’Top of the Lake: China Girl’: Elisabeth Moss, Kidman & co. i suveræn femikrimiopfølger

’Top of the Lake: China Girl’: Elisabeth Moss, Kidman & co. i suveræn femikrimiopfølger

CANNES FILM FESTIVAL. Efter al snakken om tv-seriernes indtog på Cannes, var det forbløffende, hvor beskeden interessen var, da de to første afsnit af ’Top of the Lake’ blev vist for pressen i festivalpalæet: En af de mindre sale, kun halvt fyldt op.

Men de fraværende gik glip af noget: ’Top of the Lake: China Girl’ spiller på mange af de samme tangenter som den originale første sæson – en gravid ung pige i centrum for en forbrydelse orkestreret af klamme mænd involveret i gedulgt organiseret kriminalitet – men tangenterne sidder på et helt nyt og utroligt veldrejet klaver.

Den unge gravide pige er en asiatisk prostitueret i Sydney, og i allerførste scene dumpes hun i vandet hengemt i en kuffert med dansk-svenske David Dencik som bossmanden bag. Modsat første sæson er spørgsmålet således ikke whodunnit, men whydunnit, og man må bare sige, at Campion effektivt ansporer nysgerrigheden, til trods for at de hårde facts er givet på forhånd.

Fire år efter første sæsons optrevling af en pædofiliring i New Zealand er Elisabeth Moss’ politiefterforsker Robin Griffin vendt tilbage til sin afdeling i Sydney for at komme videre med sit liv med traumer og et nådesløst brud i bagagen. Hun drejer armen om på sin chef for at komme på sagen om den dræbte prostituerede, samtidig med at hun for første gang opsøger den datter, hun fik som følge af en voldtægt og bortadopterede som purung.

Den nu 17-årige datter er tilfældigvis kæreste med David Denciks alfons og sproglærer på bordellet, seriens uden sammenligning mest søgte forbindelse, der knytter Robins efterforskning og privatliv sammen.

Men heldigvis er både Robin, Dencik, datter og datters adoptivmor så interessante figurer, at man gerne indgår på præmissen. Datteren spilles af Jane Campions egen datter, Alice Englert, og er en overklog og fuldstændigt illusionsløs teenager med en dårlig smag i mænd. Man forstår godt, hvor hun har sit mørke syn på livet fra, for hendes mor, spillet af Nicole Kidman (i en gestaltning med langt gråt hår a la Campion selv, det kan man så tænke lidt over), er en konstant kværulerende akademikertype.

Dencik er både gusten og dragende som den intellektuelt tvetydige Puss, som kalder sig feminist, samtidig med at han smider prostituerede livløst i havet. Elisabeth Moss er lige så god her, som hun er i ’The Handmaid’s Tale’ (sikke en dobbeltserietilstedeværelse!), med sit portræt af en kvinde, der introvert bider traumerne i sig og tror, at hun kan arbejde sig ud af lidelserne. Og endelig er Gwendoline Christie (Brienne i ’Game of Thrones’) et rørende comic relief som den overivrige politi-rookie Hillmarson, der ser nærmest barnagtigt op til Robin.

Politikollegaernes nedladende kommentarer til den lidt uanseelige Robin og den mandhaftige Hillmarson vidner om, at behandlingen af kvinder igen er Campions bærende tema: Den patriarkalske overlegenhed, der findes både i den kriminelle underverden og i de systemer, der burde bekæmpe dem.

Campion sætter temaerne i scene, så man indiskutabelt mærker hendes feministiske point of view, men uden at man føler sig talt ned til. Dertil er der for meget visuelt træfsikkerhed og skæv originalitet og præcision i karaktertegningen.

’Top of the Lake: China Girl’ er tænkt af Campion som én lang film i seks dele, og det er endnu for tidligt at konkludere, om hele fortællingen holder vand. Men man har i allerhøjeste grad lyst til at se videre.

Anmeldt på baggrund af to afsnit.

Læs også: Cannes dag 7 – den stærkeste hiphopfilm siden ‘8 Mile’ er årets store crowdpleaser

Læs også: ’The Handmaid’s Tale’: Et overrumplende mesterværk har ramt HBO Nordic

Tv-serie. Hovedforfatter og instruktør: Jane Campion. Medvirkende: Elisabeth Moss, Nicole Kidman, Gwendoline Christie, David Dencik. Premiere: Vist under Cannes Film Festival – dansk premiere uvis. Spilletid: 56 min. per afsnit
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af