Jokeren om sine vilde 90’ere i L.A. som producer for Eazy-E og Ice Cube: »Alle gik med våben«

Jokeren om sine vilde 90’ere i L.A. som producer for Eazy-E og Ice Cube: »Alle gik med våben«

Historien er ligeså surrealistisk, som den er sand, men inden Den Gale Pose slog igennem i midten af 90’erne, var gruppen i årene 1992-1995 faste gæster i Los Angeles, hvor de under navnet Madness 4 Real var direkte øjenvidner til hiphophistorien, mens de producerede numre for blandt andet N.W.A-medlemmerne Eazy-E og Ice Cube, Rakim, Westside Connection og Mack 10.

Madness 4 Real bestod af Jesper Dahl (Jokeren), Rasmus Berg (B), Nicholas Kvaran (Coldhands) og Lasse Bavngaard (Blæs Bukki), der både producede sammen og hver for sig.

Her fortæller Jokeren hele den vilde historie: Om skyderier, venskabet med Eazy-E og at blive snydt for en million dollars.

Hvad var din fascination af N.W.A og hiphopmiljøet i L.A., inden du selv kom derover?
»Som 14-årig havde jeg hørt N.W.A derhjemme. Jeg havde selvfølgelig lyttet til hiphop i forvejen, men som ung teenager i Hillerød Øst var det det perfekte oprør at springe på. Jeg gik i for stort tøj og gik rundt og råbte ’fuck tha police’, fuck det hele, selv om der ikke ligefrem var meget politiopgør i Hillerød i slut 80’erne.

Der var ikke så mange hiphoppere dengang i Danmark. Der var mig, Blæs Bukki, der siden gik over til fra Malk de Koijn og Bikstok, Rasmus Berg og Nicholas Kvaran, og tilsammen blev vi til Madness 4 Real. Vi tog til København og spillede på Pumpehuset og Klub 47, som nærmest udgjorde hele hiphopmiljølet dengang – det var der, sådan nogle som Al Agami og Remee hang ud back in the day. Dansk rap var stendødt på det tidspunkt, selv om det er svært at forestille sig i dag, og vi havde brug for noget nyt. Alle var begyndt at rappe på engelsk, og vi var de eneste, der rappede på dansk sammen med Hvid Sjokolade. Vi manglede nogle beats, så vi begyndte selv at lave dem på gamle trommemaskiner, en delay-pedal, vi brugte som sampler, og pladespillere, vi scratchede på. Vi blev grebet af det. Vi rendte rundt på Amager i vores kæmpe Adidas-bukser og med kniv og spillede smarte. Det var dumt, men jeg var dog ikke den største idiot af dem alle sammen«.

Hvordan udviklede det sig til, at I unge, forholdsvis uprøvede, danskere blev sendt til L.A. for at producere for Eazy-E og co.?
»Der var denne her fyr, Carsten Willer, fra Solid Productions, hvis kæreste havde set os spille, og som anbefalede, at han hev fat i os. Det skete så, og vi tog til L.A. Det første, vi producerede, der udkom, var Eazy-E’s ’5150: Home 4 Tha Sick’ i 1992, som var en af de sidste plader, der udkom, mens han levede (Eazy-E døde af AIDS i 1995, red.), som gik guld der i start-90’erne. Derfra kørte det bare videre«.

Hvordan var miljøet anderledes derovre end hjemme i Danmark?
»Man mærkede tydeligt de beefs, der var i miljøjet på det tidspunkt. Især mellem Death Row og Ruthless Records (N.W.A tilhørte Eazy-E’s pladeselskab Ruthless Records, men efter interne stridigheder forlod Ice Cube gruppen, ligesom Dr. Dre efterfølgende også gik solo og stiftede selskabet Death Row, red.), og man mærkede, at Eazy-E’s drenge tilhørte Crips (bande i L.A., red.), mens Cube og Dre var civile mennesker og ikke var involveret i bandemiljøet på den måde.

Første gang, jeg oplevede et skyderi, var nede i Downtown L.A. sammen med Pharcyde på en eller anden klub, hvor vi stod udenfor, og der kom en gut løbende med en pistol. Dengang lagde jeg ikke to og to sammen, der kom jeg så meget fra Danmark og Hillerød, at man ikke havde den slags inde på livet. Det var sgu bare anderledes dengang. Folk skød ikke i gaderne. Jeg troede, der var nogen, der fyrede fyrværkeri af. Jeg var alligevel så ung og naiv. Alle gik med våben, fra butterflykniv til automatvåben.

