INTERVIEW. Martin Scorsese er nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig ham. Venlig, veltalende og vidende. Og med holdninger, der for nylig har givet genlyd i filmverdenen. »Scorsese hader Marvel-film«, har overskrifterne lydt. En mening, han selv har modificeret i et indlæg i New York Times.
Scorsese hader ikke Marvel-film, men de falder ikke i hans smag, har han pointeret. Og effekten af dem bekymrer ham, uddyber han i vores interview. Men først skal vi lige omkring hans aktuelle film, ‘The Irishman’, som han indledningsvis lige skal forsikre sig om, at jeg har set?
»Ja, selvfølgelig«, svarer jeg.
Martin Scorsese: »På et stort lærred?«
Ja, et stort lærred, men ikke stort nok!
Martin Scorsese griner.
Iblandt alt det, du har lavet, er dine gangsterfilm en stor del af dit filmaftryk. Hvad er det ved de her voldelige, kriminelle machomænd, der bliver ved med at fascinere dig?
»Jeg tror, det er, fordi de repræsenterer noget meget basalt i vores menneskelige adfærd. Og så har det meget at gøre med magt. Magten som den ultimative pris, man kan opnå. Der er penge og sex, ja, men magt er det ultimative«.
Og er det dét, der vækker genklang i dig, siden du bliver ved med at være fascineret af de mænd og miljøer?
»Ja, for i kampen om magt ligger spørgsmålet: Hvad er den rigtige måde at leve på? Hvad er den rigtige måde at gøre tingene på? Hvad er et godt menneske? Når man lever i en verden med sådan nogle mørke kræfter, der er i mine film….
Magt kan bane vejen for mørkere elementer, men hvad er det i mennesket, der gør det muligt? Og hvordan kan vi fortælle disse historier, så vi i det mindste kan tænke over, hvad der kunne ske, hvis vi gik ned ad de veje. Og hvorfor sker de? På grund af personens ego? På grund af personens stolthed? Personens skam? Personens skyld? Alle de forskellige grunde til, at magt kan blive misbrugt, og som kommer til at berøre os alle«.
Et godt menneske
Præcis de ting er genkommende temaer i dine film. Hvis der skulle laves en film om dig, om Martin Scorsese, hvad ville temaet så være?
»Åh det ved jeg ikke. Det må jeg lige tænke over (ler højt). En film om mig… Og hvem skulle lave den??«.
Det ved jeg ikke. Men hvad ville temaet være?
(Efter en tænkepause): »I slutningen af ‘Kundun’ siger Dalai Lama: ‘Jeg prøver bare at være et godt menneske’. Og hvad er et godt menneske? Med alle fejlene og alle fejltagelserne. Og med en adfærd, der ikke altid er lovende, ikke er positiv. Hvad gør det for din eksistens, når du når til enden af dit liv?«.
Det er store temaer. En anden stor ting ved ‘The Irishman’, i den mere jordnære, konkrete ende af skalaen, er, at den er produceret af Netflix. Hvad var dine overvejelser og bekymringer som filmskaber ved at lave en film hos en streaming-platform?
»Det er et godt spørgsmål. Vi havde prøvet at få den lavet på anden vis. Af forskellige årsager tog projektet tid. Blandt andet på grund af den digitaliserede foryngelsesdel – at få skuespillerne til at se yngre ud – blev det omkostningsfuldt.
Så da Netflix kom frem, og Ted Sarandos gav os fuld støtte uden kunstnerisk indblanding, og forhandlingen endte med, at filmen ganske vist bliver vist hovedsageligt på streaming, men også i biografer i et vist antal uger, var valget ikke så svært. Jeg tror, det er fire uger i USA, i andre lande to uger. Og i USA vil den stadig blive vist i visse biografer, selv efter den kan ses på streaming, ligesom det var tilfældet med ’Roma’«.
Og det må have været vigtigt for dig, at filmen bliver vist i biografer, ikke?
»Ja bestemt, men mere vigtigt var det, at filmen blev lavet«.
Sandt. God pointe.
»Det er jo altid et spørgsmål om, hvordan tingene balancerer. Og at kigge på, hvad alternativerne er, hvad mulighederne er. Og også om at bruge en ny form for distribution. Film i dag er jo i en rivende forandring… Den udvikler sig og ændrer sig. Der sker en slags revolution i evolutionen, så at sige. Alt, hvad vi ved om old cinema, er væk. Alt. Produktionen. Distributionen. Hvordan vi kommer til at se film i fremtiden. Hvis de overhovedet er film, som vi kender dem. Måske er de blevet til noget andet«.
At give filmene tid
Er du optimistisk på vegne af filmindustrien? Hvad tror du, der vil ske i de næste ti år?
