Ugens bedste sneaker-nyheder – Raf Simons-farvelade, Drake-teaser og Adidas lover en masse nye Yeezys

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Adidas og Raf Simons fortsætter i farvelade-sporet

Samarbejdet mellem Raf Simons og Adidas har efterhånden stået på i en årrække, men alligevel formår de at opretholde et solidt momentum i sneaker-gamet sæson efter sæson. I torsdags landede SS19-udspillet, der blandt andet byder på tre nye colorways af Replicant Ozweego-modellen med de karakteristiske cut-outs, som giver et dekonstrueret look, men også mulighed for at flashe de medfølgende sokker. De nye modeller kan købes hos Mr. Porter for 3.000 kroner.


Også tre nye varianter af Detroit Runner-modellen, der også er blevet lanceret i en ny high-top version tidligere på året, er landet i denne uge. Modellen med den overdimensionerede mellemsål og trail-sål kommer både i en nedtonet grå og sort udgave, men også i to udgaver, der igen cementerer Simons’ hang til at eksperimentere med interessante farvekombinationer. Find dem hos END.

Drake teaser mulig ny Nike Zoom Vomero 5-colorway

Da Drake i onsdags gik på scenen i Paris, sad der en hidtil uset colorway af Nike Zoom Vomero 5-silhuetten på hans fødder. Og selvom vi kun kan gisne om, hvorvidt denne colorway rent faktisk kommer i produktion, så kunne noget tyde på det. I hvert fald har Nike sat en del fokus på modellen i år – både med designsamarbejdet med Samuels Ross’ A-Cold-Wall og med SP-modellerne, som stadig kan købes hos Naked.

Adidas lover flere end 20 nye Yeezys i år

Det er nærmest blevet ren kutyme, at der ugentligt dukker adskillige nyheder og rygter op om kommende Yeezy-modeller. Og vi kan godt begynde at forberede os på, at Adidas og Kanye West ikke har tænkt sig at slække på tempoet i 2019Adidas’ danske CEO, Kasper Rørsted, har nemlig i et interview med CNBC udtalt, at vi kan forvente flere end 20 nye Yeezy-modeller i løbet af 2019.

Selvom modellerne generelt er blevet mere tilgængelige i takt med parternes øgede fokus på at demokratisere Yeezy-sneakers – eller som følge af den dalende hype – vil Adidas fokusere på forskellige drop-strategier i år. For eksempel vil Yeezy Boost 350’eren blive markant nemmere at få fingrene i end hidtil, fordi den ifølge Rørsted har været på markedet så længe. Andre modeller vil derimod blive produceret i langt mindre oplag for at opretholde hypen og efterspørgslen.

Imens vi venter på flere nyheder fra Kanye og Adidas, kan man deltage i Nakeds raffle om Yeezy Boost 700 V2 ‘Geode’, som lander i næste uge.

Lemaire og Veja blander blod

Parisiske Lemaire er teamet op med et andet pariser-brand, Veja, om en række minimalistiske sneakers til foråret. Sammen har parterne begået en nedtonet slip-on version, der kommer i både en sort og mørkerød colorway, samt en high-top, som er inspireret af italienske militærstøvler.


Hos Veja har det længe været på agendaen at gøre produktionen af sneakers så bæredygtig som mulig, og det er også udgangspunktet for samarbejdet med Lemaire, hvor overdelene er produceret af genanvendte materialer og økologisk bomuld. Samarbejdet er i øvrigt ikke det eneste, som Veja har i støbeskeen. Også et samarbejde med Rick Owens, som første gang blev vist under designerens AW19-show i Paris, lander til efteråret.

Enkelthed hos Reebok og Packer

Adskillige nye versioner af Reeboks 90’er-model Aztrek er landet det seneste år, og nu er Reebok i samarbejde med New Jersey-butikken Packer klar med en af de mere underspillede colorways, som egentlig minder en smule om New Balance 991’eren. Samarbejdet er allerede på de virtuelle hylder hos Packer Shoes, mens det lander hos blandt andre svenske Sneakersnstuff den 22. marts.

Vapormax i overskudsmaterialer og med Swarovski-sten

Nike har præsenteret en række nye styles, som lander i løbet af foråret og sommeren. Her har Vapormax-silhuetten med de karakteristiske luftpuder fået en del kærlighed. Blandt andet sender Nike i løbet af sommeren en udgave af modellen på gaden, hvor Flyknit-overdelen udelukkende er lavet af restmaterialer fra andre Flyknit-sneakers. Det vil samtidig betyde, at patchworket på hver eneste sneaker vil være unikt. Der er endnu ikke meldt en officiel releasedato ud.


Er du mere til bling-bling, så har Nike også afsløret – og sat til salg – endnu en sneaker, som er belagt med Swarovski-sten – præcis som de gjorde det med Nike Air Max ’97. Denne neongrønne luksusversion af Vapormax-modellen er belagt med flere end 1.000 Swarovski-sten, som er håndsyet ind i Flyknit-overdelen. Den luksuriøse udgave blev sat til salg i går, men er dog umiddelbart allerede udsolgt.

 

Y2K-referencer i Puma og Overkills samarbejde

En af Europas førende sneakerforhandlere, Overkill i Berlin, hvor Arkk tidligere på året lancerede deres Kanetyk-model, er klar med et nyt samarbejde med Puma. Sammen giver de denne gang et nyt bud på Cell Venom-silhuetten, hvor inspirationen til den neongule, blå og grå farvekombination er hentet i Y2K-problemet ved årtusindskiftet. Samtidig har Overkill igen sørget for at få skrevet deres navn på siden af retro runner-silhuetten. Designsamarbejdet lander den 29. marts.

Reebok fejrer 25 år med Instapump Fury

Reeboks Instapump Fury har været lærred for adskillige collabs de seneste sæsoner, når brands som Marni, Bape og Vetements har sat deres aftryk på den tekniske sneaker med pump-systemet. I anledning af 25 årsjubilæet er Reebok nu klar med en 1:1-version af den originale colorway fra 1994. Der bliver (selvfølgelig) kun sat 1994 nummerede sneakers til salg hos udvalgte forhandlere den 22. marts.

Mere Blazer fra Nike

Nikes fokus på Blazer-modellen har været stort det seneste år – både med en række nye colorways, men også med Virgil Ablohs, Slam Jams og Sacais fortolkninger. Mens de førnævnte samarbejder har udfordret og opdateret basketballsilhuetten ved især at dekonstruere den, er det nyeste forårsudspil ‘Monsoon Blue’ fra den mere klassiske skuffe. Find den hos Caliroots.

Converse går Undercover

Converse fortsætter med at lade Undercovers Jun Takahashi sætte sit præg på Chuck 70’s-modellen, som han også gjorde det i efteråret. Mens sidste udspil var præget af skarpe kontrastfarver, har den japanske designer valgt at gå helt monokromt til værks med det punkede ‘The New Warriors’-udspil, som består af en sort og råhvid colorway med markante zippers og stålringe. Samtidig er ‘The New Warriors’ printet på skoens snude. Samarbejdet lanceres hos Sneakersnstuff i dag og koster 999 kroner.

Læs også: Stilen holder også i ‘Bedrag’ sæson 3 – fra Muf10 og BLS til Stone Island

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold