Ida Rud fra DR3’s ’Tykke Ida’: »Jeg har fået flere tusinde henvendelser fra folk«

Ida Rud fra DR3’s ’Tykke Ida’: »Jeg har fået flere tusinde henvendelser fra folk«
Ida Rud i DR3's 'Tykke Ida'.

I denne uge sætter vi fokus på DR3’s perlerække af dokumentarprogrammer, der har givet kanalen en vigtig position i tv-landskabet, og som ikke mindst handler om unges forhold til deres krop.

Men hvordan oplever de medvirkende selv at være blevet eksponeret for en stor del af befolkningen i den intime og personlige doku-stil, DR3 har slået sig op på? Vi har spurgt to af hovedpersonerne, og vi starter i dag med filmjournalist og musiker Ida Rud, der er centrum for det todelte program ’Tykke Ida’ om hendes kamp for at blive accepteret, forstået og behandlet ordentligt trods sin overvægt.

Hvilke reaktioner har du fået, efter ’Tykke Ida’ er blevet vist?
»Først og fremmest har jeg fået helt vanvittigt mange henvendelser. Hvis man ser bort fra de beskeder, jeg har fået på opslag på Instagram, Facebook og Twitter, så har jeg fået flere tusinde private henvendelser fra folk. Og ud af de mange er kun én skrabet promille negativ.

Jeg havde slet ikke regnet med, at dokumentaren ville nå så langt ud, og jeg havde faktisk forventet, at der ville være en del grove beskeder iblandt dem, jeg fik. Men der er et overtal af folk – og det er både mænd og kvinder, unge og gamle – der skriver, at det betyder meget for dem, at jeg blotter mig og fortæller ærligt om at være tyk, om usikkerhed og kærlighed og en masse ting, som de fleste jo kan genkende fra sig selv«.

Er der en særlig oplevelse her i kølvandet på programmet, som du vil fremhæve?
»Jeg drømte om at gøre en forskel for bare én enkelt pige. Jeg lavede dokumentaren for ’tolvårige Ida’, for jeg var så ulykkelig og ensom, da jeg var barn og ung. Og det havde betydet utroligt meget for mig, hvis der havde været en som ’Tykke Ida’, jeg kunne spejle mig i.

Ida Rud i ‘Tykke Ida’. (Foto: DR)

Men jeg må sige, at jeg er blevet ret rørt over de beskeder, hvor folk fortæller, at deres fordomme om tykke er blevet gjort til skamme. Når de skriver, at de skammer sig over, hvordan de har talt til og behandlet tykke – at de nu bedre ved, hvordan det er at være tyk, og at de vil ændre deres adfærd. Det har været ret stort«.

Hvad har overrasket dig mest i forbindelse med reaktionerne?
»Faktisk det, at der har været så få negative kommentarer, som tilfældet er. Og så, at der er også er så mange mænd, unge og ældre, der skriver, at jeg gør en positiv forskel for dem og deres selvbillede«.

Hvordan har du oplevet de negative kommentarer, du trods alt har fået?
»De har været få, og de har stort set alle været uintelligente og af rigtig troll-karakter med det for øje at svine til og gøre ondt. Dem kan jeg ikke tage mig af, når falske profiler skal brække galde op over mig.

Men jeg er ærgerlig over den kritik, hvor folk bliver ved med at fastholde, at jeg er usund. Det er jeg ked af, at de tænker oven på programmet. For tyk er ikke lig med usund, ligesom tynd heller ikke altid er lig med sund. Og jeg er også frustreret, når folk bliver sure, fordi de synes, jeg går ind og gør overvægt til noget attraktivt eller okay.

Annonce

Jeg vil igen understrege, at jeg er den største fortaler af, at man er sund, men jeg tror mere på mental sundhed og et aktiv liv med fornuftig kost, med den krop man så har, end jeg tror på striks diæt og ekstremt træning blot for at være slank efter tidens ideal«.

Hvorfor sagde du ja til at lave programmet?
»Det var et vildt tilbud. Og noget jeg måtte tænke grundigt over. Har jeg styrken til at lukke alverden helt ind, ind i det grimme og sårbare og allermest private? Men jeg tror, at ærlighed er vejen frem til forståelse. Og jeg lavede den her udsendelse til mig som barn, hvor jeg var så ensom og så opfyldt af selvhad, at mit liv var et helvede i mange, mange år.

Det ønsker jeg ikke for nogen, og hvis man har problemer med vægten og gerne vil tabe sig, så er selvhad og selvvæmmelse i hvert fald ikke vejen frem. Man skal elske sig selv. Simpelthen. Selvhad og selvkritik og skam og ’Jeg er også dum/grim/uintelligent/ulækker, ikke god nok’-etc. er i min optik ren gift for krop og sjæl«.

Er der noget, du fortryder i forbindelse med programmet?
»Jeg kunne godt have tænkt mig noget andet musik! Men det gik først op for mig, da jeg så programmet anden gang, da det blev sendt i fjernsynet. Og det er jo bare, fordi jeg er musiksnob. Ellers står jeg ved det hele. Og jeg er stolt af det«.

Hvordan var det for dig selv at se programmet i sin helhed på tv?
»Første gang må jeg med skam tilstå, at jeg kun havde øje for, hvor grim, jeg syntes, jeg så ud. Og så fyldte det meget, at jeg var så forelsket og usikker under optagelserne, men at Den Sødeste Mand ikke havde de samme følelser for mig – så der blev også rippet op i nogle sår.

Ida Rud i et sårbart øjeblik i ‘Tykke Ida’.

Men anden gang jeg så den – og det er næsten også helt skamfuldt at indrømme – syntes jeg, at jeg var skidesød! Og sjov og interessant. Og jeg kunne godt lide, at jeg var så naturlig og velformuleret og både så smart og fjollet og grim ud, for sådan er min hverdag jo. Jeg synes, det er fedt, at det er så meget mig – og det var også det, mine venner, der havde været bekymrede for min deltagelse, skrev til mig. ’Hvor er det dejligt, at det er den Ida, jeg kender og elsker, som er på skærmen’«.

Hvordan oplever du, at medierne generelt behandler temaer som krop og vægt – og hvilken forskel tror du, ’Tykke Ida’ kan gøre i den henseende?
»Uden at nævne nogle ved navne, så ved jeg, fordi jeg selv er journalist, at nogle kvindelige tv-værter får stillet krav til, hvordan deres krop ser ud (om mændene også gør, skal jeg ikke kunne sige).

Og jeg vil derfor ønske, at der bliver slækket på det princip om, at man skal være, ikke bare slank, men tynd for at kunne være vært på tv. Og at de tykke i tv-serier og film ikke altid er klovnen og sidekick, men måske kan være hovedperson i en anden grad. At fotos til artikler om overvægt og fedme ikke er hovedløse, ekstremt overvægtige folk, men måske kan være en smilende og glad tyk person.

Jeg håber, at medierne bliver bedre til at have diskriminerede mennesker i fokus, som vært og gæster uden stigma, om det så gælder køn, race, seksualitet, religion eller fysik«.

Læs også: DR3-chef om vejen fra hadeobjekt til darling – »Folk troede, vi var tossede«

Læs også: DR3 har gjort det umulige: Kanalen er nu uundværlig

Læs også: DR3 blotter kvindens krop – men udstiller kun dit eget forvredne blik