Karl William

Karl William
Hukaos-sangerens debutalbum er som ét langt udbrud af følelser, hvor intet er rosenrødt, men nærmere mudret som hukommelsen efter en bytur.
Karl William - Placebo
4 6
Karl William
'Placebo'

Album, ArtPeople

De introverte. Individer som vægter eftertænksomhed og alenetid, men fejlagtigt kan tolkes som skræmte for social aktivitet ude i virkeligheden, hvor de højtråbende ofte kommer længst.

Heldigvis befinder Karl Williams musik sig ikke i den virkelighed, men i kunstens verden, hvor de største værker tit udspringer af personer, der forsvinder ind i deres egen psyke og udvinder noget unikt.

William kan virke introvert, for han synes omsluttet og opslugt af sine egne tanker i en sådan grad, at tekstuniverset for lytteren kan forekomme mere som en drøm end den virkelighed, ordene utvivlsomt udspringer af.

’Placebo’ er ét langt udbrud af følelser, der vendes og drejes som i et røgfyldt soveværelse kun oplyst af stearinlys. En dagbog med strøtanker om kærlighed, ensomhed, ungdom og alt derimellem – hvor intet er rosenrødt, men nærmere mudret som hukommelsen efter en bytur.

»Jeg har en affære med mig selv, det kan være svært at komme ud af«, synger han på samlingens måske bedste nummer ’Sky’, hvor formationer af synthtåger dvæler over de spændstige hi-hat-angreb. Her giver stemningen sug i maven.

Sangen er som den eneste produceret af Niels Kirk, mens Tais, Carl Barsk og Mathias Lion tager sig af resten af den himmelsvævende r’n’b, der med trommemaskiner, synth og bas varierer i tempo og varme efter Williams humør. Lydbilledet danner til trods for de adskillige producere en helhed, der er blidere og mindre røgtung end ’Døende’-ep’en, men man savner en smule spændvidde undervejs på den musikalske palet, selv om detaljer i ’Intro’ og ’Tid’ hæver barren med ekstra smæld på lilletrommen og forførende guitar bagerst i mixet.

Man længes efter hornene fra tidligere numre som ’Foruden at forgude’ og Lord Siva-samarbejdet ’Affiché’, og mens der er en salighed i at drømme sig væk til albummets 37 minutter, er produktionerne mere supplerende end egenhændige. Hvilket lægger det meste af ansvaret over på den rødhårede Hukaos-sanger, som fornemt lukker sig inde med sin vokal, der med tiden har fundet sig egen klang i en rækkevidde af udtryk. Fra desperationen i den blytunge ’Ensom’ til det legende flow på kærlighedserklæringen ‘Mit gode skind’ og tvivlen på egne følelser i den velkonstruerede ’Placebo’, der byder på både albummets mest afdæmpede vers og mest udfarende omkvæd.

Soliditet er det endelige indtryk, og mens jeg skal være den sidste til at advokere mod det indadvendte, måtte Karl William gerne (figurativt) råbe lidt mere. Det er kun rart at vågne fra drømmen engang imellem – så har man tid til at reflektere.

Læs også: Hukaos om Hukaos: Sådan er Karl William