Cannes-highlight dag 7: Den stærkeste hiphopfilm siden ’8 Mile’ er årets store crowdpleaser

Cannes-highlight dag 7: Den stærkeste hiphopfilm siden ’8 Mile’ er årets store crowdpleaser
Elisabeth Moss og Gwendoline Christie i 'Top of the Lake: China Girl'
Dansk-svenske David Dencik gnistrer over for Nicole Kidman, og Patricia aka Killa P aka Patti Cake$ er simpelthen ikke til at stå for, skriver vores filmredaktør fra Cannes-festivalen.

1. Dencik, Professor Puss

Det danske spotlys i Cannes har hidtil primært været rettet mod Claes Bang og hans hovedrolle i Guldpalmekandidaten ’The Square’.

Men nu får han kamp til stregen som den skarpeste repræsentant for vores lille filmland på festivalen. Dansk-svenske David Dencik har en stor birolle i anden sæson af Jane Campions miniserie ’Top of the Lake’, som jeg anmelder i morgen, men allerede her må jeg slå fast, at han simpelthen gør det forrygende.

Dencik spiller en særegen blanding af alfons, akademiker og engelsklærer for asiatiske prostituerede, der på mange måder forguder ham og har givet ham kælenavnet Professor Puff. Han har langt slikket hår, en lidt for stor blazer, 70’er-universitetsassocierende velourbukser, og han overbeviser fuldstændigt som den enigmatiske mand, der på én gang kalder sig selv feminist, har haft planer om at skrive afhandlingen ’Mænds skæbn’« og altså er med til at trælbinde kvinder og sælge deres krop.

David Dencik i profil i 'Top of the Lake: China Girl'

David Dencik i profil i ‘Top of the Lake: China Girl’

Hans betydning for historien er afgørende og dobbelt. Allerede i sæsonens første scene afsløres det, at han er indblandet i en af de prostitueredes død (han nikker ok til, at kufferten, hvor hun livløst er gemt væk, dumpes i havet). Og så er han kæreste til en blot 17-årig pige, som viser sig at være hovedkarakteren Robin Griffins bortadopterede datter. I en scene, hvor Dencik for første gang introduceres for pigens plejeforældre, slår det seriøse gnister mellem den koldrøvede, skumle dansker og den skeptiske, intellektuelle mor spillet af ingen ringere end Nicole Kidman.

Dencik spiller på mange af de facetter, han også har demonstreret i en dansk sammenhæng, evnen til at være både klammo og underligt charmerende. I det to første afsnit har han skabt en af seriens mest interessante figurer, og han slår endnu engang en tyk streg under, at han sagtens kan være med på allerhøjeste internationale niveau.

Annonce

2. Patti Cake$

Jeg er ikke just det store hiphoporakel, men tøver alligevel ikke med at udråbe ’Patti Cake$’ som den mest anbefalelsesværdige hiphopfilm siden ’8 Mile’.

Ligesom Eminem-filmen er det en ung, håbefuld hvid MC’s kamp for et gennembrud i et hårdt sortdomineret ghettomiljø, der er i centrum. Patricia aka Killa P aka Patty Cake$ drømmer om livet som gangstarapper a la O-Z, filmens pendant til… you guessed it… Jay Z. Men det er ikke nemt, når man er en hvid og svært overvægtig white trash-pige, der skal betale regningerne for sin fallerede mor (der tror, hun skal opføre sig som sin datters søster) og bærer øgenavnet Dumbo i hele kvarteret.

Patricia lever dog drømmen og laver musik med sin søde latino-ven, som arbejder på et apotek, og siden også en mut, glasøjebeklædt sort fyr, som producerer beats i sin mørke hytte midt ude i skoven. En hvid, en sort, en latino, det lyder som en Benneton-reklame, og instruktør Geremy Jasper ved da også akkurat, hvilke knapper han skal trykke på, så han både appellerer til tårekanalen og lattermusklen.

Men man accepterer kalkulen, fordi Killa P’s op- og nedture er beskrevet med uimodståelig energi og stor humor i såvel rim, rapbattles og trioens interne dynamik. Den har nerven fra ’8 Mile’ og humoren fra ’Dope’ og heldigvis meget lidt af det sleske ghettonasseri fra ’Precious’, som den ellers på overfladen har en del til fælles med.

’Patti Cake$’ er langt mere vital, veloplagt fra start til slut, med ørehængende tracks (inklusive et par frække Bruce Springsteen-hiphopcovers) og en temmelig skøn Danielle Macdonald i hovedrollen. Festivalens suverænt største crowdpleaser.

Louis Garrell som Jean-Luc Godard og Stacy Martin som hans ekskæreste i Michel Hazanavicius 'Redoubtable'.

Louis Garrell som Jean-Luc Godard og Stacy Martin som hans ekskæreste i Michel Hazanavicius ‘Redoubtable’.

3. Mellemvarerne, read all about them!

Det er i hovedreglen tre typer film, som den seneste uge har klaret cuttet til denne tredelte dagbog: De rigtigt gode, de rigtigt interessante og dem, der ikke levede op til de høje forventninger.

Og så er der alle de andre. Mellemvarerne. Og de findes altså også i den mest attråværdige hovedkonkurrence på filmsæsonen.

Tag for eksempel ’The Artist’-instruktør Michel Hazanavicius’ satiriske portræt af den franske nybølgelegende Jean-Luc Godard (en god, storlæspende Louis Garrell), ‘Redoutable’, som virkelig får med grovfilen i sin landsmands skildring, baseret på en bog af Godards ekskæreste, som i filmen spilles af Stacy Martin fra ’Nymphomaniac’.

Filmen sætter komedie over drama, og Godard skildres som en højrøvet, overidealistisk idiot, hvis politiske idealer drukner enhver form for menneskelig empati, også med den underklasse, han skulle forestille at repræsentere. Og Hazanavius gør kækt brug af mange af Godards filmiske opfindelser. Stor kunst er det dog ikke.

Også japanske Naomi Kawase hører til i mellemklassen. Sådan permanent. Alligevel er hun fast gæst på Cannes-festivalen. Hendes nye film, ’Hikari’, beskæftiger sig med så mærkeligt et emne som en kvinde, der laver synstolkning til filmoplevelser for blinde. Det kommer der en rimelig, men også noget sødladen film om kommunikation og menneskelig forbindelse ud af.

Endelig har den franske veteran Jacques Doillon lavet en biografisk film om skulptøren Rodin, bedst kendt for Grubleren. Man grubler primært over, hvad den laver i hovedkonkurrencen. En altmodisch film, der indimellem skaber et fascinerende indblik i kunstnerens arbejdsproces, men primært er en stiv og forstokket affære. Festivalen værner om sine gamle venner, på godt og ondt.

Læs også: Cannes dag 6 – Instastjernernes indtog, Colin Farrells deadpankomik og en midtvejsstatus