ANALYSE De fleste dage er en Facebook-profil intet andet end et nødvendigt onde, der er svært at undgå, hvis man gerne vil have muligheden for at føre alskens sære samtaler, passe sit arbejde eller blive inviteret med til fester. Resten af Facebook er for mig en forpestet sump af ligegyldighed og giftige miljøer pakket ind i en faretruende følelse af overvågning.
Men der er én funktion, som jeg hver dag glæder mig over på Facebook og takker Mark Zuckerberg og hele banden for. Facebook På Denne Dag giver mig hver dag noget at se frem til ved at se tilbage. Og det gør det ganske enkelt fordi, det tvinger mig til at forholde mig til ikke alene tidligere tanker, men også gamle karaktertræk.
Facebook er pt. det eneste fremherskende sociale medier, der lader dig dvæle ved din egen fortid. Jeg forestiller mig funktionen vil blive tiltagende akavet for mig, hvis Facebook stadig er en ting om 40 år. I dag for 47 år siden valgte du at skrive en indforstået statusopdatering på tysk og et billede af nogle buske.
Det, der gør Facebook På Denne Dag til noget mere særligt, end bare at bladre et gammelt fotoalbum, er at man også får statusopdateringer med. Vi kan kigge tilbage på gamle billeder og huske øjeblikke, men med Facebook Minder tvinger gamle statusopdateringer os til at huske gamle tanker. Da jeg var 18, tænkte jeg, det var en god idé at fortælle hele verden, at jeg sad og så ’Paradise Hotel’ og tilsyneladende gik ekstremt meget op i det.
Fællestrækket for majoriteten af mine gamle statusopdateringer er en studentikos, misforstået kunstnerisk narcissisme, der kun overgås af Nik & Jay på Twitter. Og selvom jeg naturligvis krummer tæer af det nu, så er det en god daglig reminder om, hvem jeg en gang var – den prætentiøse douchebag, der som alle andre bare ventede på, det blev min tur til at få opmærksomheden. Røvhullet, der talte grimt til mine venner på Facebook. Den kæmpestore bøv.
Men ikke nok med det, så minder det mig også om, hvem jeg stadig er – og hvordan jeg stadig bruger sociale medier til forskellige grader af selvbilledepleje. For grundlæggende set har de sociale medier og vores adfærd omkring dem ikke har ændret sig, selvom forgængeligt indhold er blevet normen. Jeg er stadig ekstremt narcissistisk, når jeg deler grynede, mørke og skrattende nattelivsvideoer på Snappen. Eller når resten af verden skal se min lækre taco-anretning på Instagram. Eller selv når jeg deler en underfundig halv tanke på Jodel. Facebook På Denne Dag er bare det eneste sted, vi bliver mindet om, hvordan det ser ud på den lange bane. Alt andet socialt medie-indhold er skudt ud i cyberspace, glemt og siden gemt på en fjern server-ø, hvor vi aldrig finder det igen – og aldrig skal forholde os til vores udtalelser igen.
Forestil dig, hvis Snapchat introducerede en På Denne Dag-funktion. Det ville ikke være kønt, vel?
I en tid, hvor Instagram netop har ladet dig rydde op i dine gamle billeder, så andre ikke kan se dem længere og Twitter ikke tilbyder nogen som helst let mulighed for at gense sin spæde start på mediet (jeg gruer over at tænke over, hvad for noget idiotisk crap, der ligger på min Twitter-tl) er Facebook Minder derfor den eneste vej til noget så sjældent som selvreflektion på sociale medier.
Læs også: Facebook Stories er en spøgelsesby, der udstiller det sociale medies midtlivskrise