Ingen fucker med Princess Nokia: »Det er meget respektløst af dig at spørge om«

Ingen fucker med Princess Nokia: »Det er meget respektløst af dig at spørge om«

»Babygirl, what’s wrong?«.

Stemningen på det lille spillested Sigurdsgade på Ydre Nørrebro har for længst oversteget kogepunktet. Helt oppe foran scenen står kvinderne – allerforrest de farvede af slagsen. Sådan er det, når Princess Nokia giver koncert. Hun har selv dirigeret publikum og sendt mændene, især de højeste af dem, om bagest.

Hovedpersonen har stoppet sit første danske show for at høre, hvorfor der er en oprevet babygirl oppe foran scenen. En mand har åbenbart chikaneret hende. Nokia beder ham forlade salen omgående – eller beder er så meget sagt. Det er en ordre. Hun vil slet ikke høre nogen forklaring, og da en vagt prøver at forsvare manden, eksploderer den lille newyorker.

Mens manden forlader rummet, spytter Princess Nokia efter vagten, der er nødt til at blive stående ved scenekanten og passe sit job. Hun er rasende.

»Det gav mig lyst til at forlade scenen. Det er meningen, mine shows skal være et trygt sted for kvinder. Mine fans stoler på mig, og de skal føle sig godt tilpas. Det er ekstremt foruroligende, når det ikke bliver overholdt. Hvem går til koncert for at blive chikaneret?«, siger hun, da jeg møder hende i spillestedets backstage-lokale efter koncerten.

Hun er stadig oprevet. Klokken har passeret midnat, og hun sidder og puffer på en lille jointstump. »De er gode i Danmark«, tilføjer hun anerkendende. Hendes blide stemme afslører, at prinsessealiasset holder fyraften. Som hun sidder der, er hun Destiny Frasqueri, et 24-årigt raphåb. Ikke at det gør hende det mindste mindre ballsy.

Hun er skudt op af undergrunden med brændende feministiske visioner, krudt i røven og spruttende rapkaskader. Det er tydeligt, at hun har fundet sin rette udtryksform i hiphoppens ofte aggressive, passionerede kraft.

Snakken i Sigurdsgade blev kort. Hun var fløjet fra New York samme dag og nærmest taget direkte fra lufthavnen til spillestedet. Samtidig venter en svensk tv-station på, at det bliver deres tur.

Hun er høflig, men bestemt – også da fotografen får lov til at skyde nogle hurtige billeder af hende. »Så det var det«, siger hun efter fem minutter.

princessnokia_live_samykhabthani4

Princess Nokia på Sigurdsgade. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue

»Jeg havde også nosser, da jeg var barn«

En uge senere møder vi igen Princess Nokia, da hun skal spille i Malmø. Vi har en klar aftale og skal både lave interview og skyde billeder til forsiden af magasinet Soundvenue. Men Frasqueri kommer ikke.

De svenske arrangører er frustrerede. Hun skal lave lydprøve, og en svensk radiojournalist venter også på hende, men da en fra spillestedet prøver at ringe og skynde på hende, får han bidt hovedet af i telefonen.

Hun har ondt i maven og siger, at hun ikke kommer før en halv time før koncerten. Ingen lydprøve.

Men da hun endelig møder op, har hun sit game-face på. Publikum får den Princess Nokia, de har ventet på, og det gør vi også. Effektivt kondenserer hun sin personlighed ned på billederne.

Hun ryger joints, viser fuckfinger, viser kønsbehåring og mooner fotografen. En fra spillestedet prøver at afbryde skydningen, fordi Frasqueri ikke må ryge joints på stedet. Han får også kærligheden at føle.

»Der er professionelle kvinder på arbejde her«, siger hun – og ryger videre.

Tingene sker på hendes præmisser. Vi får billederne i kassen, men tiden er gået, og den svenske journalist skal til. Heldigvis lykkes det os at få en aftale via Skype, da hun er hjemme i New York igen.

Denne gang er der intet, der forstyrrer, og den eneste, der bliver sat på plads, er hendes kat, der vandrer over tastaturet. Nå ja – og mig. Det er nemlig ikke hvad som helst, Nokia indvilger i at tale om.

Du burde ikke stille sådan nogle spørgsmål

Da jeg spørger ind til resten af hendes europæiske turné, hvor hun i Cambridge endnu engang blev udsat for en forulempende mand blandt publikum, som hun efter sigende endte med at hælde en drink ud over og slå, bliver jeg sat direkte til vægs.

