. Men hun nægter at kaste sine penge efter Kähler-vaser og Royal Copenhagen.
Her lægger Miri-Ann Beuschel sine penge: »Der er en ubehagelig vibration i sæsonpræget mode«
Miri Ann Beuschel. (Foto: Tue Blichfeld/Soundvenue)

Miri-Ann Beuschels mentale helbred har nydt godt af den kollektive pauseknap, corona-krisen har været. Skuepilleren, der er kendt fra serier som ‘Doggystyle‘, ‘Parterapi‘ og ‘Helved‘, har brugt tiden og sine penge på velvære, fortæller hun. Og lige når det kommer til skønhedsprodukter, står forfængeligheden i vejen for minimalismen.

Når det kommer til hendes garderobe, forsøger hun til gengæld at få mest muligt ud af det, hun har, ved at rotere de samme stykker på nye måder. For hende handler bæredygtighed nemlig først og fremmest om at kende sig selv. Hvis du ved præcis, hvad du kan lide, og hvad der klæder dig, ja, så »køber du ikke tøj og ting for at imponere andre eller noget, som ender med at samle støv i dit skab«, lyder det fra skuespilleren, der senest har spillet med i ‘Vores mand i Amerika‘ og netop har afsluttet optagelserne på 2. sæson af GG Horsens.

Her fortæller hun, hvor hun lægger sine penge, og hvad de oftest går til.

Hvad er det seneste, du har købt?

»Det er en rød Aby Day shoulder bag fra Chloé. Det er min første rigtige designertaske, og jeg købte den en aften i Illum, hvor jeg gik rundt og sundede mig efter en veloverstået casting. Den er både funktionel og iøjnefaldende smuk uden at være for logo-flashy og overgjort. Og så er det en lykke-amulet; når jeg har den på armen, behandler personale mig ekstra godt og mange fremmede mænd beundrer på afstand i stedet for at lægge an på mig i offentligheden. Det er underligt, det skal være sådan, men det er en realitet, jeg for længst har affundet mig med og nyder godt af«. 

Hvordan har du brugt dine penge under corona?

»Coronakrisen har påvirket mig både negativt og positivt. Selvom jeg bekymrer mig mere om mine forældres helbred og savner at kunne tage ud og danse en hel nat, så har mit mentale helbred nydt godt af den kollektive pauseknap i samfundet. Jeg har givet mere efter for mine forbrugsvaner og prioriterer selvpleje endnu højere. Det har sjovt nok også genereret mere overskud, flere jobs og flere penge. Jeg har sparet mange penge på transport og på MobilePay-overførsler til fællesting, jeg alligevel aldrig rigtig ender med at tage del i. Jeg vil hellere spise frugt, drikke kokosvand og stege øko-bøffer hjemme i mit eget køkken end at bruge penge på gin og tonics, cafe latte og oversaltet café mad«. 

Miri-Ann Beuschel i Doggystyle.

Hvad er dit bedste køb nogensinde?

»Det var et stort kolonihavehus i Roskilde, da jeg var 22 år. Jeg boede der i 3 år og sparede tusindvis af kroner i husleje. Det var den bedste investering, jeg kunne gøre for mig selv på daværende tidspunkt, hvor jeg havde brug for masser af natur, ro og åndeligt frirum«. 

Hvad er dit livs dummeste køb?

»Det ved jeg ikke. Jeg kender mig selv godt, og ved hvad jeg kan lide og kommer til at bruge. Men jeg har sikkert spildt mange penge ved at give ting væk i stedet for at tænke i egeninteresse og sælge dem. Men jeg kan godt lide det sådan. Lækre ting og ressourcer skal cirkulere«.

Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»For mig handler det om at kende sig selv og leve uden unødigt spild. Hvis du ved præcis, hvad du kan lide, køber du ikke tøj og ting for at imponere andre eller noget, som ender med at samle støv i dit skab. Jeg holder mig langt væk fra de store fast fashion-kæder og trends generelt. Jeg synes, der er en ubehagelig vibration i sæsonpræget mode. Og så støtter jeg aldrig den konventionelle svine- og kvægproduktion med en eneste krone«.

