Jeg røvkeder mig til ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’ – hvad er der galt med mig?

Jeg røvkeder mig til ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’ – hvad er der galt med mig?
Bernard ligner én, der ligesom vores filmredaktør også keder sig lidt i 'Westworld'.
Vores filmredaktør kigger søvndrukkent på tidslinjen i håb om, at afsnittet snart er slut, når han ser de to mest hypede aktuelle serier. Er det ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’, der har et problem, eller er han selv problemet?
Jeg røvkeder mig til ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’ – hvad er der galt med mig?
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Kære brevkasse

Jeg er 34 år, arbejder til daglig som film- og tv-redaktør og har i embedes medfør samt for fornøjelsens skyld set flere tv-serier de seneste år, end jeg kan tælle og huske.

Jeg ser ikke mig selv som kontrær. Min smag er sådan relativt kvalitetskonventionel og korrekt, og mine yndlingsserier er, som for så mange andre, ’The Wire’, ’The Sopranos’ og ’Six Feet Under’, ligesom jeg begejstret hopper med på hypen over serier som ’Insecure’ eller ’Atlanta’.

Men den er helt gal. Mit serie-jeg er i krise. De to største og mest omtalte serier er i disse måneder ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’. Førstnævnte er HBO’s svinedyre sci-fi-kæmpesatsning, som er tiltænkt en vigtig plads på repertoiret, nu hvor ’Game of Thrones’ lakker mod enden, og som er blevet set af rekordmange mennesker. Sidstnævnte er Hulus dystopiske gennembrudsserie, hvis første sæson vandt både Emmy og Golden Globe.

Begge har også i deres aktuelle anden gestaltninger generelt fået gode anmeldelser, og det er to af de mest zeitgeisty serier, man kan forestille sig: ’Westworld’ sætter fokus på noget så aktuelt som teknologiens udvikling og menneskets afvikling, mens ’The Handmaid’s Tale’ mindst lige så tidssvarende beskæftiger sig med kvindeundertrykkelse og et demokratis uhyggelige forvandling til et repressivt diktatur.

Men jeg keder mig. Sender længselsfulde blikke over mod telefonen, går på toilettet i tide og utide, skæver mod timelinen for at se, hvor lang tid der er tilbage, mens mine øjenlåg falder søvndrukkent sammen. Hvor de bedste serier får mig til at hige efter næste afsnit i en grad, så nattesøvn virker som et sekundært behov, bliver jeg nærmest nedtrykt, når jeg opdager, at jeg er endnu et 55 minutter langt afsnit bagud i Gilead eller Westworld, som jeg føler, jeg bør se for at være opdateret.

At interessere sig for det umenneskelige

Særligt slemt står det til under ’Westworld’. Serien tager som sagt nogle vægtige tematikker op, derefter bliver de snakket ihjel. Hold op hvor de ævler, mens de stirrer sombert ud i luften, mens de siger sexede replikker som: »Så mistede vi en tredjedel af vores immaterielle værdier«.

Trods de mange litterære referencer og eksistentielle underlag føler jeg, at serien er underligt 1:1. Den er kompleks på den der måde, hvor man ikke helt ved, hvor man er, og hvad hovedkaraktererne egentlig skal, men også ukompleks i den forstand, at det i sidste ende kommer ned til hybris og hævn.

Jeg har aldrig været specielt grebet af serien, men sæson 2 har alligevel kølnet min i forvejen lunkne interesse. Jeg kan godt lide partnerskabet mellem robotdronningen Maeve, machomanden Hector og spildirigenten Lee, fordi der i deres samspil er momenter af noget, som den selvhøjtidelige serie ellers mangler i udpræget grad: Humor og lethed. Og jeg synes, det var en dejlig luftforandring med udflugten til Shogun World, indtil afsnittet gik dybt ned i relationerne mellem samurai- og -geisha-robotter, som jeg havde det meget don’t know, dont’ care-agtigt med.

Maeve er et af de højdepunkter i ‘Westworld’, der trods alt er.

I det hele taget lider serien i disse ugers afsnit af ’Game of Thrones’-komplekset, hvor en masse forskellige grupperinger render rundt forskellige steder og gør hver deres ting, men i modsætning til Westeros-opusset ved jeg ikke helt, hvad deres ting egentlig er. Noget med et oprør, en labyrint og Peter Abernathy.

Jeg synes ikke, at hovedforfatterne Lisa Joy og Jonathan Nolan har bemestret den indbyggede udfordring i at lave en serie, hvis primære hovedpersoner er umenneskelige entiteter. Jeg har svært ved at investere mig andet end på et meget abstrakt intellektuelt plan i, hvad Maeve, den mere og mere selvretfærdige Dolores og den forvirrede Bernard foretager sig, for serien har ikke formået at tegne dem så nuanceret, at de er interessante som levende væsener. Hvilket ellers ikke er en umulighed i genren, som alt fra ’Blade Runner’ til ’A.I.’ har bevist.

Doesn’t look like anything to me

På den måde er serien kun så overbevisende, som parken er for dens gæster: Det ser imponerende virkeligt ud, men alle ved, at det ikke er den ægte vare. Doesn’t look like anything to me…

Meget sigende var anden sæsons foreløbigt bedste sekvens flashbacket, hvor den unge William eksperimenterer med at overføre sin Delos-svigerfars sjæl til en kunstig krop. Det var friskt filmisk forløst med gentagelserne af mødet i det kliniske rum, hvor det langsomt gik op for én, hvad der egentlig var på spil. Og det var faktisk hjerteskærende at opleve en bevidsthed, som gang på gang erkender, at den ikke er et ægte. Følsomt, menneskeligt og konkret – og derfor en langt mere svimlende tanke end robotternes storrevolution eller jagt på falske døtre i kimonoland.