»Hør her, søde skat, jeg stopper dig dér. Det er meget respektløst af dig at spørge om. Du er en kunstner, du er en kvinde. Du burde ikke stille sådan nogle spørgsmål«.

Hun lister en række emner op, hun gerne vil tale om. Med ildrøde kinder lader jeg mine øjne løbe hen over mine forberedte spørgsmål.

Har du altid været så selvsikker?
»Ja. Jeg havde også nosser, da jeg var barn. Jeg voksede op som en punkunge, der aldrig gik på kompromis. Jeg rockede altid ud, lavede ballade og gjorde, hvad jeg havde lyst til. Den galskab har jeg bragt videre til mine koncerter«.

Både i åbenhjertige interview og i hendes tekstunivers tegnes et billede af en opvækst, der er præget af svigt, stoffer og smerte. Tag ‘Bart Simpson’, åbningsnummeret fra mixtapet ‘1992’, der landede sidste år til bred anerkendelse. Her rapper hun blandt andet: »Cutting school and acting crazy / Foster care done got me crazy / Living with a crazy lady«.

Hun mistede tidligt sin mor til aids, hvorefter hun blev kastet rundt mellem skoler og plejefamilier – uden succes nogen af stederne. Hun pjækkede fra skolerne, og hos sin plejemor fik hun tæv, så hun som 16-årig valgte at løbe hjemmefra med tre dollars på lommen. Nosserne var en nødvendighed.

Selvsikkerheden på scenen i Sigurdsgade, hvor hun startede showet med at crowdsurfe til sit største hit, ‘Tomboy’, var heller ikke til at tage fejl af. Nummeret har fået Princess Nokia til at storme frem med sine »little titties and fat belly«, som hun rapper igen og igen.

Princess_Nokia_PetraKleis3

Princess Nokia i Malmø. Foto: Petra Kleis/Soundvenue

En punkrock-rapper

Selv om hun får meget opmærksomhed, venter der modvind på vejen mod det store gennembrud. Det ville være naivt at underkende, at det stadig kræver sin mand at være kvinde i hiphop.

De kønsroller, der historisk set har domineret genren, har oftest placeret kvinderne på skødet af mændene i stedet for ved siden af som ligeværdige, og der har været alt for langt imellem foregangskvinder som Queen Latifah, Salt-N-Pepa, Lauryn Hill, Missy Elliott og Nicki Minaj.

Men der er forandring i luften. Rejsen fra undergrund til ørenlyd på nettet er forkortet, og der satses mere, for tabet er primært for egen regning, når pladeselskabet hedder Soundcloud. Kvinderne kan ikke længere holdes nede, nu hvor de kan gøre det meste selv, og så forskellige rappere som Young M.A, Kamaiyah, Tommy Genesis, Little Simz, Noname og Kodie Shane har alvorlig medvind for tiden.

Princess Nokia er ikke bleg for at udfordre de lig, som hiphopkulturen har i lasten.

»Jeg går til angreb mod de stereotyper, hiphopkunstnere underlægges. Jeg genopfinder kvindelig hiphop, og jeg har det sjovt med det. Jeg skal ikke længere leve op til nogen standard omkring seksualisering eller skønhed. Jeg har skabt min attitude og min facon, så ingen fucking sætter spørgsmålstegn ved noget«.

Føler du, at hiphoppen manglede denne gentænkning?
»Folks syn på kvinden er stadig forældet og begrænsende, og når det er sagt, vil jeg bare gerne være en heltinde for kvinder som mig selv. I hiphop er der ingen kvinde som mig. Det her er min tid«, siger hun og er ikke bange for at sætte kronen på eget hoved.

»Jeg bringer en alternativ kultur ind i hiphoppen. Jeg har været skater, jeg har været punker, opfordret til moshpits og gået med nittebælter. Jeg går på scenen uden makeup – jeg er selvsikker og tager ikke mig selv så seriøst. Alligevel er jeg ved at blive en af de største kvindelige undergrundsrappere. Det taler for sig selv«.

Og Princess Nokia er et atypisk bud på en rapper lige nu med kunstneriske visioner, der stikker i mange retninger. Tidligere gik hun under navne som Wavy Spice og Destiny, og hun har dyrket adskillige afkroge af sit kreative talent. Både på de elektroniske r’n’b-mixtapes ‘Metallic Butterfly’ og ‘Honeysuckle’, som spirituel healer, podcastvært, videokunstner og senest som hårdkogt hiphopdiva på ep’en ‘1992’ med kølige 90’er-klingende beats, minimalistiske, melodiske hooks og tilbagelænede, kyndige rimkaskader af ærlig, old school newyorkerrap.

»Min personlighed og attitude er ikke typisk hiphop. Men samtidig er den. Rap er meget indbildsk og flamboyant. Sådan er jeg på andre måder – på en meget radikal punkrockagtig måde«.

Princess_Nokia_PetraKleis2_Faktaboks

Princess Nokia 101

‘Bart Simpson’-musikvideo
I lyd og billede er tracket fra ‘1992’-mixtapet en introduktion til Princess Nokias liv og levned: En outsider med nosser, der vælger joints over lektier. Videoen er instrueret af Nokia og veninden Milah Libin og er i hendes undergrundsånd med joints, 40 ounce-ølflasker og hendes girl-squad. 

‘Brujas’
På 'Brujas' møder vi ghettoheksen Princess Nokia svøbt i florlette gevandter og tung mystik. Her males et billede af den spirituelle, feminine kunstner, der får naturens, musikkens og fællesskabets kræfter til at gå op i en højere enhed. 

Smart Girl Club Radio-podcast
Nokia er eftertænksom – både som kunstner, kvinde og menneske. Det står klart, når man lytter til hendes podcast, der blander ærlige tanker og poetisk prædiken direkte fra soveværelset. Begynd med januar-afsnittet fra i år, hvor hun samler trådene fra tidligere episoder og filosoferer over kunstnerlivet, siden hendes karriere tog fart.

Hiphopharmoni over beefs

I Princess Nokias musik er spiritualitet og søsterskab mindst lige så vigtigt som attitude.

»Jeg har fundet mange seje måder at udtrykke min identitet på uden at tale om konkurrence eller bitches. Jeg har ingen negative referencer til andre kvinder i min musik. Hvis jeg snakker om andre mennesker, gør jeg det endda kønsneutralt«.

Et udtryk, der går igen i hendes tekstlige og visuelle univers, er den spirituelle, kvindelige healer, la bruja. Heksen, der taler i tunger, forhekser og forkaster ondskaben omkring sig og deler sin healende magi med andre. Som det fremgår af linjerne i ‘Brujas’, er der tale om vaskeægte ghettomagi: »Talk shit, we can cast spells / Long weaves, long nails / Corn rows, pig tails / Baby fathers still in jail«.

Frasqueri fortæller, at den spiritualitet, hun føler og praktiserer, kommer af hendes kulturelle arv som puertoricaner, »et smukt og spirituelt folkefærd«.

»Det er skønt at kunne inkorporere spiritualiteten i min kunst. Rappere er spirituelle. De er poeter. Hvis du ikke ved det, så vid det nu, når det kommer fra mig: Hiphop i sig selv er spirituelt og stammer fra mødet mellem forskellige miløjer. Møder med dans og sang, det er kærlighed og glæde. Det skaber vibrationer, der er umulige at sætte ord på. Hiphop er en fest, det er poesi. Det stikker langt dybere, end folk forstår«.

Hvordan spiller din spirituelle side sammen med den hårdkogte tomboy, der ikke finder sig i noget?
»Jeg har mange identiteter, men sådan er det, når man er et multietnisk menneske. Det er sjovt at bringe dualitet ind i hiphoppen, der sommetider kan være meget ensidig. Et bredt spektrum af unge kunstnere har nu muligheden for at være flerdimensionelle«.

Facetterne er tydelige. Selv gennem den dårlige Skype-forbindelse over Atlanten går de rent igennem. Det ene øjeblik er fløjlshandskerne af og de lange ghettoklør ude efter mig, det næste taler hun med silkeblød stemme om nærvær og næstekærlighed i hiphoppen.

Det forvirrer mig, men jeg kan mærke, at dualiteten er med til at gøre hende stærk. Som i en symbiose af to elementer, der kan slås itu hver for sig, men er langt stærkere som en helhed. Præcis som hun synger på ‘Metallic Butterfly’: »I do not break, I bend«.

»Jeg ved, jeg er en outsider. Det har jeg altid været, og det vil jeg altid være. Jeg er ikke som alle andre, og det er ikke alle, der forstår mig. Sommetider kan det godt gøre mig usikker, men samtidig føler jeg mig ikke plaget af det. For det er det, der gør mig så unik. Og så bliver usikkerheden til genialitet. Så bliver jeg inspireret af mig selv, og så er usikkerheden ikke længere en faktor«.

Føler du dig som et udskud i hiphopmiljøet?
»Jeg er hiphop. Jeg repræsenterer alle de smukke aspekter af hiphop. Jeg er en succes. Det er stort, at jeg overgår mange andre rappere på mit felt«, siger hun og er igen i sit selvsikre hjørne.

»Det er en industri, hvor alle er ens og prøver at konkurrere. Ville det ikke være sejt, hvis der var en Gwen Stefani i hiphop? En punk-chick. Sådan en pige har der ikke været endnu, men jeg er den pige. Jeg bliver stor, det kan jeg mærke. Jeg er Princess Nokia. Det er ret sindssygt«.

Hun udtaler ordene langsomt med stærke tryk på hvert andet ord. Selvsikkerheden grænser til det øretæveindbydende. Men samtidig er det overbevisende og respektindgydende.

princessnokia_live_samykhabthani2

Princess Nokia på Sigurdsgade. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue

Kreativt søsterskab

Musik er ikke Frasqueris eneste kreative output. Hun har blandt andet også startet kollektivet Smart Girl Club med en række veninder. I det regi har hun lavet podcasten ‘Smart Girl Club Radio’, hvor hun sammen med veninden Arianna Maya Gil taler til deres »fellow urban feminists« om alt, hvad der rører sig i og omkring dem lige fra racisme og undertrykkelse til at være en kreativ, kompromisløs kvinde – eller med Fraqueris egne ord: ambitchious.

En guldgrube af gamle afsnit kan stadig findes på Princess Nokias Soundcloud-profil. Det er, som hun selv siger, hendes »bidrag til det nye årtusindes feministiske generation«.

Et vigtigt led i Smart Girl-bevægelsen er hendes nære veninde Milah Libin, der har været med til at lave flere af Princess Nokia-musikvideoerne, som alle er co-instrueret af Frasqueri selv.

»Milah og jeg – en jødisk pige fra Brooklyn og en fucking puertoricaner fra Harlem – fandt sammen om at lave noget ret fænomenalt. Milah og Smart Girl Club hjalp mig til at få det til at ske. Nu flere år senere kan jeg oprigtigt sige, uden at være pompøs, at vi lavede noget virkelig ikonisk kunst«, siger hun om de mange musikvideoer.

Faktisk ville hun gerne have været filminstruktør, og ud over musikken er videoerne de sjoveste og mest berigende projekter for hende. Videoerne er stilsikre og præget af hendes spændvidde: Fra den iskolde ghettorapper i ‘Tomboy’ og ‘Kitana’, der ryger hash, bokser sig til blods og giver mindre end en fuck for makeup og fine fornemmelser, til den spirituelle smart girl i ‘Brujas’, som næres af naturen og dens feminine kræfter.

»Visionerne til videoerne kommer hurtigt og let til mig. Når jeg laver en video, lægger jeg al min tid, energi og innovation i det. Jeg kontrollerer bogstaveligt talt alt. Det er ikke alle kunstnere, der er så sikre i deres kunst eller i kontrol over andet end blot at lave musik«.

Det lyder, som om du er for kreativ til nogensinde at kede dig?
»Sådan er jeg opdraget. Mine søskende og jeg blev altid opmuntret til at skrive dagbog, at bruge kognitive ting til at træne hjernen. Det er skønt at kunne eksistere på den måde og stadig have den barnlige uskyldighed. Det hjælper mig til at blive en bedre kunstner, at udvide min horisont og være et skridt foran. Det er sundt«.

princessnokia_live_samykhabthani

Princess Nokia på Sigurdsgade. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue

Scenen som legeplads

Destiny Frasqueri gør det dog klart, at hun frem for alt bare vil have det sjovt. Scenen er hendes legeplads, og tanken om et show uden crowdsurfing, mooning eller smadderfest er fremmed for hende.

»Hiphop er det sjoveste, du kan optræde med på en scene. Et Princess Nokia-show er ikke aggressivt, macho eller antisocialt, som hiphopshows kan være. Det er et venligt, positivt, søsterligt og broderligt show«, siger hun og vælger at glemme de eksempler, hvor harmonien er blevet brudt.

I hendes optik er hiphoppen et samlingspunkt. En forenende kraft, hvor fællesskabet regerer, hvor kvinder og minoriteter har værdige stemmer. Pludselig falder femøren for mig. Jeg forstår, hvorfor hun blev vred under koncerten på Sigurdsgade. Hun vil ikke lade nogen træde på sine idealer – og slet ikke på sine medsøstre. Sidst af alt på hende selv.

Men det er der nok heller ingen fare for. Hun er jo Princess Nokia. Det er faktisk ret sindssygt.

Princess Nokia spiller på Roskilde Festival og i Store Vega den 14. september.

Sponsoreret indhold