Mellemblond er blandt de mest oversete sangskrivere, Danmark kan prale af lige nu
Han er åbenbart slet ikke færdig med at skifte ham, den gode Kristoffer Munck Mortensen, der under navnet Mellemblond nu er klar med sit tredje album – indspillet i efteråret på Møn. Således er besætningen bag ham skiftet helt ud, hvilket også bibringer en helt ny lyd.
Den evigtunge, let poppede rock, som prægede forgængeren ‘Lysvågen’ er her spædet op med et antal sange, der snarere er skrevet i en vemodig visetradition, og instrumenteret derefter med et let firkantet, men pænt tangentspil, der vil virke sært velkendt for de af os, der er vokset op med klaver i hjemmet og måske en musiklærer-mor eller far.
Det udmønter sig i et album, der på trods af, at det ikke er lige så helstøbt som Mortensens anden langspiller, stadig rummer en rigeligt med højdepunkter til at pynte det store billede. Især albummets anden halvleg er suveræn med ’Til ilden’ og lukkeren ‘Elegant’, hvor det føromtalte skolelærerklaver og de folkelige, viseagtige strukturer fungerer så rasende godt, at en sammenligning med selveste Sebastian (som jeg også tidligere har luftet) atter finder relevans.
Albummets rockede momenter, såsom det åbnende titelnummer, ‘Ned i et hul’ og den brusende’ Barfodet’ byder til gengæld på masser af guitar, uden at dette bliver for uoverstigelig en kontrast til Mellemblonds nye, afdæmpede gear.
Maveplaskerne indtræffer til gengæld midt mellem ekstremerne med et par dvaske skæringer som ‘Ryster’ og ‘Jeg må le’, som ikke rigtigt vil hverken det ene eller andet – og den rodede ‘Lykketræf’, som med både blæsere og spilledåse i baggrunden virker decideret lagkageoverlæsset.
Ingen af disse slag i luften rokker dog særligt ved Mortensens status som en af de mere habile, men måske også oversete modersmålssangskrivere, vi kan prale af lige for tiden. Han fortjener simpelthen et bredt gennembrud, gør han.
Kort sagt:
Kristoffer Munck Mortensens Mellemblond-projekt er med en helt ny besætning åbenbart slet ikke færdigt med sin metamorfose. Den tidløse poprock, som prægede hans sidste langspiller, får her ofte et mere viseagtigt præg, der sammen med højskoleagtigt klaverspil giver hans tredje album et mere modent snit. Det er ikke fuldstændigt helstøbt, men det rummer mange poetiske højdepunkter.
Læs anmeldelse: Mellemblond ‘Lysvågen’