‘Björn Afzelius: Tusen bitar’
Hvis Björn Afzelius overhovedet associeres med noget i min generation (jeg er født i ’87), er det en støvet cd, man nødtørftigt sætter på i mormor og morfars sommerhus, når ens iPhone er løbet tør for strøm. Og efter at have set ’Björn Afzelius: Tusen bitar’ slår det mig, at det sandsynligvis vil forblive sådan.
Den manglende fascination har intet med alder at gøre, for blandt min generations største helte står modne kunstnere som Bob Dylan og Paul McCartney centralt. Og man kan da også sagtens fascinere med forholdsvis standardiserede portrætfilm, når blot hovedpersonen har tilstrækkelig x-faktor. Tænk bare på Martin Scorceses grundige portræt af The Quiet Beatle ‘George Harrison: Living in the Material World’.
Magnus Gertten og Stefan Bergs sympatiske portrætfilm om den svenske singer-songwriter gør da også et bravt forsøg på at overbevise om, at ’Affes’ betydning for verdensmusikken var voldsomt undervurderet i sin samtid. Derfor bliver alle fortællemæssige klichéer om den lidende kunstner sat i scene.
Lille Björn blev født som bondeknold og endte sine dage som elsket familiefar og semi-verdenskendt musiker. Undervejs sloges han et komplekst moderforhold og derfor (?) også et Don Juan-agtigt misbrug af kvinder. Tilmed var han politisk engageret i Mellemamerika, og i 1999 døde han alt for tidligt på tragisk vis.
Centralt i filmen står den musikalske udvikling, hvor Afzelius går fra at være protestsanger i bandet Hoola Bandoola Band til at være let eksperimenterende på pladen ’Johnny Boy’ og siden countrymusiker på senere indspilninger. Fra elsket af den politiske venstrefløj til hadet af kultureliten. Lyder det som noget, vi Dylan-fans har hørt før? Sådan ultralight?
Filmisk set er der heller ikke noget på spil. Historien er konsekvent fortalt af voice-overs (mestendels af livsven/rival Mikael Wiehe og ekskæreste Marianna Lindberg De Geer) og ’talking heads’, der taler hen over arkivoptagelser, stillbilleder og nyere optagelser fra steder i verden, som har betydet noget for Afzelius.
Hvor en anden svensker, den tragisk afdøde Malik Bendjelloul, i 2012 rystede verden med sit uhyre opfindsomme, næsten thrilleragtige portræt af den glemte, men nu kanoniserede folk-musiker Rodriguez, er denne film en anderledes ukontroversiel størrelse. En jævnt skandinavisk ’Searching for Sugar Man’.
Afzelius var et privat, sågar hemmelighedsfuldt menneske. Det er i sagens natur et godt grundlag for en portrætfilm, men desværre (for tilskueren – ikke for Afzelius) var hans kærligheds- og familiebrydninger ikke meget mere dramatiske end dem, man vil kunne finde i ethvert andet menneskes liv. Det er symptomatisk, at hans største hit, ’Tusen bitar’, er et cover-nummer forfattet af en anden væsentlig nordisk musiker, danske Anne Linnet.
Kort sagt:
Dokumentarfilmen om den solidariske, men også ukontroversielle svenske troubadour Björn Afzelius er et temmelig generisk portræt. Som film hæver den sig ikke over en standard tv-dokumentar, og skildringen af hele fordum-Nordens guitarikon føles refererende og aldrig mere end det.