Jeg har også prøvet at køre stille og roligt rundt i San Fernando Valley, og så var der nogen, der skød gennem vores vindue, fordi jeg på en eller anden måde var involveret i miljøet omkring Eazy-E, uden at have noget med bander at gøre. Det har bare lært mig, at man skal sætte pris på hver eneste dag – du kan fandme dø hvornår som helst. Velkommen til livet! Når man slipper sin dødsangst i det miljø, indser man bare, hvor heldig man er«.

Fik I mulighed for at hænge ud med de her hiphoplegender, ud over hvad der foregik i studiet?
»For nogens vedkommende gjorde vi, og andre ikke. Ice Cube mødte jeg for eksempel først flere år efter, vi var kommet hjem igen, så ham har jeg ikke det store forhold til. Sådan nogle som Atban Klann (der var signet på Ruthless Records, red.), som siden blev til Black Eyed Peas, hang vi til gengæld meget ud med – Will.I.Am var en ung knægt og en rigtig fin fyr, vi blev venner med. Eazy var jeg også gode venner med. Jeg har siddet og leget med hans søn, Eric, inde på hans værelse, da han var fire år gammel. Sådan nogle hverdagsting, helt hyggeligt og nede på jorden. Eazy var faktisk den, jeg var tættest på af alle i det slæng.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Samtidig oplevede jeg også masser af racisme over for hvide mennesker. Jeg kan huske, der var en bodyguard, Charlie, der tvang mig skæv – vi stod i en cirkel, og jeg skulle ryge en kæmpe joint alene. Jeg var ung og kom fra Danmark med svag skunk, og jeg blev helt vildt skæv, og måtte bede dem om at stoppe. Men det måtte jeg ikke. Charlie bukkede sig bare ned over mig og sagde »take a hit for the black man«, og det gjorde jeg så. Så var alt cool, og Eazy var også nede med mig herefter«.

EazyE

Eazy-E.

Hvordan vil du beskrive Eazy-E som person og kunstner?
»Eazy var streetkunstner, gang man, og jeg tror et eller andet sted, at han var ligeglad – sådan noget med at sælge stoffer og politivold var normen. De her bander fungerede som en paramilitær organisation i L.A., der rekrutterede folk. Det var en stor smeltedigel af forskellige kulturer og racer derovre, og det var der masser af negative sider af. Det var jo i det miljø af politivold, Bloods vs. Crips, hvor man skød på hinanden i gaderne, at gangstarap opstod. Vi kom ind et par år senere, hvor man kunne mærke, at penge og magt havde korrumperet dem lidt.

Men altså, Eazy var et fantastisk menneske og en god rapper. Det var bare desværre ikke ham selv, der skrev teksterne. Som rapper og hiphopper er det en af grundreglerne, at man skriver sine egne tekster, at man er original. Men man kan sige, hvad man vil om ham, men han opfandt gangstarap. Uden hans stemme var det ikke sket, og det var jo på grund af hans rødder i det her betændte miljø. Sådan var det bare. Til sidst, mens jeg var derovre, kunne man godt mærke, den var gal med ham. Jeg tror, at Eazy vidste, han skulle dø. Han gik rundt og hostede, men ville ikke se det i øjnene«.

Hvad er du mest stolt af at have produceret, mens du var derovre?
»Vi lavede både ting sammen alle fire (i Madness 4 Real, red.) og hver for sig, men en af de ting, jeg lavede alene, var Eazy-E’s ’Down 2 tha Last Roach’ (fra 1993, red.). Jeg fik at vide, at man satte hans plade på ovre på Death Row, hvor de selvfølgelig syntes, det var lort, siden N.W.A var splittet op på det tidspunkt. Men trods beef’en, så syntes Dr. Dre, at lige netop dét nummer var godt produceret. Så som Jesper Dahl er jeg da vildt stolt af det. Historien om N.W.A er jo også historien om, hvordan Dre startede, som i mine øjne er en af de største musikbegavelser, vi har. Så det er en kæmpe blåstempling«.

