’The Crown’ sæson 3: Olivia Colman og unge prins Charles er kronen på værket

’The Crown’ sæson 3: Olivia Colman og unge prins Charles er kronen på værket
Olivia Colman i 'The Crown'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Peter Morgan

Medvirkende

Olivia Colman, Tobias Menzies, Helena Bonham Carter, Jason Watkins, Erin Doherty, Josh O’Connor

Spilletid

10 episoder a ca. 50 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

»Kronen besøger hospitaler, ikke ulykkessteder«.

Med de ord detonerer Storbritanniens dronning Elizabeth en bombe under sin egen popularitet i ’The Crown’s tredje sæson, hvor monarken nægter at aflægge visit i en walisisk landsby, der netop er blevet udsat for en horribel tragedie. Og hendes kølighed får både serieseer, pragmatiske Labour-politikere såvel som den royale familie selv til at overveje, hvad kongehusets rolle egentlig er og bør være i en moderne verden (alright, 1960’erne), hvor hundedyre galionsfigurers ekstravagante livsstil bag slotsmurene skurrer uskønt over for trængte bruttonationalprodukter og kommunistiske samfundsvibes.

Ovenstående events beskrives i afsnittet ’Aberfan’, der står som et af de stærkeste kapitler i en gennemgående solid, men også mærkbart afventende mellemspilssæson, der gøder jorden forud for ’The Crowns’ voldsomt imødesete og penible introduktion af både prinsesse Diana og Gillian Andersons premierminister Margaret Thatcher i fjerde runde (alene tanken om jernlady’ens kommende replikudvekslinger med Olivia Colmans tilknappede Elizabeth giver forventningsfuld gåsehud).

»Something wicked this way comes«, men dermed ikke sagt, at der ikke er mangt og meget at logre med corgi-halen over i den aktuelle sæson, der bryster sig af et spritnyt cast såvel som fascinerende deep-dives ned i virkelige WTF-begivenheder, der post-‘Chernobyl’s hype givetvis vil kunne friste nye fans til fadet. ’The Crown’ har fra første færd været en serie med en detaljerigdom og intellektuel substans, der gør sine seere klogere – ikke bare på det, der skete, men også på, hvorfor det sker igen i dag.

Og der drages oplagte, skarpe politiske paralleller mellem både datidens storskrydende præsident Lyndon B. Johnson i Det Hvide Hus, der ikke giver en fuck for sine allierede, og det konservative engelske parlaments imperialistiske »Britain first!«-luftkasteller. Alt imens månelandingens nostalgiske magi får én til at længes akut efter at opleve kloden glædes i kor over noget større end vores navlepillende selv.

Olivia Colman og Tobias Menzies i ‘The Crown’.

Som den midaldrende Elizabeth har Olivia Colman overtaget krone og underspillet mimik fra Claire Foy og springer dermed ud som diametral royal modsætning til sin egen gale dronning i Yorgos Lanthimos’ mesterlige ’The Favourite’. Dén præstation sikrede Colman en Oscar i år, men det skulle ikke undre mig, om ’The Crown’ vinder hende serielands pendant ved Emmy-uddelingen 2020.

Colmans Elizabeth er på én gang frustrerende stoisk formummet og uendeligt menneskelig, når de sørgmodige øjne afslører konturerne af den stadigt mere vingeskudte fugl, der flakser i sit guldur i kvinden, der aldrig ønskede at regere. Elizabeth ville helst have opdrættet væddeløbsheste langt fra spotlyset, men er som dronning i stedet nødsaget til at dedikere sin tid til at imødekomme omverdenens umulige krav til hendes offentlige personlighed, der igen og igen belyser selvsamme verdens skævvredne syn på kvinder og magt:

Qua privatstatussen som mor til fire forventes hun at være kærlig og jordbunden på kamera i krisesituationer, mens dronningrollen kalder på en klippefast, sagnomspunden leder, der ikke fortrækker en følelsesladet mine i en storpolitisk storm. Det er en gordisk knude af kønsdiskrimination, der til stadighed præger samfundsdiskursen om kvindelige ledere i vor tid.

Olivia Colman i ‘The Crown’.

