King Krule

Har man hørt King Krules selvbetitlede ep fra 2011 eller hans tidligere musik som Zoo Kid, er man ikke i tvivl om, at Archie Samuel Marshall egentlig er singer/songwriter. Guitaren er sammen med teksterne hans foretrukne våben, når sangenes grove skitser skal tegnes op. Samtidig er han så uendeligt meget mere, og det giver kun god mening, at knægten også har udgivet en single på den London-baserede piratradio gone pladeselskab Rinse FM, som oftest udgiver grime og dubstep.

Læs anmeldelse: King Krule ‘King Krule’

Hans lyd er alt fra ovenstående og lo-fi, lounge og darkwave til soul, funk og jazz. Mest af alt er det ingen af delene og det hele på én gang. I starten er det næsten for meget af det gode – 14 numre fordelt på 52 minutter. Man skal derfor lade ét nummer åbne sig af gangen og opdage pladen langsomt men sikkert.

»Well same old Bobby, same old beat / well yeah they got nothing on me / the same old clutch, same old streets«, starter pladen på ‘Easy Easy’. Vi er i Marshalls hood – et koldt og kynisk England, hvor Tesco (den engelske Netto) sluger de få penge, de ulykkelige lønslaver har tjent på deres kontorjobs. Marshall er ligeglad, og nummeret iscenesætter perfekt turen gennem pladens øde og betonbefængte fortællinger om livet i sin helhed.

Læs også: Se musikvideoen til ‘Easy Easy’

Videre er ’Border Line’, ligesom lukkeren ’Bathed in Grey’, r’n’b-funk med Marshall som croonende rapper. ’Has This Hit?’ er et monster af trommer, freejazz-elementer og rumklang, mens Marshall skriger, som kan han ikke komme ud af den tomme lagerhal, hvor han pines af sin egen psyke.

Vi bliver vi ført over ballader som ’Cementality’, der med lækre, luftige keys og samples fra det ydre rum søger at tage tempoet ned. Nede i tempo bliver vi revet op, og ’A Lizard State’ sender tanker til Arctic Monkeys med sin klare produktion og et aggressivt og spyttende bigband i ryggen. Det er sært mind-blowing efter de syv første numre at have svævet rundt inden i en lufttom klokke af rumklang.

Læs også: Hør hele ‘6 Feet Beneath the Moon’

Med to guitarriffbårne sange og en lullaby imponerer sidste etape også. Både ’Ocean Bed’ og Zoo Kid-singlen ’Out Getting Ribs’ kandiderer til at være pladens hits i al deres enkelhed, imens saxofoner og tekst på ’Neptune Estate’ får dig til at sukke som en 12-årig tøs.

Der er meget mere, og i sandheden er det en plade, som kræver opmærksomhed, og som en anmeldelse har svært ved at indfange. Både tekster og stemninger i al deres mangfoldighed. Det kræver dedikation, men som sangene stille tager form og bliver til skikkelser i både lyd og lyrik, er det umuligt ikke at flytte med Marshall til udkants-England.