Har du nogen laster på det område?

»Ja, helt klart mit forbrug af hud- og hårpleje. Der står mange forskellige shampoo-flasker, cremer og serummer på mit badeværelse derhjemme, og de bliver alle brugt til forskellige lejligheder og behov. Selvom jeg sorterer mit affald og plastikemballage, så ved jeg, det er mere bæredygtigt bare at bruge en sæbe-bar og en olie. Men jeg er for forfængelig til at være minimalist på dét område«. 

Hvilke former for forbrug kan bringe dit pis i kog?

»Folk, der bruger penge på stoffer og lattergas. Jeg begriber ikke, at man frivilligt vil bruge så mange penge på at beskadige sit nervesystem og belønningssystemet i hjernen – det, vi oplever lykke, kærlighed og samhørighed med andre igennem. Og det er ofte de samme mennesker, der gør nar ad dem, der naturligt udtrykker glæder og ekstase over de små ting i livet. Jeg forstår godt brug af substanser, hvis man har traumer eller selvmedicinerer, men jeg bliver vred, når folk fylder sig med stoffer af åndelig kedsomhed og bare for at have det sjovt. Det, synes jeg, er fantasiløst. Og så sætter det også mit pis i kog, når folk holder stille længe i en tændt bil uden at slukke motoren«.

Går du op i mode?

»Jeg ville egentlig gerne gå op i mode, men jeg er petit og har et meget kort torso, og med mine proportioner ser jeg bare fjollet ud i skandinavisk modetøj. Jeg synes også, at meget mode er baseret på idealer, der virker undertrykkende og ekskluderende overfor bestemte kulturer, og det bliver hurtigt kedeligt. Jeg går nok mere op i materialer, snit og personligt udtryk, end jeg går op i mode. Men det betyder ikke, jeg altid har god smag. Hoveddelen af min garderobe består af feminine looks, der sidder pænt i taljen og er af gode, naturlige materialer: ordentlige knapper, syninger og overflader, der ikke ser billige ud. Men den anden del af min garderobe er fjollede stykker tøj i stærke farver, som et Hello Kitty-tracksuit fra Converse. Jeg klæder mig enten som et elegant medlem af samfundet eller en regnbuefarvet is. There is no in between«. 

Hvad bruger du flest penge på?

»Gode produkter fra eksempelvis John Masters Organics, Mizon, Jurlique, Dermalogica, Redken, Tromborg, Philip B. … jeg kunne blive ved. Jeg har haft en tendens til at fokusere meget på andres behov og humør, og skønhedspleje har været min foretrukne måde at bringe fokus tilbage til mig selv i dagligdagen. Mine nærmeste driller mig kærligt og siger: »Du er ligesom Nilens dronning, der bader i mælk og honning««. 

Hvad karakteriserer dine forbrugsvaner?

»Jeg er ikke god til at spare op, og jeg er ikke god til at gå i genbrug. Jeg kan godt lide nyt, men så bruger jeg det også, til det ikke kan mere. Jeg har ikke et gigantisk klædeskab, men jeg er god til at mikse og matche, hvad jeg har. Og det sker derfor ofte, at folk siger: »Ej, hvor er den fin, er den ny?«, selvom det er de samme stykker, jeg roterer på nye måder«. 

Og hvad med din generations forbrugsvaner?

»Karakteristisk for min generation er nok, at de er mere bevidste og samvittighedsfulde. Det er fantastisk, at det er blevet normen. Men de er heller ikke bange for at bruge penge på tøj og jakker, der får dem til at se sjuskede og formløse ud. Jeg har svært ved at forstå appellen ved hipsterkulturen, hvor man bruger mange penge på at se fattig og ydmyg ud. Det synes jeg, der er noget uærligt ved. Det er måske bare, fordi jeg selv kommer fra en husholdning, hvor pengene var meget små, og alt tøj var arvet. Så provokerer det mig en smule at se folk fra mere ressourcestærke familier dyrke det fattige look, fordi det åbenbart skulle være mere autentisk. Så kan jeg egentlig bedre forholde mig til flashy rigdom, slikhår og Hermes-bælter. Men fred være med det. Different strokes for different folks«.