Hvor Elizabeth må skiftevis nedtone og tvangseksponere sin kvindelighed, har hendes husbond prins Phillip i de tidligere sæsoner haft anderledes løbepas til at slå sig løs i Londons natteliv. Efter dronningen slog hånden i bordet i slutningen af anden sæson, har Phillip (nu i skikkelse af Tobias Menzies fra ’Outlander’) imidlertid pensioneret playboy-manererne og substitueret drengerøvsarrogance for galoperende midtvejskrise med dertilhørende klassiske prinsgemalkomplekser.

Phillip har brug for at føle sig relevant, og det er velkomment for seriens udvikling af hans og Elizabeths forhold, at spradebassens temperament ikke længere udmønter sig i skænderier i de private gemakker, men derimod rettes indad i en mere voksen eksistentiel krise over egne alfa-utilstrækkeligheder – smågenialt spejlet i 60’ernes heltedyrkelse af NASA’s actionmen på månefærd, der nær ved får fasttøjrede Phillip til at crashe et privatfly i misundelse.

Manden bliver ved gud aldrig min favorit, men Tobias Menzies bygger vellykket oven på Matt Smiths yngre inkarnation og gør karakteren mere genkendelig og mindre røvhulskliché.

Josh O’Connor i ‘The Crown’.

Sæsonens modne stjernetrio fuldendes af Helena Bonham Carter som prinsesse Margaret i en tragikomisk performance, der desværre ikke helt står mål med Vanessa Kirbys gestaltning i de første to sæsoner – hvorfor man ikke effektivt distraheres fra det faktum, at Bonham Carter er den i det nye cast, der ligner og lyder mindst som sin forgænger. Langt bedre står det til gengæld til med de næsten-voksne udgaver af prins Charles og prinsesse Anne, spillet af henholdsvis ’God’s Own Country’-stortalentet Josh O’Connor og Erin Doherty. Og særligt Charles køres ikke overraskende i stilling til en bærende rolle i fjerde sæson.

Der er uvægerligt en vis sladderbladssnageappel i at se ’The Crown’ udforske prinsens ungdomskærlighed til Camilla Parker Bowles, men serien nærer utvetydig sympati for ynglingen, hvis blide, ikke synderligt skarpe væsen clasher med Windsor-familiens snorlige ambitioner for ham som tronarving. Ligesom i anden sæson gør det ondt i maven at overvære Charles og Elizabeths smuldrende forhold, og da dronningen lukker munden på sin søns forsøg på at træde i karakter med replikken »Ingen er interesserede i at høre, hvad du mener. Ingen«, formidler Josh O’Connor eminent prinsens tavse smerte, som spiddede Colmans Snedronning hans hjerte med iskrystaller på H.C. Andersen-vis.

Helena Bonham Carter i ‘The Crown’.

I Storbritannien er ’The Crown’ blevet kritiseret af visse royalister for at spinde sensationalisme over en nulevende familie, i hvilken det ikke hører sig at tage til genmæle (Harry og Meghans kommentarer om tabloidpressens hetz vakte stor opsigt af samme grund), men serien er så langt fra nogen glittet Netflix-filmatisering af Hello! Magazines opstyltede reportager eller et ekko af The Suns perfide tirader, som man kan komme.

Og i bedste fald er ‘The Crown’s intrikate hudfletning af kongehusets nøglepersoners op og -nedture en menneskeliggørende pr-gave for den nu 93-årige dronning midt i furoren omkring sønnen Andrews venskab med den afdøde krænkelsesdømte milliardær Jeffrey Epstein. Andrews nylige, katastrofale tv-interview ekkoede ‘The Crown’-Phillips uigennemtænkte forsøg på at optjene point hos folket ved at invitere dokumentarister inden for på Buckingham Palace og var en bizar bekræftigelse af, hvor spot-on seriens greb om karakterernes psykologi tilsyneladende er.

BBC-virkelighed og Netflix-fiktion, datid og meta-nutid, smelter sammen. Skandaler kommer og går. Men ‘The Crown’s tankevækkende kongeunderholdning består.


Kort sagt:
’The Crown’s tredje sæson kan ikke helt matche forgængernes suverænitet, men Olivia Colman er en Emmy-værdig ældre Elizabeth, stortalentet Josh O’Connor owner rollen som prins Charles – og særligt ét afsnit bør alle se.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold