Videopremiere: Kenton Slash Demon tager på neonbefængt dimensionsrejse til ‘TT’

‘TT/Dok’-udgivelsen fra Kenton Slash Demon har allerede fået en del velfortjent opmærksomhed med på vejen herfra. Vi har tidligere givet det halve-titelnummer ‘TT’ en Top Track-stempling, og i dag er makkerparret klar med en visuelt blændende musikvideo.

Den nye video er konstrueret på baggrund af makkerparrets koncert i Nikolaj Kunsthal i slutningen af januar måned, der blev præsenteret af kulturlaboratoriet Prxjects – en række krea-eksperimenter med Mercedes-Benz som initiativtager.

Her skabte Silas Moldenhawer og Jonas Kenton sammen med den visuelle kunstner Dark Matters og de digitale manipulatorer Spektrum en visuel flødeskumskage af en koncert, der bød på en overvældende oplevelse mellem lyd, lys, arkitektur og scenografi.

Videoen er produceret af Dark Matters og Spektrum og er naturligvis også spækket med lys, røg og damp, hvor vi kommer på tur mellem kulørte dimensioner.

Læs også: Fotoreportage: Kenton Slash Demon og Dark Matters indhyllede Nikolaj Kunsthal i røg