Tue Blichfeld/Soundvenue

Har du en yndlingsbutik?

»Tommy Hilfiger for jeans og jakker, Crās for skjorter og kjoler, Samsøe Samsøe for strik og Rosemunde for bluser. Min guilty pleasure er Fashion Nova. Det er en billig tombola af udskejet tøj og ikke godt for miljøet. Men det er det eneste sted, jeg kan finde festlige, sjove toppe i små nok størrelser, der stadig er formet til kvinder med barm«.

Er der noget, du vil anbefale andre at købe?

»Tøj, der sidder flatterende på deres individuelle kropsform. Og i materialer, der også ser pæne ud i dagslys og efter et par vaske. Det er meget vigtigere for ens udtryk end at have 15 par trendy sneaks og den samme Gucci taske. Og så vil jeg anbefale at købe en god dagcreme med høj solfaktor, sund økologisk mad og en ordentlig hudplejerutine. Det behøver ikke være mega dyrt«. 

Er der noget, du nægter at kaste penge efter?

»Kähler-vaser og Royal Copenhagen. Måske kommer det en dag. Jeg tvivler stærkt. Jeg er simpelthen ligeglad. Jeg vil hellere have noget kikset og råt stående, som har en historie. Eller simpelthen bare undvære«. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

artista @mathiasbaklarsen

A post shared by Miri-Ann Beuschel (@miriannbeuschel) on

Hvad køber du af ikke-fysiske genstande?

»Jeg interesserer mig meget for personlig vækst og udvikling, og hvis jeg støder på en ildsjæl eller ‘lightworker’ på youtube eller på en blog, som deler ud af deres viden om eksempelvis traume-heling, så køber jeg deres ydelser. Det kan være guidede meditationer eller e-bøger. Jeg genkender andre empatiske sjæle, når jeg møder dem, og jeg ved hvor meget personlig smerte, der ligger bag al den visdom, de giver videre til andre. Her mener jeg ikke selvudnævnte guruer og pseudovidenskabelige “eksperter”, men groundede mennesker der har omsat dårlige oplevelser og livsvilkår til lærdom. De fortjener at blive betalt for deres terapeutiske arbejde, som har et kæmpe potentiale til at løse mange samfundsproblemer – som blandt andet overforbrug og grådighed på globalt plan, som jeg tror har rod i frygt og mangelfølelse. Jeg kan godt lide, når der bliver talt for at se indad og tage fat ved roden af problemet. De er en slags skjulte helte, der heldigvis er ved at opnå mere bred anerkendelse. Nogle nævneværdige favoritter er Jeff Brown, Bethany Webster, Lisa A. Romano, Pamela Kribbe og Chloe«. 

Hvis man ser bort fra prisen, hvad vil du så allerhelst eje?

»En lejlighed i Californien ved havet og en midt i Moskva. Og så ville jeg have en hest igen … eller to«. 

Hvad har du ejet i længst tid?

»En lang Patricia Pepe-jakke, min far købte til mig i Silkeborg på udsalg, efter jeg havde fået 13 i mundtlig dansk til min 9. klasses eksamen (dengang man stadig kunne få 13). Han gav mig den med sådan en stolthed og ømhed. Det var i 2007. Trods sin egen opvækst og begrænsninger har min far altid påskønnet fine ting. Han har tænkt positivt og ønsket mig adgang til andre muligheder i livet. Det er måske den eneste materielle genstand, jeg aldrig vil skille mig af med«.

Hvad bliver dit næste investering?

»En god seng. Jeg er lige flyttet ind i en ny lejlighed og sover på sofaen i stuen. Og så bliver det en togbillet til Jylland for at besøge nogle mennesker, jeg holder meget af«. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af