»Jeg er optimistisk i forhold til de unge og deres evne til at skabe kunst. Uanset om det er i litteraturen, i malerkunsten, i film. Problemet nu er, om etablissementet er opbakkende, når det gælder vores kunstnere. Måske bliver ‘kunstnere’ noget, man er på vagt overfor. Især de filmmagere, de historiefortællere, der ikke tjener nok penge ved billetlugerne. Det har altid været tilfældet, men ikke så fremtrædende, som det er nu. Og det skyldes de store forlystelsesparkfilm. Som tjener mange penge, helt sikkert. Og når man har en biograf, vil man gerne have folk i biografen. For at tjene penge. Det forstår jeg. Men ikke i den udstrækning, at det går ud over de kunstneriske film.
Og det er her, de unge kommer ind i billedet, når det drejer sig om at lave art cinema-film. Og at de får deres film vist på steder eller platforme, hvor folk ikke er bange for at se dem. Hvad enten det er på et stort lærred eller på streaming, eller hvad den nye form nu bliver. Hovedsagen er, at vi støtter de nye. Og jeg tror, faren er, at det ikke sker, fordi de her store forlystelsesparkfilm tjener så eksorbitant mange penge, at de udsletter de kunstneriske film«.
Ser du det som en af de største forskelle, fra da du selv begyndte sidst i 60’erne og til nu?
»Åh ja bestemt. Dét er den største forskel. Da jeg begyndte, kunne en film blive vist i en uge i en biograf. Så blev den anbefalet via mund til mund, og så blev den i biograferne i fem uger. Eller to måneder. Eller den forsvandt efter en uge. Der er jo altid en risiko. Man tager en chance med enhver film. Men der var en mulighed for, at en film udviklede sit marked.
Nu om stunder er mund til mund-effekten øjeblikkelig. Det er en ny kontekst, en ny verden. Og hvad betyder det for film, der har brug for at blive oplevet? Ikke hurtigt. Film, der har brug for, at man sætter sig ned, giver sig tiden både til at se den og til at tænke over den. Så du måske føler, at dit liv er blevet beriget. Nu eller om 30 år. Film, som du bør investere din tid i.
At give tingene tid er jo et begreb, der næsten ikke findes mere. Alt handler kun om her og nu. Tid er øjeblikkeligt. Øjeblikkelig information, der er væk det næste sekund. Men som gør informationen næsten ubrugelig. Ubrugelig«.
De mandlige karakterer blev til noget
Når vi taler om tid, må jeg desværre skynde mig at stille mine næste spørgsmål, før tiden er gået. Når man kigger på dit film-cv, slår det mig, at du har lavet én film med en kvindelig hovedrolle – i ‘Alice Doesn’t Live Here Anymore’.
»Ja, det er rigtigt«.
Hvordan kan det være?
»Det er bare de historier, jeg har været tiltrukket af. De… hmmm, de historier er foregået i verdener, der har været domineret af mænd. Særligt når vi taler den kriminelle underverden. Der har været steder i mine film, hvor jeg har omfavnet den ypperlige natur af det ikke fuldbyrdede, som i ‘Age of Innonence’. For der er der, ja, et mandligt point of view til at begynde med, men det var i virkeligheden karakteren Ellen Olenska, der interesserede mig mest«.
Og er det ikke sket siden, at der var en af dine kvindelige karakter, der fascinerede dig?
»Det tror jeg. Men jeg er ikke sikker på, at de kom ud. Nogle blev lavet, andre gjorde ikke. Nogle prøvede vi i tv-serier og andre i dokumentarer. Men jeg er ikke helt sikker på… ja, du har ret. Det ser ud til, at de film, der blev til noget, hovedsageligt var med mandlige karakterer. Og om mandlige miljøer«.
Du har arbejdet med så mange fantastisk dygtige skuespillere og fået fænomenale præstationer ud af dem. Daniel Day-Lewis, Leonardo DiCaprio, Robert de Niro, Joe Pesci og mange flere. Hvilken skuespiller har været den største udfordring for dig?
» Hmm, udfordring… på en god måde?« (han smiler)
Ja, det kan det godt være.
» Det var interessant, hvad vi skulle gøre i ‘Age of Innocence’. Med alle skuespillerne der. Og i ‘Silence’ med Adam Driver og Andrew Garfield. Vi kæmpede med karaktererne i en verden, som var helt ny for os alle. Til forskel for ‘The Irishman’ for eksempel, hvor det heller ikke er let, men vi kender dog miljøet. Det er et miljø, jeg kan fornemme, kender på rygraden. Ligesom med ‘Casino’.
‘Kundun’ er et andet eksempel på en stor udfordring. Særligt fordi mange af skuespillerne var ikke-skuespillere. Men det glædede jeg mig til på det tidspunkt. Hver film, hver sin udfordring«.
5 stjerner til ‘The Irishman’: Martin Scorseses gangsterepos introducerer en helt ny genre