Roland Møller har gang i en karriere, hvis lige aldrig er set på dansk grund. Med en række voldsdomme i bagagen brød han igennem som frygtindgydende indsat i den fremragende fængselsfilm ‘R’, som han leverede en pæn portion af researchen til.
Siden var han skibskok i ‘Kapringen’ og alfons i Nordvest’, og for alle tre roller inkasserede han en Bodil-nominering – han vandt endda for den sidste.
Til december kan Roland Møller ses i sin første hovedrolle i Martin Zandvliets ‘Under sandet’, og vi kan godt allerede nu røbe, at han bliver svær at komme uden om, næste gang de danske prisstatuetter skal uddeles.
Møller har således fået et eftertrykkeligt gennembrud, som nu også tager ham ud over de danske grænser. På Instagram har han postet et billede fra Budapest, hvor han er på skydebane som optakt til indspilningen af ‘The Coldest City’ over for flere prominente navne: Charlize Theron, James McAvoy og John Goodman.
Filmen handler om en MI6-agent (Theron), der skal opklare mordet på en agentkollega under Berlin-murens fald og tilbageerobre den liste over dobbeltagenter i Berlin, som den afdøde agent var i besiddelse af. I instruktørstolen sidder David Leitch, der fik et hit med den herlige actionfilm ‘John Wick’ med Keanu Reeves i hovedrollen som hævngerrig hitman.
Hvad Roland Møller skal spille i ‘The Coldest City’, står endnu ikke klart, men han er i god tysktræning fra ‘Under sandet’ (hvor han spiller en dansk sergent, som får unge tyske krigsfanger til at rydde miner efter Anden Verdenskrigs ophør), så mon ikke et godt bud er, at han inkarnerer en karakter af tysk afstamning.