Fem anbefalelsesværdige spil af nyere dato, du kan spille på din Mac

Fem anbefalelsesværdige spil af nyere dato, du kan spille på din Mac

I gamle dage – og med gamle mener jeg for syv-otte år siden – var det sådan, at hvis du havde valgt at have en Mac i stedet for en PC, var det et valg, der betød at du stort set måtte leve uden computerspil.

Grundene hertil var mange, men måske vigtigst af alt er det tidskrævende og dyrt at udvikle spil til mere end et styresystem. Derfor valgte man som udvikler per automatik at udgive sine spil på Windows, fordi det var betydeligt mere udbredt, og man derfor havde flere købestærke kunder på PC end på Mac.

I vores stilmæssigt bevidste hjemland, der tidligere er blevet udpeget som et af de ti mest Mac-glade lande i verden, har det således været op ad bakke at være både Mac-ejer og gamer på samme tid.

Men pinslerne er ved at være ovre og selvom Mac på ingen måde er kommet på omgangshøjde, er der masser af stærke titler at vælge imellem. Nu om dage er spilindustrien ved at være med på, at folk med Macbooks, iMacs, etc. også gerne vil game. Derfor har vi fundet fem nye og kvalitetsstærke spil frem, som kan nydes bag din aerodynamiske og stilrent designede østers af aluminium og glas.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Hollow Knight’ (2017)

‘Hollow Knight’ er et lille stort mesterværk. Hver eneste baggrund, figur og effekt er håndtegnet, og giver et indtryk, der på næsten sublim vis både fremkalder børneeventyrenes uskyldighed og en meget moden omgang med temaer som forfald, det fortabte, det undertrykte og der uundgåelige. I rollen som en stum, vanvittig nuttet og skræmmende kompetent mini-kriger hopper og hugger man sig vej gennem det underjordiske og faldne kongerige Hallownest, hvis indbyggere var antropomorfe biller – det giver mening i spillet, tro mig.

Det har også, skal jeg skynde mig at sige, en sværhedsgrad der på ingen måde er for børn, og fordrer en frygtelig masse gråd, raseri og ragequitting.

Men når man vender tilbage (for det gør man) og vinder (for det gør man også) er tilfredsstillelsen så meget desto større. Hver eneste nyt, underskønt område er lige dele frustrerende, utroligt og underfundigt rædselsfremkaldende. ‘Hollow Knight’ er i den grad et spil for voksne. Og en kæmpe oplevelse.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Planescape: Torment – Enhanced Edition’ (2017)

Rasende subjektiv holdning: Et af verdens bedste spil udkom i december 1999. Udover en lille, men intens, flok vanvittigt begejstrede anmeldere, lagde verden dog ikke synderligt mærke til det, og spillet var et kommercielt flop.

Men ‘Planescape: Torment’s underfundige og radikale omgang med alle fantasy-rollespillenes troper bestod the test of time – hovedpersonens velskrevne og komplekse baggrundshistorie, de dybe karakterer og spillets relativt tilgængelige, men også udfordrende, omgang med filosofi, eksistens og politik lagde byggestenene for moderne tiders ‘Bioshock’, ‘Fallout’ og vældet af indiespil, der insisterer på at spil sagtens kan være sigende og intelligente, uden at være kedelige.

Og nu er vi blevet begavet med en splinterny version, der også fungerer til Mac. Det er et spil, der sætter sig fast i hjerne og kød.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Owlboy’ (2016)

Norsk-udviklede ‘Owlboy’ var lang tid om at udkomme – ti år, faktisk. Den ene udvikler, Simon Stafsnes Andersen, har gennem hele sit liv kæmpet med svære depressioner – en omstændighed, der ikke bare betød at spillets udgivelsesdato blev skubbet et par gange, men også kan mærkes i spillets overraskende rå omgang med følelsen af at være en outsider.

Man spiller som uglen Otus, der bor i en af de få overlevende uglebyer, der eksisterer i en verden, der af uvisse årsager, er blevet sprængt til atomer. Ens læremester har opgivet en, og man lever med den særlige skam, der hviler over de inkompetente og de udstødte. Igennem spillet må man langsomt komme sig over sig selv, og finde sin egen vej i verden, mens man svæver rundt blandt de kærligt og smukt skabte omgivelser, der minder om Nintendos 2-D-velmagtsdage.

Det er varieret, morsomt og velskrevet – men med alvoren i behold.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Total War: Warhammer’ (2017)

Der er efterhånden noget ny-mytologisk over britiske Games Workshops grandiose og kitsch-sorte ‘Warhammer Fantasy’-univers.

Det er Tolkien på lige dele Lovecraft, ‘Barbaren Conan’ og anabole steroider. Det er enorme, sjove og overdestruktive kampe mellem hære, der er umenneskeligt opsatte på at lave hinanden til enten fint pulver eller blodigt bankekød. Det er på kæmpeskala og kæmpeurealistisk.

Det er, med andre ord, helt og aldeles perfekt til Creative Assemblys ‘Total War’-serie, der har taget livtag med alt fra den japanske Edo-periode over oldtidens Rom til Napoleontiden.

Det klæder virkelig den gamle titan at blive transplanteret til fantasy-universet, hvor der i den grad er rum for de ting, der gør de store ‘Total War’-kampe sjove – enheder, der bliver kastet rundt som var de kludedukker, kæmpekanoner, trolde der spiser menneskesoldater og helte med sværd, der er dobbelt så lange, som de selv er høje.

Det er alt for fedt. Og nu er det også til Mac.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Shadow Tactics: Blades of the Shogun’ (2016)

I det evigt omskiftelige og underfundige popkulturunivers kommer og går trends som årstiderne skifter. Én ting er dog eviggyldigt: Ninjaer og samuraier er åndssvagt seje.

I ‘Shadow Tactics’ (der henter sin inspiration fra tidligere tiders ‘Commandos’ og ‘Desperados’, men dog ikke slutter på -dos) indtager man rollen som et elite-hold bestående af en ninja, en garvet ronin, en geisha og andre cool skikkelser fra den japanske Edo-tid. Med kastestjerner, katanaer og på listefødder sniger man sig omkring i fjendtlige paladser og krigslejre, på jagt efter identiteten på en mystisk og magtfuld krigsherre, der truer med at destabilisere hele Japan.

Der er intet sødere end en veludført plan, og lyden af en fjendtlig krop, der dumpt rammer jorden, mens ens agenter balancerer på en knivsæg og som skygger infiltrerer en tungt bevogtet fjendtlig befæstning.

Det er udfordrende, sjovt og skarpt som en nyslebet dai-katana.

Læs også: De fem mest skuffende måder at dø på i computerspil – i alt fra ‘GTA’, ‘Mario Kart’ og ‘Uncharted’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af