Hvad fik I ud af turen – hvordan påvirkede det din karriere fremadrettet?
»Vi producerede for Eazy-E, Ice Cube, Rakim, MC Ren, Westside Connection – tracks, som var medvirkende til, at hele West vs. East-konflikten optrappede i hiphopverden. Jeg har været med til at skrive nogle historier og været en del af det miljø dengang, der er så legendarisk nu. Jeg er heldig at have haft en ven som Carsten Willer, der fik os af sted – selv om han har snydt os for en million dollars, og han sidder og praler med det i dag – så havde jeg aldrig været de oplevelser foruden. Jeg er da vildt taknemmelig for at have været en del af musikhistorien på den måde.

Der var ikke noget internet dengang til at udbrede sin oplevelser, så vi følte, vi var lysår forude, da vi kom hjem igen. Vi var derovre i tre-fire år, frem og tilbage, hvor vi betalte vores egne flybilletter. Når vi kom hjem til Danmark vaskede vi trapper, gik med aviser og arbejdede i børnehaver – det var slet ikke sådan et hiphopliv med penge ud af røven. Vi sled i de her røvsyge jobs for at kunne tage derover og producere platinplader. Det lyder jo absurd. Eazy og Heller (Jerry Heller, N.W.A’s manager, red.) sørgede jo ikke for os, det var vores manager fra Søborgs job. Det var vores første, hårde lektion i musikbranchen, men vi har fandme også lært meget af det«.

Hvorfor fortsatte samarbejdet ikke?
»Vores kontrakt blev sat i bero, og Willer mener stadig, han har et år tilbage af kontrakten. Så hvis vi producerer noget igen, skal han have pengene, og det gider vi ikke. Så døde det lidt på det. Men så kom vi hjem, og det her Den Gale Pose opstod. De første Den Gale Pose-ting skrev vi i L.A. Man var blevet vildt inspireret af alle de her folk derovre, rapperne på gadehjørnerne og alt det der. Der stod folk på alle gadehjørner i USA, der rappede bedre på engelsk, end jeg nogensinde ville kunne, så vi gik med det danske, og det fungerede jo. Der var ingen grund til at prøve lykken på engelsk«.

Hvordan vil du beskrive N.W.A’s betydning for hiphophistorien, nu hvor du selv har oplevet miljøet helt indefra?
»N.W.A var ren ’fuck jer’-attitude, vi gider ikke det her pis mere. Jeg savner fandme den der stil i hiphopmiljøet, hvor rapperne rapporterede fra gaden, fra en lortesituation, hvor det handlede om forandring. Hvor man ikke forherliger gangsterlivet. Jeg har da venner, der blev kriminelle, fordi man omfavnede den der gangsterdrøm. Gangstarap er underholdende, men gangsterlivet er fandme benhårdt. Der er ingen mennesker, der vinder – dem, der vinder, er døde indeni. Jeg savner det der med, at man er mere socialrealistisk i sin rap.

Det, der er sket meget i hiphop de senere år, er, at Bloods kom ind. Sådan nogle som Birdman rekrutterede blandt andet Lil Wayne, alle de der nye drenge, der var associeret med Bloods på den ene eller anden måde. De har kapitaliseret på gangster-livsstilen på en måde ved at gøre de her Bloods-drenge til stjerner, og de har fundet en måde, hvor de kan rappe om gangsterliv på en underholdende måde. Det er sgu et paradoks. Hele trapbølgen er udsprunget derfra. Trap betyder jo crack house. Det er en genre, der i bund og grund handler om, hvilken bande, du er med i, og hvor mange mennesker, du har lyst til at dræbe, og så står alle og shaker booty til det inde på Sunday. Det er et underligt paradoks, hvor genren både er underholde og fascinerende, men det er også benhårdt, og det skal man ikke glemme«.

På torsdag holder vi sammen med Empire Bio forpremiere på N.W.A-filmen ‘Straight Outta Compton’. Alle sale er udsolgt, men der er masser af plads til efterfesten på Rust, hvor Nicholas ‘Coldhands’ Kvaran kommer og vender hiphop-plader.

Læs mere om efterfesten på Facebook HER.

Læs også: Gangstarap og ghettoliv: De bedste hiphopfilm nogensinde – rangeret