‘De små ting’
Islands indbyggertal taget i betragtning bliver man til stadighed overrasket over landets evne til at producere særegne stemmer inden for litteratur, musik og i særdeleshed film. I det seneste årti har vulkanøen således spyet den ene kritikerroste filminstruktør ud efter den anden.
Med ’De små ting’ skriver Baldvin Z sig ind i rækken af islandske historiefortællere, der anført af Rúnar Rúnarsson og Dagur Kári skildrer hverdagens iskolde, men poetisk insisterende begivenheder i et særligt følsomt filmsprog. Her hører lighederne dog op, for i modsætning til landsmændene sværger Baldvin Z til en mere plotdrevet fortælling.
Tre vidt forskellige liv udspiller sig hver for sig og krydses i Reykjavik. Eik er alenemor, børnehavepædagog og luksusluder, Móri er en detroniseret, alkoholiseret forfatter, og Sölvi er en bankmand med moralske kvaler. Deres historier begynder hver for sig, men forenes gennem tilfældigheder, samtidig med at fortællingen tager både kortere og længere spring tilbage i tiden. Hurtigt står det klart, at de tre karakterer er eksponenter for hver deres samfundslag: Den hårdtarbejdende underklasse, den kreative middelklasse og den moralsk depraverede overklasse.
Filmens tredelte mosaiksammensætning er kun delvist vellykket. En af fortællingerne, Sölvis, er simpelthen ikke lige så vedkommende som de andre. Typisk for en film, der udspringer af den kreative middelklasse (som de fleste film nu engang gør), er blikket på overklassen stereotypt fordømmende. Således omgås Sölvi af en irriterende og karikeret mellemledertype, en gravid kvinde, der drikker, og gråhårede forretningsmænd, der vælter sig i ludere og coke.
Anderledes vedkommende er Eik og Móris fortællinger, der tidligt i forløbet bliver til én sammenknyttet historie. Mellem dem opstår en aparte og uventet kærlighed, der gradvist tvinger dem begge til at forholde sig til både fortiden og deres nuværende liv. Her bliver instruktørens gennemgående valg af helt nære billeder af karakterernes ansigter ekstra virkningsfulde.
Filmens sidste del er den svageste, da den i stedet for at bevare den ildevarslende antydning af fortidens tragedier vælger det store følelsesmæssige udbrud, hvor karaktererne entydigt overforklares med freudiansk logik. Når den prostituerede selvfølgelig er incestoffer, bliver det for forudsigeligt.
Det havde slet ikke været nødvendigt, da Baldvin Z indtil da formidler sine tragiske skæbner med en insisterende tro på melodramaets styrke som i Susanne Bier og Ole Bornedals bedste film.
Kort sagt:
Tre belastede eksistenser snor sig ind og ud af hinanden i en engagerende og smukt fotograferet islandsk film, der dog glimtvis præges af en lidt hul og overkonstrueret samfundskritik. Melodramaet når næsten Susanne Bier’ske højder i Baldvin Z’s ’De små ting’.