‘Halo Wars 2’ gør et hæderligt forsøg på at overføre ‘Red Alert’-konceptet til konsol
Real time strategy-spil er en genre, der næsten virker som om den kun kan fungere til den personlige computer. Kombinationen af tastaturgenvejene til de mange enheder, bygninger og strategier, og musens forholdsvis præcise og hurtige reaktionstid er en del af strategispillets DNA. Konsollernes hurtige tempo og lidt mere simple controllere var ikke favorable for RTS-spillene. Mente man.
Der har været forsøg på at oversætte RTS-genren til konsoller: Man forsøgte med det første ‘Red Alert’, men implementeringen af det helt klart ‘indrettet til computer’-gameplay resulterede i en lidt halv oplevelse. Det var ikke som sådan for alvor dårligt, men man sad med følelsen af at det virkede overflødigt at spilde ressourcer på at omgøre et udmærket computerspil til et lidt middelmådigt konsolspil. Og salget var derefter: Ikke et flop, men heller ikke pragende. Siden midhalvfemserne og indtil 2009 er der således ikke blevet gjort nogen større forsøg i den retning.
Det er derfor et imponerende sats og en prisværdig bedrift at Microsoft i 2009 og nu i hele to omgange har forsøgt at omgøre deres tunge ‘Halo’-franchise til strategispil dedikeret Xbox-konsolen – og endda med held.
Det første ‘Halo Wars’ udkom ekslusivt til Xbox 360, og megen tid og energi blev dedikeret til at løse problemet med den manglende mus/tastatur-kombinationen – og det lykkedes. Ved hjælp af en forholdsvis elegant forsimpling af gameplay-mekanikken i RTS-land blev ‘Halo Wars’ et godt spil til Xbox. Spillet fik endog gode anmeldelser, og opildnet af deres succes har Microsoft så nu udviklet og udgivet efterfølgeren – ‘Halo Wars 2’.
En frygtindgydende produktionsværdi
‘Halo Wars 2’ er i denne omgang udgivet både til computer og Xbox – med det aber dabei, at spillet kun virker på Windows 10, og kun kan downloades gennem en særlig Windows Xbox-app.
Misforstå ikke: ‘Halo Wars 2’ er først og fremmest et Xbox-spil, ligesom ‘Halo’-spillene først og fremmest var det – og ‘Halo Wars 2’ er også først og fremmest et ‘Halo’-spil, før det er et strategispil. Mere om det senere.
Når man åbner spillet, så slår det en: ‘Halo Wars 2’ har en decideret frygtindgydende produktionsværdi. Musikken, menuerne, figurerne, stemmeskuespillet og manuskriptet lugter af penge. Rigtig, rigtig mange penge. Der er ikke en finger at sætte på design eller produktion.
Efter at have klikket dig igennem et par flotte menuer, bliver du introduceret til en flot tutorial, hvor du efter den klassiske skabelon introduceres til de klassiske RTS-mekanismer – lav en firkant om dine marines for at markere dem, tryk her for at få dem til at bevæge sig, hold R inde for at kaste med granater, byg en bygning, saml nogen ressourcer etc.
For ‘Halo Wars 2’ er et ekstremt klassisk strategispil. Man bygger en base, i basen producerer man soldater og militært materiale, hvis (igen klassiske) sten/saks/papir-funktion man i spillets loadingmenuer får udpenslet: Infanteri slår flyvende enheder, flyvende enheder slår køretøjer og køretøjer slår infanteri.
De enheder vælger man så, og klikker derefter ens modstandere til døde. Både egne og modstanderes enheder er alle sammen enormt flotte imens.
En historie et sted
I kampagnen bliver man pædagogisk introduceret til lidt mere avancerede gameplay-elementer – tryk her for at smide Archer-missiler i hovedet på din modstander, tryk her for at hele dine Warthog-jeeps med droner og tryk her for at garrisonere dine marines i denne forladte bygning, hvor de så er lidt sværere for din modstander at gøre has på. Derudover har man nogle helte-enheder med en række taktiske egenskaber, som kan benyttes forskelligt på slagmarken.
Der er også en historie inde i kampagnen et sted – det er noget med nogen krabater, der er endnu mere barbariske end de sædvanlige ‘Halo’-fjender The Covenant som skal have nogle tørre tæsk.
Men jeg må ærlig talt indrømme at hele Halo-fortællingen for mig mest har karakter af, at en flok meget amerikanske marines tager ud i rummet for at give nogen farlige og stærkt religiøse typer tørt på, mens de skiftevis råber »medic«, »ooh-rah« og »I’m under fire«.
Ikke at den slags historier per definition ikke virker, forstås – men den er så klassisk at man slår hjernen fra, og mest føler den i kroppen. Det er fedt, når skærmen ryster og man redder en Spartan Warrior à la Master Chief fra den sikre død i sidste øjeblik – men den bundfælder sig ikke på et dybere niveau. Det er Hollywood-knald-film i spilform, det her. Dyrt, men en lille bitte smule overfladisk.
Multiplayerspillene – som kampagnen klart lærer en op til – er da også, med dundrende action og ‘tænk og klik hurtigt’-scenarier, men stadig lidt overfladisk. Det går hurtigt med at få erklæret en taber (der er endda et vigtigt game mode, der hedder Blitz).
Vagt overfladisk
Det er grundlæggende den kritik jeg har imod spillet – ‘Halo Wars 2’ føles overfladisk. Det føles ikke dårligt eller ugennemført, men der foregår intet i hverken gameplay, setting eller historie, som vi ikke har set før.
‘Dawn of War’ skabte opskriften for over 12 år siden. ‘Warcraft 3’ klarede den dyre produktionsværdi og den klassiske hollywood-filmopbygning for 15 år siden. ‘Starcraft’ gjorde RTS til hurtig, heftig eSport for snart 20 år siden.
Microsoft gør klogt i at markedsføre ‘Halo Wars 2’ primært til Xboxen – for RTS-fans på pc vil intet nyt finde. Det store trækplaster ville for dem være det enorme ‘Halo Universe’-mærkat, der står printet med tykke blogbogstaver hen over titlen. På pc er .Halo Wars 2’s gameplay overgået flere gange – og for lang tid siden.
Det sagt er ‘Halo Wars 2’ ikke et dårligt spil – det er ganske underholdende. Og det har den force, at det ingen konkurrence har, hvad angår RTS’er til konsol. Men for 550 kroner bør man forvente mere end det.
Godt
+ Et honest to god velfungerende RTS-spil til konsoller
+ Høj, høj produktionsværdi
+ Gensyn med ‘Halo’-universet
Skidt
– Intet nyt under solen.
– Lidt tomme Hollywood-kalorier
– Forholdsvis dyrt – og virker kun på Windows 10 og Xbox.