Big Boi

Big Boi bevæger sig på sit andet soloalbum væk fra Outkast-lyden. Den overmenneskeligt selvsikre funkrap-konge, der suverænt orkestrerede solodebuten ‘Sir Lucious Left Foot’, dukker glimtvis op, men det nye udspil domineres af samarbejder med tågede drømmepoppere som Little Dragon og Phantogram. Den faste og fast fantastiske samarbejdspartner Sleepy Brown dukker til gengæld kun op en enkelt gang, symptomatisk nok.

Atlanta-rapperen virker som gæst på sit eget album. ‘Raspberries’ lyder næsten som Gnarls Barkley, men Big Boi er stort set ikke til stede – hans henkastede undskyldning for et vers lyder som en skitse. Det samme sker på ‘Higher Res’. Tilsvarende ville ‘Descending’ være perfekt på et jj-album, men her forstærker det følelsen af permanent intermezzo: Albummet syrer ikke ud, det stener bare videre.

Læs anmeldelse: Big Boi ‘Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty’

Tingene liver op, når Big Boi er i velkendt territorium. Funk-lover-rim på ‘Mama Told Me’ og overlegne flows over synth-wobblerier på ‘Thom Pettie’ viser, at han stadig kan. ‘Lines’ med ASAP Rocky får det bedste ud af indiepop-æstetikken, mens ‘In the A’ med Ludacris og T.I. ikke ligefrem er majestætisk (som eksempelvis ‘General Patton’ var), men en solid og dundrende Atlanta-hyldest.

Men så er der ting som ‘Shoes for Running’ med surfer-slackeren Wavves og plastik-poprapperen B.O.B. Nummeret er lige så frygteligt, som gæsterne lader forvente, hvilket afspejler pladen som helhed: Ideerne er åbenlyst dårlige. Har nogen nogensinde ønsket, at Big Boi sang mere? At han havde flere halvdrømmende guitarloops? Big Boi er ikke gået pop, han er gået indiepop. Det er ikke fornyelse, men forvildelse.