Elisabeth Moss som June i sæson 2 af ‘The Handmaid’s Tale’.

’Westworld’ en flot produktion med store ambitioner, men både produktionen og ambitionerne overskygger for en elementært spændende fortælling med fængslende karakterer. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Da HBO Nordic forleden spurgte sine Facebook-følgere, om de var mest til ’Westworld’ eller ’The Handmaid’s Tale’, var der en markant overvægt af folk, der skrev, at de var stået af på anden tur i temaparken. Er det ikke også, som om internettet er stoppet med at tale om ’Westworld’, der ellers var på så manges læber under første ombæring?

’Venner’-nostalgi klinger hult

’The Handmaid’s Tale’ havde flere tilhængere i HBO Nordic-tråden, men også her kommer jeg altså, kære brevkasse, til kort. Jeg var virkelig grebet af den første halvdel af sæson 1, men så snart det pirrende og mystiske univers var etableret med alle de forskruede regler og ritualer, og fortællingen skulle skride fremad på egne ben, skete det med haltende skridt.

Ret skal være ret: Man kan ikke sige, at der ikke sker noget i starten på sæson 2, for alene i første afsnit får vi fake-hængning, vandtortur, afbrændinger, terrorangreb, flugt og øreafklipning. Der er knald på, og der er flere følelser på spil end i ’Westworld’, også her særligt vellykket i flashbackene, hvor man får interessante indblik i karakterernes baghistorier, som dog samtidig understreger, hvorfor hovedfortællingen efterhånden er så anstrengende: I tilbageblikkene oplever vi nogle af de små subtile skridt, der får samfundet til at visne og Gilead til at blomstre med udskamningen af homoseksualitet og de små inkvisitoriske spørgsmål til den fuldtidsarbejdende Junes opførsel som mor.

Men så rammer nutiden: Med arbejdslejre, henrettelser og lovbestemmelser, der er så sadistiske og irrationelle (underbygget af en overdreven nazi-gennemført æstetik), at jeg har svært ved at købe det. Enhver dystopi er selvfølgelig en overdrivelse, der skal få os til at tænke over, hvor vi er på vej hen, men serien holder ikke vand som den metafor over den aktuelle udvikling i den vestlige verden, som den er blevet gjort til. Den eneste seriøse nutidige parallel må være ISIS i Syrien, og det kan selvfølgelig være interessant nok i sig selv.

Det er ubehageligt at være i arbejdslejr i anden sæson ‘The Handmaid’s Tale’. (Foto: HBO)

Junes lange vej mod frihed og oprør bliver simpelthen for deprimerende at overvære. Det føles næsten som en lise af endorfiner, når hun ser en gammel dvd-kopi af ’Friends’ i sit tilflugtssted, og det er måske nok seriens måde at understrege, at tiden ikke længere er til den slags uskyldig underholdning, når vi slænger os i sofaen efter endt arbejdsdag.

Men samtidig er også ’The Handmaid’s Tale’ så tydeligt skabt i et underholdningsøjemed med cliffhangers og twists, at det klinger hult – og jeg befandt mig næsten hellere i Junes sted med Rachel og Chandler på skærmen end i mit eget sted med June.

Depressionsadvarsel

Det er ikke, fordi mine serier behøver være hysterisk morsomme eller eskapistiske. ’Band of Brothers’ var sandt for dyden heller ikke et optimistisk eventyr, men der var et nærvær, en interesse for de små interaktioner soldaterne imellem, som ’The Handmaid’s Tale’ sjældent præsterer. Den har det højtidelige, det anspændte, det unaturlige, den fetichistiske hang til lækre kompositioner frem for naturlige relationer til fælles med ’Westworld’.

Jeg savner liv mellem sprækkerne, og når jeg kigger tilbage på mine yndlingsserier, er det nok netop det, der gør, at de her to serier ikke er min kop te: ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’The Wire’ – og vi kunne jo tage ’The West Wing’, ’Breaking Bad’, ’Mad Men’, ’Lost’, ’Fargo’, ’Stranger Things’, ’Game of Thrones’ og’ ‘Twin Peaks’ med i købet uden af den grund at udtømme listen – er sjove, varme og boblende af fortællelyst. Selvom de mener det alvorligt, dødsensalvorligt.

De skaber scener af ægte mellemmenneskelighed, som jeg savner i adskillige aktuelle dramaserier, der kun tænker plot, plot og atter plot, og når de endelig bygger karakterer, sker det ofte i alt gennemskuelige »I remember one time, when I was six, and my dad…«-scener.

Mange af mine yndlingsfilm fra de seneste år – som ’Children of Men’, ’Oslo, 31. august’, ’Son of Saul’ – har ikke et strejf af humor, men mit liv er for kort til at hænge på i 30-40-50 timer til konturtynde hovedkarakterer placeret i mørk, spekulativ og budskabstynget elendighed. ’Westworld’ og ’The Handmaid’s Tale’ skal have point for at tage chancer, at mene det seriøst og at udfordre seeren, men for mig inkarnerer de to serier det øjeblik i historien, hvor tv blev en velindpakket snooze-fest, der burde komme med advarsler om bivirkninger som tungsind og livslede.

Eller er det bare mig, den er gal med, kære brevkasse? Er min resignation udtryk for en større livskrise? Bør jeg gå til psykolog (læs: gense ’In Treatment’)? Måske er jeg bare ramt af serie-overmæthed og -træthed, måske burde jeg slukke fjernsynet og gå ud i solen og først vende tilbage, når jeg har fået mod på livet(s mest ubehagelige sider) igen?

Det var måske ikke verdens dårligste idé.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold